Er hanegal en væsentlig forurening?

Da det ofte kan være vanskeligt for den "lille mand" at trænge igennem overfor systemet, finde rundt i lovjunglen og få en fair behandling af det administrative system, håber jeg at I vil være mig behjælpelig med at give en uforbindende udtalelse i en komplet latterlig, men ikke desto mindre principiel sag om et påbud meddelt af min bopælskommune iht § 7 i Miljøministeriets bekg. nr. 366 af 10 maj 1992.

Kort resume.

En nabo klagede først mundtligt, senere skriftligt til Miljøudvalget over, at han blev vækket om morgenen af hanegal af vores hane. I første omgang gav Miljøkontoret en skriftlig henstilling. Efter naboens skriftlige klage udstedte Miljøudvalget et påbud om, at hanen skulle holdes indelukket i et mørkelagt rum i nærmere specificerede tidsrum.

Da såvel påbudet som sagsbehandlingen beviseligt er i strid med adskillige paragraffer i både Miljøloven og i Forvaltningsloven, har vi skriftligt påklaget påbudet til Borgmesteren med krav om påbudets ophævelse. Sagen kunne uden videre have været indbragt for Tilsynsrådet i Amtet, der ville have været nødt til at pålægge kommunen at ophæve det klart ulovlige påbud.

Henvendelsen til Borgmesteren er udelukkedende ment som en venlighed, således at han får lejlighed til at lade sin forvaltning og udvalgsformanden sætte sig tilstrækkeligt ind i lovgivningen........

Klagen over påbudet er nu under behandling, og vi afventer naturligvis spændt svaret herpå.

Den side af sagen har vi fuldstændig styr på og kan selv håndtere.

Spørgsmålene:

Spørgsmålene som jeg gerne vil have besvaret, er derimod af mere generel og principiel karakter, rettet mod sagens substans:

1. Findes der domstolsafgørelser vedr. påbud om "hanegal". Evt. domstolsafgørelser i sager, der kan sidestilles hermed? Hvis ja, da hvilke?

2. Kan kommunalbestyrelsen overhovedet med hjemmel i lovgivningen udstede et sådant påbud?

 Et påbud af den nævnte art strider stærkt imod min retsopfattelse, da der jo i princippet er tale om et indgreb i den grundlovsikrede fri ejendomsret og også en i princippet diskriminerende indskrænkning af en enkelt borgers frihed - hvilket jo ikke harmonerer med det gældende danske princip om "Lighed for loven".

Af vejledningen i "Håndhævelsen af Miljøbeskyttelsesloven" fremgår det således utvetydigt, at et påbud fastlægger en ny retstilstand for en i øvrigt lovlig aktivitet(afs. 2.2.1) Det fremgår envidere også efter min menig, at et påbud kun kan anvendes, når forholdet "... efter tilsynsmyndighedens skøn indebærer risiko for eller medfører væsentlig forurening" Jeg har lidt svært ved at indse, at hanegal skulle kunne klassificeres som væsentlig forurening, bl.a. under henvisning til vejledningens afsn. 1.2 vedr. bagatelagtige forhold, hvori der direkte er nævnt, at hanegal er af underordnet betydning for miljøbeskyttelsen - underforstået naturligvis, at hanegal ikke kan opfattes som væsentlig forurening.

Som en lille krølle på historien bør naturligvis nævnes, at der i det pågældende villakvarter har været holdt høns, haner og andre husdyr siden "Arilds tid" - og at naboen, som har indgivet klage over hanegalene selv havde hønsehold med hane indtil for ca. 2 år siden!

Endelig gør der i det konkrete tilfælde sig gældende, at hanen hele døgnet opholder sig i et (lyd-)isoleret hus, beliggende ca. 20 m. fra klagerens hus (og fra vores). I vor udtalelse til Miljøudvalget i forbindelse med behandling af sagen har vi tydeligt gjort opmærksom herpå, ligesom vi også har henledt opmærksomheden på, at vi kun vanskeligt kan høre hanegal inde i vort eget hus. Vi har også inviteret miljøudvalget på besøg hos os, således at de ved "selvhørelse" kunne konstatere "støjforureningens" omfang. Da udvalget ikke har fundet det nødvendigt at tage imod invitationen og i øvrigt ikke har begrundet deres afgørelse nærmere (således som de er forpligtiget til jf. Forvaltningsloven når der er tale om en afgørelse, der beror på et administrativt skøn), kan vi ikke se, om udvalget har taget hensyn til dette forhold i deres afgørelse.

SVAR:

Jeg kender ingen domstolsafgørelser på dette område, men jeg har flere gange i denne brevkasse fået henvendelser, hvor enkelte kommuner forsøger at håndhæve § 7 i den omtalte bekendtgørelse temmelig barsk. I den ene sag drejede det sig om hundegøen, og her blev bekendtgørelsen direkte misbrugt til at komme uden om reglerne i hundeloven.

Efter ordlyden af § 7 kan der udstedes et påbud - fx om at holde hanen indelukket på bestemte tider - såfremt hanegalene medfører "væsentlige gener". Men det kan næppe have været hensigten, at en enkelt tilfældig person - i dette tilfælde en af jeres naboer - skal kunne afgøre, hvad der i denne sammenhæng er "væsentlige gener" (for det kommer han jo i realiteten til, hvis kommunen alene udsteder påbudet på baggrund af hans klage). Der må skulle anden og langt bedre dokumentation til!

Et påbud kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, men "tilsynsmyndigheden" skal ganske rigtigt føre kontrol med "overholdelsen af reglerne i denne bekendtgørelse" - som der står i § 18 stk. 1.

Kommunen kan til gengæld indføre et generelt forbud mod hønsehold i jeres villakvarter med hjemmel i bekendtgørelsen § 5 stk. 1, hvis den skulle få lyst til det. Men jeg vil anse det for tvivlsomt, om den kan opretholde påbudet til jer - eller rettere jeres hane - på et så spinkelt grundlag!

Desværre kan jeg ikke hjælpe med domme eller andre administrative afgørelser i lignende sager. Men prøv eventuelt at spørge et par andre kommuner, hvordan de benytter § 7 i den omtalte bekendtgørelse. Det kan måske give et godt grundlag for en mere principiel forespørgsel til miljøministeren.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund

PS: Vi har fra en læser modtaget følgende referat af dom afsagt af Kriminalretten i Frederikssund den 24. maj 1994 (SS 196/93).

Bkg. nr. 366 af 10. maj 1992 om ikke-erhvervsmæssigt dyrehold § 7, stk. 1 og stk. 2 - ikke efterkommet kommunens påbud om at afhjælpe støjgener.

Ejeren af et hanehold var tiltalt for ikke at have efterkommet kommunens påbud efter bkg. nr. 316 af 10. maj 1992 § 7, stk. 1 og 2 om at afhjælpe støjgener fra sit hanehold. Tiltalte nægtede sig skyldig.

Tiltaltes hanehold medførte fra sommeren 1992 væsentlige støjgener for naboerne, og i 1993 meddelte kommunen påbud om at afhjælpe støjen inden for en frist på ca. 10 dage. Tiltalte efterkom ikke påbuddet, hvorefter kommunen efter fristens udløb forbød haneholdet. Heller ikke dette forbud blev efterkommet.

Byretten idømte tiltalte en bøde på 1.000 kr. og fastsatte en frist på 14 dage for tiltalte til at fjerne haneholdet fra sin ejendom. Der blev fastsat tvangsbøder på 500 kr. pr. uge, hvis ikke fristen blev overholdt.


Hit Counter

23-08-12