354 Den unges bankbog

Selv om dine forældre skal handle på dine vegne i økonomiske anliggender - dvs. som såkaldte værger - indtil du fylder 18 år, kan du udmærket på egen hånd oprette en bankbog eller en bankkonto med hævekort, lige som du kan sætte penge ind og hæve, uden du behøver spørge dine forældre om forlov.

Du må nemlig selv bestemme over alle de gavebeløb, du får foræret til 'egen rådighed', fx ved fødselsdage og jul, lige som du efter dit 15. år frit kan bruge de penge, som du selv tjener. Det kan du læse mere om på emne nr. 351 og nr. 352.

Vi vil opfordre dig til at få din bankbog forsynet med et mærke, som du er den eneste, der kender. Ellers risikerer du at miste dine penge i forbindelse med indbrud, hvor tyven løber med din bankbog og er fræk nok til at hæve pengene.

Ønsker du at vide noget om din mulighed for at oprette en checkkonto eller betale med et Dankort, kan du læse emne nr. 357.


23-08-12