Hvis du og din ægtefælle ønsker at ophæve eller ændre jeres bestående særeje, kan
dette som regel ske ved, at I opretter en ny ægtepagt. I kan dog ikke ved ægtepagt
træffe bestemmelser, der strider mod en arveladers eller en gavegivers bestemmelse
om særeje.
Har I særeje i henhold til en ægtepagt fra før særejereformens ikrafttræden d. 01.10.1990,
forbliver særejet fuldstændigt særeje. Hvis I ønsker at forbedre længstlevendes
retsstilling betydeligt, er det meget enkelt at ændre jeres fuldstændige særeje
til kombinationssæreje. Du kan læse mere om fordelene ved kombinationssæreje, som
for langt de fleste er klart bedre end fuldstændigt særeje, på emne
nr. 532, og du kan på
emne nr. 253 læse mere om formular til en sådan ægtepagt, som ikke ændrer
noget som helst ved ejerforholdene, men blot ændrer særejet til den nye særejeform,
som stiller længstlevende langt bedre.
Hvis du og din ægtefælle vil have ophævet jeres eksisterende særeje og vende tilbage
til almindeligt formuefællesskab, kan dette også gøres ved en meget simpel ægtepagt.
Vi har udarbejdet en formular hertil, som du kan læse mere om på
emne nr. 254. I skal have været gift i meget lang tid, før I rent statistisk
kan se bort fra skilsmisserisikoen. I 1995 havde eksempelvis godt 11% af alle, der
blev skilt, fejret sølvbryllup. Bliver I ikke skilt, men holder sammen til døden
jer skiller, vil kombinationssæreje være en bedre løsning for den længstlevende
af jer end formuefællesskab. Det vil derfor efter vores opfattelse i de fleste tilfælde
være klogest at nøjes med at ændre særejet til kombinationssæreje, dvs. anvende
formular nr. 253.
Som nævnt i indledningen kan I ikke ændre eller ophæve et særeje, hvis dette strider
mod arveladers eller gavegivers bestemmelse. Der findes ofte ophævelsesklausuler
i testamenter og gavebreve, som gør det muligt at ophæve særejet, når I f.eks. er
fyldt 55 år eller har været gift i et vist antal år. Men hvis der ikke er sådanne
ophævelsesklausuler i testamentet eller gavebrevet, må I leve med særejet på godt
og ondt. Der er imidlertid ikke regler, der forhindrer jer i at forbruge dette særeje,
og på denne måde få særejet til langsomt at forsvinde.
26-04-2022