713 Mundtlig aftale - en fordel ?
Lejeloven bestemmer i § 4, stk. 1, at "en lejeaftale og andre aftaler om
det lejede skal udfærdiges skriftligt, når en af parterne kræver det".
Men for dig som lejer vil det ofte være en fordel ikke at få en egentlig
lejekontrakt, da samtlige de blanketter, der benyttes til sådanne aftaler,
fraviger en del af lejelovens regler - og vel at mærke til skade for
lejerne!
Hvis der ikke oprettes en lejekontrakt, gælder alle leje- og
boligreguleringslovenes regler, medmindre andet - inden for enkelte områder
- "udtrykkeligt" bliver aftalt mundtligt. Men det er din udlejer, der skal
sandsynliggøre sådanne aftaler - fx at du har påtaget dig den indvendige
vedligeholdelse af lejligheden - og det kan han efterfølgende få meget svært
ved!*
Nu er det imidlertid sin sag at planlægge sin boligmæssige fremtid ud fra en
mundtlig aftale - "ok, du kan flytte ind i lejligheden pr. den og den dato".
Derfor vil vi anbefale, at du i et sådant tilfælde beder udlejeren om en
skriftlig bekræftelse på, at du har lejet den pågældende bolig fra den
aftalte dag samt størrelsen af det beløb, du skal betale i månedlig husleje.
Bekræftelsen bør dateres og underskrives personligt af udlejeren.
Flytter du ind på baggrund af en mundtlig aftale - og eventuelt den omtalte
bekræftelse - vil udlejeren senere kunne forlange, at der skal oprettes en
skriftlig kontrakt. Men i så fald kan han ikke benytte en af de godkendte
standardkontrakter, for du bor på langt bedre vilkår end dem, der fremgår af
disse blanketter!
Når vi gør meget ud af dét, der virker mindst sikkert - nemlig de mundtlige
lejeaftaler - skyldes det, at vi efterhånden mange gange har talt med
lejere, som troede, at deres lejemål hang i en tynd tråd, fordi de ikke
havde en skriftlig aftale. Men i virkelighedens verden gælder det stik
modsatte. Udlejeren har - måske fordi han troede, han var smart - stillet
sig selv dårligere og givet den pågældende lejer nogle langt bedre vilkår
end vedkommende ellers ville have fået!
Skulle du flytte ind uden en skriftlig lejeaftale, bør du
altid sikre dig bevis for dine huslejebetalinger. Enten ved at få en
kvittering fra udlejeren eller ved at betale på giro i dit pengeinstitut.
Vælger udlejeren derimod det mest almindelige - at der skal underskrives en
lejekontrakt før indflytningen - skal du især læse de vilkår igennem, som
udlejeren har påført dokumentet med håndskrift eller på maskine. Resten bør
du selvfølgelig også kende, men gennemlæsningen kan som oftest vente til
senere, for der vil næsten altid være tale om standardvilkår. Nemlig i form
af såkaldte blanketter, der er udformet eller godkendt af boligministeriet.
Hvis du synes, udlejeren forlanger for meget i husleje, gør du måske
klogt i at vente med denne diskussion til efter, du er flyttet ind. Du
kan for 314 kr. (2020) bede Huslejenævnet om at træffe afgørelse, om din
husleje er for høj. Du skal blot bede huslejenævnet vurdere lejens
rimelighed, og du kan eventuelt benytte en af de fortrykte formularer, som
findes i den boligklagepakke, vi har udformet, og som du har mulighed for at
læse mere om under
vor Formularservice.
Rent juridisk er der intet til hinder for, at du som lejer underskriver en
kontrakt og fx få uger senere beder huslejenævnet om at få sat din leje ned.
Og det kan i visse tilfælde være fornuftigt at gøre tingene på denne lidt
omvendte måde. For hvis du begynder at argumentere med udlejeren, inden han
har underskrevet kontrakten, kan han jo blot svare: "Jamen ok, så finder jeg
da bare en anden lejer". Denne mulighed har udlejeren ikke efterfølgende.
Aftalen er indgået - og udlejeren skal rette sig efter huslejenævnets
afgørelse!
Hvis du vil vide, hvad din udlejer kan forlange i husleje, kan du læse
emnerne fra nummer 731 til 739. Og hvis du vil vide, hvad du skal betale for
en skriftlig lejekontrakt, kan du læse emne
nummer 714.