651-2 Aldersopsparing

Med virkning fra d. 01.01.2013 er der indført en ny form for pensionsopsparing, der træder i stedet for de hidtidige kapitalpensioner.

Du kan ikke trække dine indskud på en aldersopsparing fra i skat, men til gengæld skal du ikke betale skat eller afgift, når der sker ordinær udbetaling af aldersopsparingen ved opnåelse af pensionsalderen.

Du kan i 2024 maksimalt indskyde 9.100 kr. på en aldersopsparing, hvis der er mere end 7 år til det år, hvori du når folkepensionsalderen

Fra og med det 7. år før folkepensionsalderen kan du i 2024 indskyde 58.900 kr. Hvis du er født i 1963, når du folkepensionsalderen som 68-årig i 2031. Du kan derfor i 2024, 2025, 2026, 2027, 2028, 2029 og 2030 indbetale 58.900 kr. årligt

Indskyder du mere end anført ovenfor, skal du betale en afgift på 20% af det overskydende beløb.

Indtægter af aldersopsparingen, f. eks. obligationsrenter, aktieudbytte eller kursgevinster, beskattes med den såkaldte PAL-skat på 15,3%, og det er jo en langt mindre skat end den almindelige skat på kapitalindkomst på op til 42%.

Du behøver ikke at være bange for, at din opsparing går tabt, hvis pengeinstituttet skulle gå konkurs. Aldersopsparingen nemlig altid dækket af den særlige indskydergaranti - også selv om opsparingen er på over 100.000 €. Det kan du læse mere om på emne nr. 655.

Aldersopsparing skal hæves senest 20 år efter, at du har opnået pensionsudbetalingsalderen. Denne er 60 år, hvis du er født før 1959. Er du født i 1. halvår 1959, er din pensionsudbetalingsalder 60½ år. Er du født i 2. halvår 1959, er din pensionsudbetalingsalder 61 år. Er du født i 1. halvår 1960, er din pensionsudbetalingsalder 61½ år. Er du født i 2. halvår 1960 eller senere er din pensionsudbetalingsalder 62 år, hvis pensionsaftalen er indgået før 2018 og ellers 64 år. Er du født i 1963-1966 er din pensionsudbetalingsalder 63 år, hvis pensionsaftalen er indgået før 2018 og ellers 65 år. Er du født i 1967 eller senere, er din pensionsudbetalingsalder 64 år, hvis pensionsaftalen er indgået før 2018 og ellers 66 år.

Du kan fortsætte med indbetalingerne lige indtil dagen før bindingsperioden udløber. 

Selv om du har bundet pengene til pensionsalderen, kan du normalt når som helst hæve indeståendet helt eller delvist mod en afgift på 20% af indeståendet. Pengeinstituttet skal tilbageholde denne afgift, og du får derfor kun udbetalt 80%, hvis du hæver aldersopsparingen i utide.

Du kan vælge, om du vil have opsparingen stående som almindeligt kontantindskud eller som indskud i en såkaldt puljeordning. Du kan også vælge at placere opsparingen i værdipapirer efter dit valg. Vi vil ikke gennemgå disse placeringsregler eller råde dig til den ene eller den anden form for placering af opsparingen. 

Du bør være opmærksom på, at du kan indsætte begunstigede til kontoen, hvis du skulle dø, før kontoen bliver udbetalt. Fra d. 01.07.1996 er det blevet muligt anvende begunstigelsesklausulen "nærmeste pårørende" på kapital- og ratepensioner i pengeinstitutter. Anvender du denne klausul, skal pensionen i tilfælde af din død udbetales til din ægtefælle, subsidiært til dine livsarvinger, og mere subsidiært til dine arvinger efter testamente eller efter loven.

Hvis du foretager en indsættelse af "dine nærmeste pårørende" som begunstiget på din aldersopsparing, vil din samlever i visse tilfælde være begunstiget. Hvis du ikke efterlader dig ægtefælle eller registreret partner, vil din samlever blive anset som begunstiget, hvis 

1) I  sammen venter, har eller har haft et barn, eller 

2) I har levet sammen på fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold de sidste 2 år før dødsfaldet 

Det kræves ikke, at I har oprettet testamente, og det gør ikke noget at den ene af jer eller i begge sidder i uskiftet bo eller er separeret.

Du kan på emne nr. 453 læse mere om begunstigelse af din samlever på kapital- og ratepensionskonti og aldersopsparinger.

Som begunstiget kan du indsætte dine nærmeste pårørende, din ægtefælle, herunder din fraseparerede eller fraskilte ægtefælle, en navngiven person, der har fælles bopæl med dig ved indsættelsen, dine livsarvinger, herunder dine stedbørn eller disses livsarvinger. Du kan godt indsætte nogle bestemte af dine børn eller børnebørn eller stedbørn.

Du kan derimod ikke indsætte andre, fx dine forældre eller søskende, medmindre du har fælles  bopæl med dem ved indsættelsen.

Det er muligt at indsætte en samlever som begunstiget ved navns nævnelse på kapital- og ratepensioner. Der stilles ikke noget krav om, at samlivet skal have varet i mere end 2 år, og det er heller ikke et krav, at samlivet består på dødstidspunktet. Der skal blot foreligge fælles bopæl på det tidspunkt, hvor begunstigelsen finder sted. Du kan også indsætte samleverens livsarvinger som primært eller subsidiært begunstigede. Der stilles ikke noget krav om, at livsarvingerne på noget tidspunkt skal have boet sammen med forsikringstageren eller kontohaveren.

Er begunstigelsesklausulen gyldig, udbetales beløbet ved din død direkte til den eller de begunstigede uden om dødsboet. Dette fremgår af pensionsopsparingsloven, som trådte i kraft d. 01.07.1996. Indsættelse af begunstigede har stor betydning, hvis dit dødsbo skulle vise sig at være insolvent. Den begunstigede skal i øvrigt også betale boafgift efter de samme regler som for livsforsikringssummer. Det kan du læse mere om på emne nr. 884.

Har du gyldigt indsat en begunstiget, kan pengeinstituttet ved din død ikke kan modregne din eventuelle gæld til pengeinstituttet. Hele indestående skal udbetales direkte til den begunstigede. Du kan i øvrigt læse mere om pengeinstituttets ret til at modregne i aldersopsparingen i de forskellige udbetalingssituationer på emne nr. 652.

Du bør i øvrigt overveje at træffe bestemmelse om, at aldersopsparingen skal være særeje, hvis denne ved din død tilfalder dine livsarvinger. Det kan du læse mere om på emne nr. 896.

Indeståendet på en aldersopsparing skal normalt kun deles i tilfælde af separation eller skilsmisse, hvis der er tale om en såkaldt ekstra pension, eller hvis der er oprettet ægtepagt om ligedeling af aldersopsparingen. Du kan på denne linie læse mere om deling af pensionsordninger på emne nr. 574.