865 Sådan giver du arveforskud

Jeg vil starte med at give dig et eksempel til belysning af forskellen mellem gaver, arveforskud og arveafkald mod vederlag.

Hvis du har tre børn og en formue på 300.000 kr., arver de til sin tid hver 100.000 kr., forudsat at du ikke opretter testamente. Giver du nu det ene barn en gave på 60.000 kr., falder din formue til 240.000 kr., og dine tre børn arver til sin tid 1/3 eller 80.000 kr. hver. Det barn, som har fået gaven på 60.000 kr., har dermed i alt modtaget 140.000 kr., medens de to andre har fået 80.000 kr. hver.

Hvis gaven på 60.000 kr. til det ene barn er givet som et arveforskud, er din formue også faldet til 240.000 kr., men ved fordelingen af arven efter dig, skal arveforskuddet lægges til bobeholdningen, således at boet beregningsmæssigt udgør 300.000 kr. Børnene skal hver arve 1/3 heraf eller 100.000 kr. og arveforskuddet på 60.000 kr. skal fratrækkes i arven til det barn, som har fået arveforskuddet. Dette barn får derfor kun yderligere 40.000 kr., mens de to andre hver får 100.000 kr.

Hvis det ene barn har fået 60.000 kr. som vederlag for et blankt arveafkald, skal din resterende formue på 240.000 kr. deles mellem dine to øvrige børn med 120.000 til hver.

Eksemplerne viser, at arveforskudsmetoden er en god ide, hvis du ønsker at yde hjælp til et af børnene, men samtidigt ønsker, at dine børn i sidste ende får lige meget efter dig. Det bliver ikke resultatet, hvis du giver børnene gaver, medmindre du altid sørger for at give dem lige meget. Det bliver heller ikke resultatet, hvis et barn giver arveafkald mod vederlag, medmindre vederlaget viser sig at udgøre et beløb, der nøjagtigt svarer til den arvelod, som barnet ville have arvet.

Hvis der opstår tvivl om, hvorvidt et beløb, som et af dine børn har modtaget fra dig er en gave eller et arveforskud, vil tvivlen komme barnet til gode på den måde, at beløbet betragtes som en gave, og beløbet skal derfor ikke afkortes i barnets senere arv. Ønsker du at være sikker på, at beløbet bliver betragtet som et arveforskud, bør du altid sørge for, at der oprettes en såkaldt arveforskudskontrakt senest samtidigt med, at barnet modtager beløbet. I kontrakten skal modtageren skrive under på, at det modtagne beløb er et arveforskud og dermed ikke en gave.

Som et led i denne linies formularservice har vi udarbejdet en formular til en sådan arveforskudskontrakt, som kan anvendes både ved store og små arveforskud, og som også indeholder mulighed for, at du træffer bestemmelse om, at arveforskuddet skal være særeje for modtageren. Du kan læse mere om denne formular på emne nr. 264.

Der gælder ikke specielle formkrav til en arveforskudskontrakt, som blot skal underskrives af giver og modtager. Den skal ikke registreres nogetsteds og den skal ikke stemples. Du gør klogt i at opbevare dit eksemplar af arveforskudskontrakten på en sådan måde, at du er sikker på, at kontrakten kommer frem og til dine øvrige arvingers kundskab efter din død.

Hvis en arving har modtaget et arveforskud, der viser dig at være større end arvingens arvelod, skal det overskydende beløb ikke tilbagebetales, medmindre arvingen særligt har forpligtet sig hertil.

Ved afkortningen lægges arveforskuddets værdi ved modtagelsen til grund, medmindre andet fremgår af arveforskudskontrakten eller der foreligger særlige omstændigheder.

Arveforskud til visse nærtbeslægtede, bl. andet dine børn og stedbørn, er omfattet af reglerne om gaveafgift. Giver du fx. et arveforskud til et af dine børn på 100.000 kr, skal der senest d. 1. maj næste år indsendes gaveafgiftsanmeldelse, og modtageren skal betale en gaveafgift, som i eksemplet udgør 15% af 100.000 kr. med fradrag af det afgiftsfri beløb på 67.100 kr. i 2020, eller 15% af 32.900 kr. =  4.935 kr.

Du kan ofte nå til samme resultat som ved arveforskud ved at yde dit barn et rente- og afdragsfrit lån, som du kan kræve tilbagebetalt på anfordring. Et sådant lån er ikke en gave, og der skal derfor ikke betales gaveafgift. Hvis barnet fortsat skylder dig beløbet ved din død, arver barnet sin egen gæld og skal til den tid betale boafgift heraf. Du kan læse mere om disse rentefri familielån, som er et godt alternativ til arveforskud, på emne nr. 616. Du kan på vor formularservice bestille en formular til et rentefrit familielån på emne nr. 261.

Arveforskud til andre end de nævnte nærtbeslægtede, f. eks. et arveforskud til din søster eller niece, som i forvejen er din arving, er ikke omfattet af gaveafgiftsreglerne. I disse tilfælde skal modtageren betale indkomstskat af arveforskuddet, hvis dette er givet efter d. 30.06.1995. Det er derfor langt klogere at yde søsteren eller niecen et rentefrit familielån på anfordringsvilkår. Hun vil da til sin tid arve sin egen gæld, og det vil koste bo- og tillægsboafgift på mellem 25% og 36,25%, men det er normalt også billigere end indkomstskat her og nu.