Lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale børnebortførelser)
Lov nr. 793 af 27.11.1990
Litteratur og praksis vedr. loven
Kapitel 1: Lovens område
Kapitel 2: Centralmyndigheden
Kapitel
3: Anerkendelse og fuldbyrdelse efter Europarådskonventionen
Kapitel 4: Tilbagegivelse
efter Haagerkonventionen
Kapitel 5: Sagsbehandling
Kapitel 6: Forældremyndighedsafgørelser
Kapitel 7: Ikrafttræden m.v.
§ 1. Loven vedrører anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser om forældremyndighed,
om, hvor barnet skal bo, og om samværsret, jf. kapitel 3. Endvidere vedrører loven
tilbagegivelse af børn, som ulovligt er ført her til landet eller ulovligt tilbageholdes
her, jf. kapitel 4.
Stk. 2. Loven gælder for børn under 16 år.
Stk. 3. Anerkendelse og fuldbyrdelse efter kapitel 3 kan ske på grundlag af domme,
kendelser og beslutninger, der er truffet af en domstol eller en offentlig myndighed,
eller på grundlag af aftaler, der er godkendt af en offentlig myndighed.
§ 2. §§ 3-9, 12-13, 15, stk. 1, 16-18 og 20 anvendes i forhold
til stater, der har tiltrådt Europarådskonventionen af 1980 om anerkendelse og fuldbyrdelse
af forældremyndighedsafgørelser.
Stk. 2. §§ 3, 10-12 og 14-20 anvendes i forhold til stater, der har tiltrådt Haagerkonventionen
af 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser.
Stk. 3. Loven anvendes ikke i forhold til Finland, Island, Norge eller Sverige i
det omfang, der gælder andre regler.
Stk. 4. Justitsministeren kan på grundlag af en overenskomst, der kan indeholde
fravigelser fra Europaråds- eller Haagerkonventionen, med en stat, som ikke har
tiltrådt Europaråds- eller Haagerkonventionen, fastsætte, at loven med de nødvendige
ændringer også skal anvendes i forholdet mellem Danmark og denne stat.
§ 3. Centralmyndigheden skal:
1) modtage og formidle henvendelser i henhold til konventionerne,
2) samarbejde med centralmyndighederne i de øvrige stater, som har tiltrådt konventionerne,
og
3) udføre de opgaver, som ifølge konventionerne i øvrigt påhviler centralmyndigheden.
Stk. 2. Justitsministeren bestemmer, hvem der er centralmyndighed her i landet,
og kan fastsætte nærmere bestemmelser om dens virksomhed.
Kapitel 3: Anerkendelse og fuldbyrdelse efter Europarådskonventionen
§ 4. En afgørelse om forældremyndighed, om, hvor barnet skal bo,
eller om samværsret, der er truffet i en stat, som har tiltrådt Europarådskonventionen,
anerkendes her i landet.
Stk. 2. En afgørelse som nævnt i stk. 1 kan efter anmodning fuldbyrdes her i landet,
hvis den kan danne grundlag for fuldbyrdelse i den stat, hvor afgørelsen er truffet
(oprindelsesstaten), jf. dog §§ 5-8.
Stk. 3. Hvis der på det tidspunkt, da et barn førtes til et andet land, ikke forelå
nogen afgørelse fra en konventionsstat, som kan fuldbyrdes, skal enhver senere afgørelse,
der er truffet i en konventionsstat, sidestilles med en afgørelse efter stk. 1,
hvis den indeholder oplysning om, at bortførelsen var ulovlig.
§ 5. En afgørelse efter § 4, der er truffet,
selv om sagsøgte er udeblevet, kan kun anerkendes eller fuldbyrdes her i landet,
hvis:
1) den sagsøgte har fået forkyndt en stævning eller har modtaget et tilsvarende
dokument så tidligt, at parten har kunnet varetage sine interesser eller stævning
eller tilsvarende dokument ikke har kunnet forkyndes for eller modtages af parten,
fordi denne har holdt sit opholdssted skjult for modparten, og
2) den myndighed, som har truffet afgørelsen efter § 4, var kompetent
på grundlag af sagsøgtes bopæl, forældrenes seneste fælles bopæl, hvis en af dem
stadig har sin bopæl der, eller barnets bopæl.
§ 6. En afgørelse efter § 4 kan ikke anerkendes
eller fuldbyrdes, hvis:
1) afgørelsens virkninger vil være åbenbart uforenelige med grundlæggende danske
principper for familiers og børns retsforhold,
2) afgørelsen på grund af ændrede forhold åbenbart ikke længere er forenelig med,
hvad der er bedst for barnet,
3) barnet på det tidspunkt, da sagen blev indledt i oprindelsesstaten, var dansk
statsborger eller havde bopæl her i landet uden at have en tilsvarende tilknytning
til oprindelsesstaten,
4) barnet på det tidspunkt, da sagen blev indledt i oprindelsesstaten, var statsborger
både i oprindelsesstaten og her i landet og havde bopæl her i landet, eller
5) barnet ifølge loven i den stat, hvor det er statsborger eller har bopæl, har
ret til selv at bestemme, hvor det vil bo.
§ 7. En afgørelse efter § 4 kan ikke anerkendes
eller fuldbyrdes her i landet, hvis den er uforenelig med en afgørelse, der er truffet
her i landet i en sag, som er indledt før fremsættelsen af anmodningen om anerkendelse
eller fuldbyrdelse, og nægtelsen stemmer med, hvad der er bedst for barnet.
Stk. 2. En afgørelse, som er truffet i et andet land end oprindelsesstaten, og som
kan fuldbyrdes her, sidestilles med en afgørelse, der er truffet her i landet efter
stk. 1.
§ 8. Sag om anerkendelse eller fuldbyrdelse efter §
4 kan udsættes ved kendelse, hvis:
1) afgørelsen efter almindelige appel- eller klageregler er indbragt for en overordnet
instans i oprindelsesstaten,
2) forældremyndigheds- eller samværsretsspørgsmålet er under behandling her i landet
under en sag, som er indledt, før sagen blev indledt i oprindelsesstaten, eller
3) en anden forældremyndighedsafgørelse er under fuldbyrdelse eller der er anmodet
om anerkendelse af den.
§ 9. Fogedretten kan i forbindelse med fuldbyrdelse af en afgørelse
om samværsret efter § 4 træffe bestemmelse om omfanget og udøvelsen
af samværsretten.
Kapitel 4: Tilbagegivelse efter Haagerkonventionen
§ 10. Børn, som ulovligt er ført her til landet eller ulovligt
tilbageholdes her, skal efter anmodning tilbagegives til den, som barnet tilbageholdes
fra, hvis barnet umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen havde bopæl
i en stat, som har tiltrådt Haagerkonventionen.
Stk. 2. En bortførelse eller tilbageholdelse er ulovlig,
hvis:
1) handlingen strider mod forældremyndighedsindehaverens rettigheder, uanset om
de tilkommer personer, en institution eller en anden myndighed i fællesskab eller
alene ifølge loven i den stat, hvor barnet havde bopæl umiddelbart før bortførelsen
eller tilbageholdelsen, og
2) rettighederne udøvedes på det tidspunkt, hvor barnet blev bortført eller blev
tilbageholdt, eller de fortsat ville være udøvet, hvis den ulovlige handling ikke
var foretaget.
§ 11. Tilbagegivelse efter § 10, stk. 1,
kan nægtes, hvis:
1) der på tidspunktet for indgivelsen af tilbagegivelsesanmodningen til fogedretten
er gået 1 år siden bortførelsen eller tilbageholdelsen og barnet er faldet til i
sine nye omgivelser,
2) der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil være til skade for barnets
sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte det i en situation,
som det ikke bør tåle,
3) barnet selv modsætter sig tilbagegivelsen og barnet har nået en sådan alder og
modenhed, at der bør tages hensyn til dets mening, eller
4) tilbagegivelsen ikke vil være forenelig med grundlæggende principper her i landet
til beskyttelse af menneskelige friheder og rettigheder.
§ 12. Anmodning om fuldbyrdelse af en afgørelse om forældremyndighed, om, hvor barnet
skal bo, eller om samværsret efter § 4 eller om tilbagegivelse
af et barn efter § 10, stk. 1, indgives til fogedretten.
Stk. 2. Anmodninger til fogedretten skal affattes på dansk eller skal ledsages af
dansk oversættelse. Dokumenter på fremmede sprog, som vedlægges, skal være oversat
til dansk, medmindre retten finder det unødvendigt.
§ 13. Anmodning om fuldbyrdelse af en afgørelse efter
§ 4 skal indeholde oplysninger om, hvor barnet antages at befinde sig her
i landet, og forslag til, hvordan barnet kan tilbagegives forældremyndighedsindehaveren.
Stk. 2. Anmodningen skal ledsages af en bekræftet udskrift af afgørelsen, dokumentation
for, at betingelserne for anerkendelse og fuldbyrdelse efter § 5
er opfyldt, og dokumentation for, at afgørelsen kan danne grundlag for fuldbyrdelse
i oprindelsesstaten.
§ 14. Anmodning om tilbagegivelse af et barn efter § 10, stk. 1,
skal indeholde oplysninger om ansøgeren, om barnet og om den, som påstås at have
fjernet eller tilbageholdt barnet, samt barnets fødselsdato. Den skal indeholde
en begrundelse for kravet om tilbagegivelse og oplysning om, hvor barnet antages
at befinde sig her i landet.
Stk. 2. Anmodningen skal være ledsaget af de dokumenter, som påberåbes.
Stk. 3. Fogedretten kan under behandlingen af en sag om tilbagegivelse efter
§ 10, stk. 1, bestemme, at der skal fremlægges en afgørelse fra en myndighed
i det land, hvor barnet boede umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen,
om, at bortførelsen eller tilbageholdelsen er ulovlig. Det gælder dog kun, hvis
en sådan afgørelse kan opnås i den pågældende stat.
§ 15. Sager om fuldbyrdelse af en afgørelse efter
§ 4 og om tilbagegivelse efter § 10, stk. 1, skal fremmes
hurtigst muligt.
Stk. 2. Er en sag efter § 10, stk. 1, ikke afgjort inden 6 uger
efter, at anmodning om tilbagegivelse er indgivet til fogedretten, skal retten efter
anmodning redegøre for årsagen hertil.
§ 16. Inden fogedretten afgør en sag om fuldbyrdelse af en afgørelse efter
§ 4 eller om tilbagegivelse af et barn efter § 10, stk.1,
skal der finde en samtale sted med barnet, hvis det har nået en sådan alder og modenhed,
at der bør tages hensyn til dets mening.
§ 17. Under en sag efter § 4 eller § 10, stk. 1,
kan fogedretten efter anmodning bestemme, at barnet under sagen skal anbringes hos
en af forældrene eller på et neutralt sted ved de sociale myndigheders foranstaltning,
når dette findes påkrævet.
Stk. 2. Afgørelsen, der træffes ved kendelse, gælder, indtil sagen er endeligt afgjort.
§ 18. Sagerne behandles i øvrigt efter reglerne i retsplejelovens kapitel 45, 46
og 48.
Stk. 2. Fogedretten beskikker en advokat for den, der har indgivet anmodningen.
Om salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede advokat gælder samme regler
som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.
Kapitel 6: Forældremyndighedsafgørelser
§ 19. Er der fremsat anmodning om tilbagegivelse af et barn efter
§ 10, stk. 1, kan der ikke træffes afgørelse i en forældremyndighedssag
her i landet, før anmodningen er behandlet.
Stk. 2. Bliver det under en forældremyndighedssag her i landet af centralmyndigheden
oplyst, at barnet ulovligt opholder sig her, jf. § 10, stk.
2, uden at der er indgivet anmodning om tilbagegivelse af barnet efter §
10, stk. 1, kan retten ikke træffe afgørelse om forældremyndighed, medmindre der
har været rimelig tid til at fremsætte en sådan anmodning.
§ 20. Er et barn, som bor her i landet, bortført til udlandet
eller tilbageholdt der, kan justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil,
efter anmodning fra indehaveren af forældremyndigheden træffe beslutning om, at
handlingen er ulovlig.
Stk. 2. Under en sag om ophør af fælles forældremyndighed kan retten efter påstand
træffe afgørelse om, at barnet ulovligt har forladt landet, jf. myndighedslovens
§ 10 a. (nu FML § 3)
Stk. 3. Er opholdsstedet for den, som sagen rettes imod, ukendt, og kan oplysning
herom ikke tilvejebringes, kan afgørelse efter stk. 1 og 2 træffes, uanset at denne
ikke har fået forkyndt stævning eller andet tilsvarende dokument i sagen.
§ 21. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af justitsministeren. Der kan
fastsættes forskellige ikrafttrædelsestidspunkter for bestemmelserne om anerkendelse
og fuldbyrdelse efter Europarådskonventionen og for bestemmelserne om tilbagegivelse
efter Haagerkonventionen.
Stk. 2. § 10 gælder kun i tilfælde, hvor den ulovlige bortførelse eller tilbageholdelse
har fundet sted efter, at loven er trådt i kraft i forhold til den stat, hvor barnet
havde bopæl eller ophold umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen.
§ 22. I myndighedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 443 af 3. oktober 1985, som ændret
ved § 2 i lov nr. 209 af 5. april 1989, indsættes efter § 10:
» § 10 a. Er forældrene uenige om, hvem af dem der skal have forældremyndigheden
alene, skal begge give samtykke til, at barnet forlader landet.«
§ 23. I borgerlig straffelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 607 af 6. september 1986,
som senest ændret ved lov nr. 399 af 13. juni 1990, indsættes i § 215 som nyt stykke:
» Stk. 2. På samme måde straffes den, der ulovligt fører barnet ud af landet.«
§ 24. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. Loven kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser,
som de særlige færøske forhold tilsiger.
Stk. 3. §§ 1-22 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser,
som de særlige grønlandske forhold tilsiger.
Givet på Amalienborg, den 27. november 1990
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/ Hans Engell
Ved bekg. nr. 453 af 18.06.1991 er loven sat ikraft pr. 0.07.1991.
Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til