I den periode, der går fra dødsfaldet og frem til der er truffet beslutning om boets behandlingsmåde, har hverken afdødes ægtefælle eller øvrige arvinger nogen ret til at disponere over boets aktiver eller på anden måde disponere på boets vegne.
Det siger sig selv, at der i den nævnte periode, som kan vare fra nogle få uger og op til ca. 6 måneder kan opstå en lang række praktiske problemer, og vi vil kun komme ind på nogle få af disse:
3. Dispositioner over afdødes konti
1. Begravelsesudgifterne.
Med hensyn til begravelsen eller bisættelsen er det klart, at de efterladte må træffe de nødvendige beslutninger herom uden at skifteretten på forhånd har godkendt disse dispositioner. Hvis der overhovedet er midler i boet til betaling af begravelsen, skal disse omkostninger betales forlods. Hvis der ikke er penge hertil, kommer den, der har bestilt begravelsen, til selv at hæfte for betalingen.
2. Sikring af boets aktiver
Indtil beslutning om boets behandlingsmåde er truffet, påhviler det ifølge dødsboskiftelovens
§ 8, stk. 1 enhver, der er i besiddelse af afdødes aktiver, at opbevare disse på
betryggende måde. Reglen retter sig i første række til afdødes pårørende, der har
adgang til den afdødes bolig, men også til institutioner eller andre, der er i besiddelse
af dødsboets aktiver. Pligten til opbevaring fortsætter indtil boets berigtigelse.
Kan de pårørende eller andre ikke uden væsentlig ulempe opbevare boets aktiver,
kan skifteretten fritage dem for pligten og træffe bestemmelse om anden opbevaringsmåde.
Tilsidesættelse af omsorgspligten kan medføre erstatningspligt. Har de pårørende
eller andre afholdt nødvendige udgifter til opbevaring af boets aktiver, kan udgifterne
forlanges dækket i boet, om fornødent som massekrav.
Omsorgspligten indebærer, at hospitaler og andre institutioner, som opbevarer en
afdøds aktiver, ikke må udlevere disse til pårørende eller andre, før der kan forevises
en skifteretsattest eller en særlig tilladelse fra skifteretten.
Ifølge dødsboskiftelovens § 8, stk. 2 har enhver, som har kendskab til, at den afdødes
aktiver ikke opbevares på betryggende måde, pligt til at give skifteretten meddelelse
derom. Gør forholdene det nødvendigt, kan skifteretten efter § 8, stk. 3 beslutte,
at et bos aktiver helt eller delvis skal registreres eller tages i forvaring. Dette
bør ske, hvor ingen fører tilsyn med ejendelene, hvor der i et bo henligger større
kontantbeløb, eller hvor der i øvrigt rejses berettiget mistanke om, at pårørende
eller andre ikke kan eller vil opfylde omsorgspligten for aktiverne. I tilfælde,
hvor mere omfattende dispositioner skal foretages, kan skifteretten udpege en midlertidig
bobestyrer til at foretage det nødvendige.
Den midlertidige bobestyrer må alene træffe beslutninger, der ikke tåler udsættelse. Bobestyreren skal så vidt muligt afholde sig fra at foretage skridt, der vil kunne foregribe den senere bobehandling.
3. Dispositioner over afdødes konti.
Der kan normalt ikke disponeres over afdødes konti i banker og sparekasser efter
dødsfaldet. Kontiene bliver spærret, så snart pengeinstituttet er blevet bekendt
med dødsfaldet, og eventuelle aftaler om betalingsservice bliver ligeledes standset.
Skal der kort efter dødsfaldet betales husleje eller terminsydelser, kan arvingerne
ikke regne med, at disse betalinger finder sted, og de må selv sørge for betalingen
med egne midler - uanset at betalingen er nok så nødvendig. De udlagte beløb vil
eventuelt senere kunne blive refunderet af dødsboet.
Det er almindeligt, at pengeinstitutterne går med til at betale begravelsesregninger
fra afdødes konto, selv om kontiene er spærrede, men strengt taget har de ikke pligt
hertil. Meget ofte løses problemet ved, at bedemændene giver kredit med regningen,
indtil der i skifteretten er truffet beslutning om boets behandlingsmåde.
Den efterlevende ægtefælle er stillet på samme måde som de øvrige arvinger. Ægtefællen
kan heller ikke disponere over afdødes konti eller handle på den afdødes vegne.
Den længstlevende kan derimod frit disponere over sine egne konti, som naturligvis
ikke bliver spærret i anledning af dødsfaldet.
Hvis der er tale om fælles indlånskonti med begge ægtefæller som kontohavere, vil
det afhænge af de konkrete vilkår for kontiene, om den længstlevende ægtefælle efter
dødsfaldet kan disponere over kontiene. Hvis ikke andet er aftalt, kan den længstlevende
efter vor opfattelse disponere over halvdelen af kontoens indestående pr. dødsdagen.
4. Bortfalder fuldmagter?
Havde den afdøde givet fuldmagt til andre, består disse fuldmagter ifølge aftaleloven
fortsat efter dødsfaldet, medmindre det følger af særlige omstændigheder, at fuldmagten
skal bortfalde.
Ifølge aftalelovens § 21, stk. 2 ophører fuldmagten under alle omstændigheder fra
udløbet af det døgn, hvor bekendtgørelse i Statstidende af indkaldelse til fordringshaverne
finder sted, dvs. den dag, hvor proklama har været indrykket. Betaler fuldmægtigen
gæld efter dødsfaldet, og er boet insolvent, kan dette dog altid fordre, at den
stedfundne betaling går tilbage.
Ifølge aftalelovens § 24 kan fuldmægtigen, indtil de fornødne foranstaltninger kan træffes af boet, i kraft af fuldmagten foretage de retshandler, som er nødvendige for at beskytte boet mod tab.
I en landsretsdom fra 1991 (U 1991.772 ØLD) er det fastslået, at en søns fuldmagt
til moderens checkkonto gav sønnen ret til efter moderens død at udstede checks
fra moderens konto til betaling af blomsterudsmykning og bespisning af følget efter
begravelsen.
Sønnen ville også være berettiget til efter moderens død at udstede checks, hvis
dette var nødvendigt for at beskytte boet mod tab, mens han derimod ganske givet
ikke ville have ret til at hæve afdødes konto til sig selv.
02-01-2023