Lov om registreret partnerskab

Lov om registreret partnerskab er ophævet ved § 4, stk. 2 i lov nr. 532 af 12.06.2012 fra d. 15.06.2012, men finder fortsat anvendelse på partnerskaber, som er registreret før den 15. juni 2012.
Et partnerskab, der er indgået efter lov om registreret partnerskab, kan efter parternes ønske omdannes til et ægteskab af den myndighed, der er nævnt i § 13, stk. 1, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning. Social- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af anmodninger om omdannelse af registreret partnerskab til ægteskab.


Lovændringer


§ 1. To personer af samme køn kan lade deres partnerskab registrere.

Registrering

§ 2. Ægteskabslovens kapitel 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på registrering af partnerskab, bortset fra §§ 14-17, § 20, stk. 3, og § 22, stk. 1. Ved registrering af partnerskab skal dog også betingelserne i stk. 2 være opfyldt.

Stk. 2. Registrering af partnerskab kan kun ske, hvis

1) en af parterne har bopæl her i landet og dansk statsborgerskab eller
2) begge parter har haft bopæl her i landet i de sidste to år før registreringen.

Stk. 3. Statsborgerskab i Norge, Sverige, Finland eller Island sidestilles med dansk statsborgerskab efter stk. 2. Bopæl i Norge, Sverige, Finland eller Island sidestilles med bopæl her i landet efter stk. 2. Justitsministeren kan bestemme, at statsborgerskab og bopæl i et andet land med en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske, ligeledes skal sidestilles med dansk statsborgerskab og bopæl her i landet.

Stk. 4. Regler om fremgangsmåden ved registrering af partnerskab fastsættes af justitsministeren.

 


Retsvirkninger

§ 3. Registrering af partnerskab har med de i § 4 anførte undtagelser samme retsvirkninger som indgåelse af ægteskab.

Stk. 2. Bestemmelserne i dansk lovgivning, som omhandler ægteskab og ægtefæller, skal anvendes tilsvarende på registreret partnerskab og registrerede partnere.

§ 4. Bestemmelser i dansk lovgivning, der indeholder særlige regler om den ene part i et ægteskab bestemt ved dennes køn, finder ikke anvendelse på de registrerede partnerskab.

Stk. 2. Bestemmelser i internationale traktater finder ikke anvendelse på det registrerede partnerskab, medmindre medkontrahenterne tilslutter sig dette.

 

Opløsning

§ 5. Ægteskabslovens kapitel 3, 4, 5 og 5 a og retsplejelovens kapitel 42 finder tilsvarende anvendelse på opløsning af et registreret partnerskab, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Ægteskabslovens § 40 anvendes ikke ved opløsning af et registreret partnerskab.

Stk. 3. Hvis ingen af parterne bor i et land, der er omfattet af § 2, stk. 3, kan registreret partnerskab indgået her i landet uanset retsplejelovens § 448 c altid opløses her.

 


Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 6. Loven træder i kraft den 1. oktober 1989.

§ 6 a. Ved overenskomst med fremmed stat eller af justitsministeren kan der fastsættes regler om forholdet mellem dansk og anden stats lovgivning om registreret partnerskab.

 

§ 7. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger. (Træder i kraft for Grønland 1/7 1996 med afvigelser, jf. 1996-04-26-A.320).

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg