Kan barnets far kræve samvær efter 8 års manglende kontakt?
Dette spørgsmål går mest på de egentlige rettigheder fædre har i forbindelse med et barn de pt. ikke har samkvemsret eller forældremyndighed over.
Min nuværende samlever's barn's biologiske far, er nu efter snart otte år begyndt at presse min samlever for at opgive børnebidraget. Presset er sket under "trussel" om at han vil søge om samkvemsret gennem statsamtet, hvis ikke min samlever dropper retten til børnepengene.
Desværre er hans opkald til hende begyndt at blive mere frekvente og har stor betydning for min samlever humør mv. Det skal måske lige siges, at hun pt. er gravid med mit barn.
Min (ikke faglige) vurdering er, at han ikke har nogen muligheder for at få samkvemsret med barnet, da min samlever har den fulde forældremyndighed over barnet. Men, hvad er egentligt hans muligheder og rettigheder i en sådan sag??
Det skal måske tilføjes til sagen, at faderskabet blev afgjort gennem en retssag for snart 8 år siden.
Hvad er jeres råd i en sådan sag??
SVAR.
Det lyder absolut ikke sympatisk, at faderen blander spørgsmålene om samvær og børnebidrag sammen på den anførte måde.
Jeg tror ikke, at barnets biologiske fader har ret store chancer for nu at få samværsret. Jeg går ud fra, at der ikke har været kontakt mellem barnet og faderen i mere end 5 år.
Familiestyrelsens vejledning om samvær fra 2007 indeholder følgende afsnit om problemet:
Lang tids adskillelse mellem barnet og samværsforælderen kan også danne grundlag for afslag på eller ophævelse af samvær. I disse sager, hvor barnet og samværsforælderen ikke har haft kontakt længe, eller aldrig har set hinanden, skal der i højere grad fokuseres på barnets perspektiv end på adskillelsens længde og baggrund. Der skal således ikke alene ses på adskillelsens længde og baggrunden for denne, men foretages en grundig sagsoplysning/undersøgelse, hvor også andre relevante forhold afdækkes og inddrages. Det er i den forbindelse vigtigt at inddrage forældrenes forhistorie og forudsætninger som en prognose for et fremtidigt samvær og at foretage en vurdering af, hvorvidt der er grundlag for at antage, om der kan etableres et fornuftigt forløb for barnet til trods for adskillelsen og forældrenes uoverensstemmelser.
Det er i sager, hvor en bopælsforælder ikke ønsker, at barnet og en samværsforælder skal genoptage eller etablere en kontakt efter en længere tidsperiode vigtigt, at statsforvaltningen ved belysningen af barnets perspektiv altid søger barnets holdning, synspunkter, ønsker og behov afklaret. Statsforvaltningen bør vægte dette tungt ved bedømmelsen. Barnets perspektiv bør som udgangspunkt belyses ved en børnesagkyndig undersøgelse.
Samtidig skal der i disse sager også tages hensyn til barnets samlede situation, idet det i nogle tilfælde kan være urimeligt forstyrrende for barnet i forhold til det hverdagsliv, der er opbygget, hvis der efter lang tid (gen)etableres et samvær eller en kontakt. Statsforvaltningen bør således foretage en mere nuanceret bedømmelse af spørgsmålet om betydningen af andre forældrefigurer i barnets liv (stedforældre). Om dette taler for, at der ikke (gen)etableres en kontakt med samværsforælderen, bør således afhænge af en konkret vurdering i den enkelte sag set ud fra barnets perspektiv.
Med venlig hilsen
Jørgen U. Grønborg
Århus