832 Børns arveret

Jeg vil starte med at citere arvelovens § 1, hvorefter en arveladers nærmeste slægtsarvinger er arveladerens børn. Børnene arver lige.

Er et barn død, træder dets børn i barnets sted og arver indbyrdes lige. På tilsvarende måde arver fjernere livsarvinger.

Lad mig give dig et eksempel på hvad denne regel betyder:

Er du ugift og efterlader du dig fx. tre børn, skal de hver arve 1/3. Skulle et af dine tre børn dø før dig, skal det afdødes barns børn, dvs. dine børnebørn, arve den pågældende lod på 1/3. Har det afdøde barn fx. to børn, skal de hver arve 1/6. Skulle et af disse børnebørn også dø før dig, skal lodden på 1/6 deles mellem det afdøde barnebarns eventuelle børn, dvs. dine oldebørn. Er der to oldebørn, får de i eksemplet hver 1/12. I eksemplet bliver det samlede resultat, at de to overlevende børn hver arver 1/3, det overlevende barnebarn arver 1/6 og de to oldebørn arver hver 1/12.

Hvis det afdøde barn ikke efterlader sig børn, tilfalder arvelodden dine øvrige to børn, som herefter hver arver halvdelen.

Det afdøde barns eventuelle ægtefælle, dvs. din svigersøn eller svigerdatter arver ikke det afdøde barns lod.

Stedbørn har heller ikke arveret efter loven og det samme gælder plejebørn.

Ønsker du, at dine svigerbørn, stedbørn eller plejebørn skal have arveret efter dig, skal du oprette testamente. Det samme gælder, hvis du ikke ønsker, at børnene skal arve lige meget.

Du kan ikke gøre dine børn og andre livsarvinger arveløse ved testamente. 25% af deres arvelod er nemlig tvangsarv. Det kan du læse mere om på emne nr. 831.

Reglerne om børns arveret gælder både børn født i og uden for ægteskab. Der er dog på visse punkter særlige regler vedrørende børn født uden for ægteskab og det kan du eventuelt læse mere om på emne nr. 833.

Adoptivbørn har arveret efter samme regler som biologiske børn, men også her gælder der andre regler, hvis adoptionsbevillingen er udstedt før d. 01.01.1957. Det kan læse mere om på emne nr. 834.

Hvis du både efterlader dig ægtefælle og børn, arver ægtefællen 1/2 og børnene 1/2 af din formue. Det kan du læse mere om på emne nr. 837