Forældremyndighedsloven

Ophævet pr 01.10.2007 og afløst af forældreansvarsloven

Lovændringer

Kapitel 1: Forældremyndighed, §§ 1-15
Kapitel 2: Samvær m.v., §§ 16-19
Kapitel 3: Arbejdsaftaler, §§ 20-21
Kapitel 4: Midlertidige afgørelser, §§ 22-27
Kapitel 5: Sagsbehandling, §§ 28-31
Kapitel 6: (Ophævet)
Kapitel 7: Internationale aftaler, § 32
Kapitel 8: Ikrafttræden m.v., §§ 33-37


Lovændringer


Kapitel 1: Forældremyndighed

§ 1. Børn og unge under 18 år er under forældremyndighed, medmindre de har indgået ægteskab.

Indhold

§ 2. Forældremyndighedens indehaver skal drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov.

Stk. 2. Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling.

Stk. 3. Forældrene kan anvende barnets indtægter til dets underhold i passende omfang og under hensyntagen til deres og barnets stilling.

§ 3. Har forældrene fælles forældremyndighed, og er de uenige om, hvem af dem der skal have forældremyndigheden alene, skal begge give samtykke til, at barnet forlader landet, eller til at barnets ophold i udlandet forlænges ud over det aftalte, forudsatte eller fastsatte.

 


Indehavere

§ 4. Er forældrene gift med hinanden ved barnets fødsel, eller indgår de senere ægteskab, har de fælles forældremyndighed. Er forældrene separeret ved barnets fødsel, har moderen dog forældremyndigheden alene, medmindre samlivet mellem ægtefællerne genoptages eller forældrene har afgivet erklæring som nævnt i § 5, stk. 1, eller indgået aftale om fælles forældremyndighed efter § 6.

 

§ 5. Forældre, der ikke er gift med hinanden, har fælles forældremyndighed, hvis de efter børnelovens § 2, stk. 1, § 14, stk. 1 eller 3, eller § 19, jf. § 14, stk. 1 eller 3, har afgivet erklæring om, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet.

Stk. 2. Erklæring som nævnt i stk. 1 etablerer dog ikke fælles forældremyndighed, hvis betingelserne i retsplejelovens § 448 f for her i landet at behandle spørgsmålet om forældremyndighed ikke er opfyldt.

Stk. 3. Afgives der ikke erklæring som nævnt i stk. 1, har moderen forældremyndigheden alene, medmindre forældrene har indgået aftale om fælles forældremyndighed efter § 6.

 

Aftale om fælles forældremyndighed

§ 6. Forældrene kan aftale, at de skal have fælles forældremyndighed. Aftalen er kun gyldig, når den er anmeldt til statsforvaltningen. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan anmeldelse ske hertil.

Separation og skilsmisse

 

Samlivsophævelse

§ 8. Lever forældrene ikke sammen, eller agter en af dem at ophæve samlivet, kan hver af dem kræve, at den fælles forældremyndighed skal ophøre.

Ophør af fælles forældremyndighed

§ 9. Skal den fælles forældremyndighed ophøre, kan forældrene aftale, hvem af dem der skal have forældremyndigheden alene. Aftalen er kun gyldig, når den er anmeldt til statsforvaltningen. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan anmeldelse ske hertil.

Stk. 2. Er forældrene uenige, afgør retten, under særligt hensyn til hvad der er bedst for barnet, hvem af forældrene der skal have forældremyndigheden alene

 

Genoptagelse af samlivet

§ 10. Er der truffet aftale eller afgørelse efter § 9 om, at en af forældrene skal have forældremyndigheden alene, genindtræder den fælles forældremyndighed, hvis gifte, herunder separerede, forældre genoptager eller fortsætter samlivet. Er forældrene ugifte eller fraskilte, får de ikke på ny fælles forældremyndighed, medmindre de indgår aftale herom efter § 6.

Overførsel ved aftale

§ 11. Forældremyndigheden kan ved aftale overføres fra den ene af forældrene til den anden. Aftalen er kun gyldig, når den er anmeldt til statsforvaltningen. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan anmeldelse ske hertil.

Stk. 2. Forældremyndigheden kan ved aftale godkendt af statsforvaltningen overføres til andre end en af forældrene. Forældremyndigheden kan overføres til et ægtepar i forening, herunder den ene af forældrene og dennes ægtefælle. Aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan aftalen godkendes af retten

 


Overførsel til faderen ved dom

§ 12. Har forældre, der ikke er gift med hinanden, levet sammen i længere tid, uden at de har fælles forældremyndighed, og kræver faderen forældremyndigheden ved samlivets ophør, afgør retten under særligt hensyn til, hvad der er bedst for barnet, hvem af forældrene der skal have forældremyndigheden alene.

Stk. 2. I andre tilfælde kan retten overføre forældremyndigheden fra moderen til faderen alene, hvis ændringen er bedst for barnet. Ved afgørelsen skal det tillægges vægt, om indehaveren af forældremyndigheden uden rimelig grund hindrer gennemførelsen af samvær.

Ændring ved dom

§ 13. Er forældremyndigheden ved aftale eller dom tillagt en af forældrene alene, kan retten, når særlige grunde taler derfor, overføre forældremyndigheden til den anden, hvis det er bedst for barnet, navnlig på grund af væsentligt forandrede forhold. Ved afgørelsen skal det tillægges vægt, om indehaveren af forældremyndigheden uden rimelig grund hindrer gennemførelsen af samvær.

Stk. 2. Stk. 1 gælder også, hvis faderen ikke har fået forældremyndigheden under en sag efter § 12.

Stk. 3. Aftale efter § 11 eller afgørelse efter § 14 kan ændres af retten under samme betingelser som nævnt i stk. 1.

Dødsfald

§ 14. Har forældrene fælles forældremyndighed, og dør den ene, forbliver forældremyndigheden hos den anden. Bor barnet ved dødsfaldet ikke hos den efterlevende, kan en anden i forbindelse med dødsfaldet anmode om at få tillagt forældremyndigheden. Anmodningen kan kun imødekommes, hvis hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler imod, at forældremyndigheden forbliver hos den efterlevende. Bor barnet ved dødsfaldet hos den efterlevende, og har denne forvoldt den anden forældremyndighedsindehavers død, kan en anden anmode om at få tillagt forældremyndigheden. Anmodningen kan kun imødekommes, hvis det er af afgørende betydning af hensyn til barnet, at forældremyndigheden ikke forbliver hos den efterlevende.

Stk. 2. Har en af forældrene forældremyndigheden alene, og dør denne, eller bevirker et dødsfald i øvrigt, at ingen har forældremyndigheden, bestemmes under hensyn til, hvad der er bedst for barnet, hvem der skal have forældremyndigheden. Anmoder den efterlevende af forældrene om forældremyndigheden, imødekommes anmodningen, medmindre hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler imod det.

Stk. 3. Har en af forældrene forældremyndigheden alene, og har denne forvoldt den anden af forældrenes død, kan en anden anmode om at få tillagt forældremyndigheden. Anmodningen kan kun imødekommes, hvis det er af afgørende betydning af hensyn til barnet, at forældremyndigheden ikke forbliver hos den efterlevende.

Stk. 4. Forældremyndigheden kan tillægges et ægtepar i forening, herunder den efterlevende af forældrene og dennes ægtefælle.

 

§ 15. Indehavere af forældremyndigheden kan tilkendegive, hvem der efter deres død bør have tillagt forældremyndigheden. Tilkendegivelsen følges, medmindre hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler derimod. Den efterlevendes fortrinsstilling efter § 14 gælder dog uanset en modsat tilkendegivelse.

Kapitel 2: Samvær m.v.

§ 16. Barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at den, der ikke har barnet boende, har ret til samvær.

§ 17. Er forældre uenige om omfanget og udøvelsen af samvær, kan der efter anmodning træffes afgørelse herom og fastsættes de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed. Afgørelsen træffes efter, hvad der er bedst for barnet.

Stk. 2. En aftale eller afgørelse om samvær kan ændres, hvis ændringen er bedst for barnet, navnlig på grund af væsentligt forandrede forhold.

Stk. 3. Fastsættelse af samvær kan afslås, og en aftale eller afgørelse herom kan ophæves, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet.

Stk. 4. Ministeren for familie- og forbrugeranliggender kan fastsætte regler om overvåget samvær.

 

Anden kontakt

§ 18. I særlige tilfælde kan der træffes bestemmelse om anden kontakt med barnet for den af forældrene, der ikke har barnet boende, i form af telefonsamtaler, brevveksling og lign.

 

Orientering om barnet

§ 19. Den af forældrene, som ikke har forældremyndigheden, har ret til efter anmodning at få orientering om barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner, social- og sundhedsvæsenet samt private sygehuse, privat praktiserende læger og tandlæger. Myndigheden, institutionen, lægen eller tandlægen kan nægte at give oplysninger, hvis det er til skade for barnet. Der må ikke gives fortrolige oplysninger om forældremyndighedsindehaverens forhold.

Stk. 2. Statsforvaltningen kan i særlige tilfælde efter anmodning fra indehaveren af forældremyndigheden eller en af de i stk. 1 nævnte institutioner m.v. fratage den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, adgangen til at få orientering efter stk. 1. En afgørelse efter 1. pkt. har virkning fra det tidspunkt, hvor institutionen modtager meddelelse om afgørelsen.

 

Kapitel 3: Arbejdsaftaler

§ 20. Har et barn eller en ung, der er under forældremyndighed, jf. § 1, med tilladelse af forældremyndighedens indehaver på egen hånd påtaget sig tjeneste eller andet personligt arbejde, hvorved denne er blevet i stand til selv at sørge for sit underhold, kan den pågældende, hvis denne er fyldt 15 år, selv ophæve aftalen og påtage sig arbejde af lignende art, medmindre andet bestemmes af forældremyndighedens indehaver.

§ 21. Aftale om tjeneste eller andet personligt arbejde, som et barn eller en ung på egen hånd har truffet, kan forældremyndighedens indehaver ophæve, såfremt hensynet til barnets eller den unges opdragelse eller velfærd kræver det. Ophævelsen skal dog så vidt muligt ske med passende varsel, og hvor det findes rimeligt, kan der tillægges den anden part en passende erstatning.

Kapitel 4: Midlertidige afgørelser

Forældremyndighed

§ 22. Under en sag om forældremyndigheden kan den myndighed, der behandler sagen, efter anmodning bestemme, hvem forældremyndigheden midlertidigt skal tilkomme. Afgørelsen træffes under hensyn til, hvad der er bedst for barnet under sagen. Afgørelsen gælder, indtil der foreligger en aftale eller afgørelse om forældremyndigheden, der kan fuldbyrdes, og bortfalder

1) 4 uger efter, at statsforvaltningen har meddelt parterne, at sagen er afsluttet, medmindre den er indbragt for retten, eller,

2) hvis sagen efter indbringelsen for retten hæves eller afvises.

 

§ 23. Har forældrene fælles forældremyndighed, og er der risiko for, at den ene af dem vil bringe barnet ud af landet og derved foregribe en afgørelse om forældremyndigheden, kan ministeren for familie- og forbrugeranliggender eller den, der bemyndiges hertil, midlertidigt tillægge den anden af forældrene forældremyndigheden alene.

 

Dødsfald

§ 24. (Ophævet).

 

Forhindring

§ 25. Er indehaveren, den ene af to indehavere eller begge indehavere af forældremyndigheden forhindret i at træffe bestemmelse om barnets personlige forhold, kan statsforvaltningen afgøre, hvem forældremyndigheden skal tilkomme, så længe forhindringen varer.

Samvær

§ 26. Under en sag om forældremyndighed eller samvær kan statsforvaltningen efter anmodning træffe afgørelse om midlertidigt samvær. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten efter § 30 b, og omfatter retssagen samværet, jf. § 30 a, stk. 2, kan retten efter anmodning træffe afgørelse om midlertidigt samvær. Afgørelsen træffes under hensyn til, hvad der er bedst for barnet under sagen

 

§ 27. En midlertidig afgørelse efter §§ 22, 23, 25 eller 26 kan ændres, hvis det er bedst for barnet.

 

Kapitel 5: Sagsbehandling

 

Sagens begyndelse

§ 28. Anmodning om afgørelse om forældremyndighed efter § 9, stk. 2, § 12, § 13 eller § 14 og om samvær m.v. efter §§ 17 og 18 indgives til statsforvaltningen.

Stk. 2. Statsforvaltningen indkalder parterne til et møde, medmindre anmodningen alene vedrører § 18.

Stk. 3. Statsforvaltningen kan undlade at indkalde til et møde, hvis det er unødvendigt eller uhensigtsmæssigt.

Børnesagkyndig rådgivning og konfliktmægling

§ 29. Statsforvaltningen skal tilbyde forældre og børn børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling ved uenighed om forældremyndighed og samvær. Formålet er at hjælpe parterne til at løse konflikten under hensyn til, hvad der er bedst for barnet.

Stk. 2. Statsforvaltningen kan i andre tilfælde tilbyde børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling, hvis der er et særligt behov herfor.

Stk. 3. Statsforvaltningen kan undlade at tilbyde rådgivning eller konfliktmægling efter stk. 1, hvis det er unødvendigt eller uhensigtsmæssigt.

Børnesagkyndige erklæringer

§ 29 a. Statsforvaltningen kan indhente børnesagkyndige erklæringer i sager om forældremyndighed og samvær.

Stk. 2. Har statsforvaltningen iværksat en børnesagkyndig undersøgelse, færdigbehandles denne uanset sagens indbringelse for retten efter § 30 b.

Samtaler med børn

§ 29 b. Er et barn fyldt 12 år, skal der, før der træffes afgørelse i en sag om forældremyndighed eller samvær, finde en samtale sted med barnet herom. Samtalen kan dog undlades, hvis det må antages at være til skade for barnet eller uden nogen betydning for sagen.

Stk. 2. Er barnet under 12 år, skal der finde en samtale sted som nævnt i stk. 1, hvis barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det.

Erklæring fra forældre uden del i forældremyndigheden

§ 29 c. Inden der træffes afgørelse efter § 11, stk. 2, eller efter § 14, stk. 2, skal statsforvaltningen indhente en erklæring fra den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, medmindre dette kan være til væsentlig skade for barnet eller medføre uforholdsmæssig forsinkelse af sagen.

Forældremyndighed efter dødsfald

§ 30. Afgørelser efter § 14 træffes af statsforvaltningen. Statsforvaltningen indbringer afgørelsen for retten, hvis en part inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, anmoder herom.

Afgørelser om samvær m.v.

§ 30 a. Bliver forældrene ikke enige om samvær m.v. efter §§ 17 og 18, træffer statsforvaltningen afgørelse herom.

Stk. 2. Indbringes en forældremyndighedssag efter § 9, stk. 2, eller § 12 for retten i medfør af § 30 b, kan hver af forældrene anmode om, at også spørgsmål om samvær m.v. efter §§ 17 og 18 afgøres under retssagen.

Afslutning af sagsbehandlingen og indbringelse for retten

§ 30 b. Statsforvaltningen kan afslutte en forældremyndighedssag omfattet af § 9, stk. 2, § 12 eller § 13, hvis der ikke er opnået enighed om forældremyndigheden. Statsforvaltningen indbringer sagen for retten, hvis en part inden 4 uger efter, at det er meddelt den pågældende, at sagen er afsluttet, anmoder herom. Dette gælder dog ikke, hvis afslutningen af sagen skyldes, at den pågældende er udeblevet fra et møde i statsforvaltningen.

Stk. 2. Efter anmodning fra en part afslutter statsforvaltningen sagen og indbringer den for retten, hvis

1) parterne har modtaget vejledning på et møde i statsforvaltningen, uden at enighed om forældremyndigheden er opnået, og parterne eller en af dem ikke ønsker børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling, eller børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling er afsluttet uden opnåelse af enighed, eller

2) den pågældende har deltaget i et møde, mens den anden part er udeblevet trods to indkaldelser.

Stk. 3. Statsforvaltningen kan i særlige tilfælde efter anmodning afslutte sagen og indbringe den for retten, selv om betingelserne efter stk. 1 eller 2 ikke er opfyldt.

Klage m.v.

§ 31. Statsforvaltningens afgørelser efter denne lov kan påklages til ministeren for familie- og forbrugeranliggender. Dette gælder dog ikke afgørelser efter § 30 og § 30 b, stk. 1 og 2, samt afgørelser om at imødekomme en anmodning efter § 30 b, stk. 3.

Stk. 2. Ministeren for familie- og forbrugeranliggender kan fastsætte regler om behandlingen af forældremyndigheds- og samværssager, herunder om betingelserne for anmeldelse af aftaler om forældremyndighed, om børnesagkyndig rådgivning og konfliktmægling samt om klagers behandling.

Kapitel 6: (Ophævet)

 

Kapitel 7: Internationale aftaler og international kompetence

 

§ 32. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater om forholdet mellem dansk rets og fremmed rets regler om forældremyndighed og samvær. Overenskomsten finder anvendelse her i landet efter bekendtgørelse i Lovtidende.

Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet mellem danske og andre nordiske landes regler om forældremyndighed og samvær.

Stk. 3. Ministeren for familie- og forbrugeranliggender kan fastsætte regler om behandling af sager efter denne lov, der er omfattet af Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn (Haagerbørnebeskyttelseskonventionen).

 

§ 32 a. Statsforvaltningen kan behandle en sag om forældremyndighed, samvær m.v., hvis betingelserne i retsplejelovens § 448 f er opfyldt.

Stk. 2. Statsforvaltningens afvisning af at behandle en sag om forældremyndighed efter § 9, stk. 2, eller §§ 12-14, der ikke opfylder betingelserne i stk. 1, kan efter anmodning fra en af parterne indbringes for retten.

 

Kapitel 8: Ikrafttræden m.v.

§ 33. Loven træder i kraft den 1. januar 1996. § 35, nr. 1 og 2, træder dog i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Den 1. januar 1996 ophæves kapitel 2 og § 35, § 36 og § 37 i lov om umyndighed og værgemål, jf. lovbekendtgørelse nr. 443 af 3. oktober 1985. I lovens § 72, stk. 1 og 2, udgår 'forældremyndighed og samværsret'.

Stk. 3. Er der ikke før den 1. januar 1996 afsagt endelig dom i en sag efter den hidtil gældende bestemmelse i myndighedslovens § 14 eller § 17, anvendes denne lovs § 12 eller § 13.

Stk. 4. Bestemmelserne i lovens § 13 og § 17, stk. 2 og 3, anvendes også på aftaler eller afgørelser om forældremyndighed og samvær, der er truffet før den 1. januar 1996.

Stk. 5. Bestemmelserne i lovens § 14 anvendes også, hvis dødsfaldet er indtrådt inden lovens ikrafttræden.

§ 34. I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 905 af 10. november 1992, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 209 af 29. marts 1995, foretages følgende ændring:

I § 450 a, 1. pkt., ændres 'myndighedslovens § 26' til: '§ 29 i lov om forældremyndighed og samvær'.

§ 35. I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 148 af 8. marts 1991, som ændret ved § 4 i lov nr. 386 af 20. maj 1992, foretages følgende ændringer:

1. I § 13 indsættes som stk. 4:

'Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler om betaling af udgifter til oversættelse af dokumenter, der er nødvendige i forbindelse med prøvelse af ægteskabsbetingelserne. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om betaling af udgifter ved medvirken af tolk i forbindelse med prøvelse af ægteskabsbetingelserne i tilfælde, hvor ingen af parterne har bopæl her i landet.'

2. I § 20 indsættes som stk. 4:

'Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler om betaling af udgifter ved medvirken af tolk under vielsen i tilfælde, hvor ingen af parterne har bopæl her i landet.'

3. I § 46 ændres 'myndighedslovens regler' til: 'reglerne i lov om forældremyndighed og samvær'.

§ 36. I lov nr. 372 af 7. juni 1989 om registreret partnerskab, som ændret ved lov nr. 821 af 19. december 1989, foretages følgende ændring:

§ 4, stk. 2, affattes således:

'Stk. 2. § 11, 2. pkt., og § 14, stk. 4, i lov om forældremyndighed og samvær finder ikke anvendelse på det registrerede partnerskab.'

§ 37. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan dog med undtagelse af § 34 ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.


note 1

§ 5 i lov nr. 525 af 24.06.2005 (Udmøntning af kommunalreformen på det familieretlige område):

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2007.

Stk. 2. Retssager, der er under behandling ved lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.

Stk. 3. §§ 1 og 2 finder anvendelse på ansøgning om forældremyndighed, samvær, separation og skilsmisse, der er indgivet til statsamtet, men ikke færdigbehandlet den 1. januar 2007.

 

Advokat Jørgen U. Grønborg