571 Boet deles i mindelighed
Generelt
Fri proces til
ægtefælleskifte
Separations-
og skilsmissepakken
Generelt
Har du og din ægtefælle formuefællesskab, skal I ved separation
og skilsmisse have delt fællesformuen.
Fællesbodelingen er ikke et vilkår for selve separationen eller skilsmissen. De
fleste vælger derfor at vente med delingen til efter, at bevillingen er udstedt
af
Familieretshuset
eller dommen afsagt. Hvis I har truffet aftale om hele fællesboets
deling forinden, kan I godt få indføjet en passus i bevillingen eller dommen om,
at fællesboet er delt, men vi vil advare jer mod at bruge denne fremgangsmåde, medmindre
der foreligger en af jer begge underskrevet aftale om, hvorledes I har delt fællesboet.
Vi har alt for ofte set tilfælde, hvor det efterfølgende har vist sig, at der var
en række aktiver og passiver, som der slet ikke var taget stilling til ved en kortfattet
aftale om, at fællesboet er delt. Man kan en gang imellem få på fornemmelsen, at
der ved aftalen om, at fællesboet er delt, i virkeligheden kun er tænkt på, at INDBOET
er delt - og det er unægtelig ikke det samme som at FÆLLESBOET er delt.
I de fleste tilfælde vil det være langt klogere at sørge for i bevillingen til separation
eller skilsmisse at få indsat den meget anvendte bestemmelse om, at fællesboet deles
i mindelighed eller af skifteretten. Dermed har I blot markeret, at fællesboet endnu
ikke er delt, og at I selvfølgelig som alle andre vil prøve at løse bodelingen i
mindelighed.
Over 95% af alle fællesbodelinger løses faktisk i mindelighed og det er kun de resterende
ca. 5%, som nødsages til at indbringe bodelingen for skifteretten.
Du kan på de følgende emner læse om en række af de problemer, som skal løses i forbindelse
med fællesboets deling. Du vil sikkert hurtigt opdage, at bodelingen er langt mere
kompliceret end som så. Man skal ikke blot lægge hele formuen sammen og dividere
med to.
I langt de fleste tilfælde gør du klogt i at rette henvendelse til en advokat, som
kan bistå dig med bodelingen. Du bør altid tage din egen advokat, da der næsten
altid i løbet af sagen vil opstå interessemodsætninger, således at den samme advokat
ikke kan repræsentere begge parter.
Fri proces
til ægtefælleskifte
Hvis du opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces, kan du få udvidet
retshjælp, dvs. statstilskud til en del af advokatudgifterne, og hvis der under
sagen opstår en tvist, kan du efter ansøgning få bevilget særskilt fri proces til
selve bodelingen. Du kan på emne nr. 166 få præcise oplysninger
om de aktuelle indkomstgrænser for fri proces.
Fri proces til skifte medfører
- fritagelse for sikkerhedsstillelse for
omkostningerne ved boets behandling, men ikke for
betalingen,
- fritagelse for betaling af egen andel af
bobehandlerens salær, som i forhold til parten ikke kan
overstige det antal timer, skifteretten har fastsat,
- fritagelse for betaling af udgifter til egen
advokat, hvis skifteretten har beskikket advokat,
- fritagelse for hæftelse for statskassens krav mod
den anden ægtefælle, og
- fritagelse for at erstatte modparten sagens
omkostninger
Fri proces til skifte medfører ikke
- automatisk beskikkelse af advokat, idet dette kun
sker, hvis det ikke findes forsvarligt at behandle
boet, uden at den pågældende har advokatbistand.
Beskikkelsen kan begrænses til en bestemt opgave eller
til et bestemt antal timer.
- fritagelse for betaling af skifteafgiften
- fritagelse for betaling af vurderingsomkostninger
m.v.
- fritagelse for betaling af retsafgift i
enkelttvister og ved indsigelser mod boopgørelsen,
Selv om du får bevilget fri proces til skifte af fællesboet, kommer du ofte til
alligevel selv at skulle betale en stor del af omkostningerne. Du fritages for at
skulle stille sikkerhed for betaling af skifteomkostningerne, men
ikke for betaling af udgifterne. Du fritages dog for
betaling af din andel af bobehandlerens salær.
Bliver resultatet af bodelingen, at du står med formue
på
over 350.000 kr., kan skifteretten endog pålægge dig at refundere statskassen
omkostningerne til din beskikkede advokat og din andel
af bobehandlerens salær, og står du
efter bodelingen med en formue på over 900.000 kr., er det
næsten helt sikkert, at skifteretten pålægger dig at
refundere statskassen udgifterne til din beskikkede advokat
og din andel af bobehandlerens salær.
Hvad enten du har fri proces eller ej, gælder det naturligvis om at søge at begrænse
omkostningerne mest muligt.
Hvis sagen indbringes for skifteretten fra og med d.
01.03.2012, er skifteafgiften nedsat til et grundgebyr på
400 kr. plus 0,5% af bruttoaktivmassen, dog max. 10.000 kr.
Hvis I kan blive enige om langt de fleste spørgsmål, men der dog er nogle få spørgsmål
tilbage, hvor I begge står urokkeligt fast på hvert sit standpunkt, kan I - hvis
I kan blive enige herom - nøjes med at indbringe disse enkeltspørgsmål til afgørelse
for skifteretten, og derved skal der kun betales retsafgift af de værdier, tvisten
angår. Derved kan I begge spare betydelige beløb. Fra
d. 01.03.2012 kræves der ikke længere enighed om, at der
skal ske separat afgørelse af enkeltspørgsmål i
skifteretten.
Hvis de søger og får fri proces til de separate
enkeltspørgsmål, gælder de almindelige regler om fri
proces. Det betyder bl. a., at du altid får beskikket en
advokat, og at du slipper for selv at skulle betale
omkostningerne, hvis du kommer ud af sagen med en formue
på over 350.000 kr.
Separations- og skilsmissepakken
Der kan også spares betydelige beløb, hvis I selv kan blive enige om delingen af
jeres fællesbo.
Vi har som led i vor formularservice udarbejdet en separations- og skilsmissepakke,
som indeholder følgende:
1: en tjekliste over de mange problemer, der skal løses - med henvisninger til emnerne
på Familieadvokaten.dk
2. et omfattende skema til opgørelse af jeres respektive bodele, dvs. en boopgørelse,
3. en omfattende boopgørelse som excel-regneark,
4. en bodelingsoverenskomst,
5. en aftale om deling af indbo,
6. en aftale om separat deling af pensionsordninger.
Boopgørelsen er for hver ægtefælle opdelt i 26 forskellige aktivposter og 11 forskellige
passivposter. Der medfølger en udførlig vejledning på 14 sider i udfyldelsen af
boopgørelsen, og i regnearksversionen er der indsat beregningsformler, således at
du blot skal indsætte tallene, hvorefter resultatet kommer automatisk.
Bodelingsoverenskomsten er på to sider, og den medfølgende vejledning er på 4 sider.
Aftalen om deling af indbo er på 6 sider og formularen er selvforklarende.
Aftalen om separat deling af pensionsordninger er på 6 sider og vejledningen er
på 4 sider.
Du kan læse mere om separations- og skilsmissepakken, som koster 350 kr.,
på emne
nr. 258.
|
|
|