575 Er der noget, som ikke skal ligedeles?
Jeg vil på dette emne give dig en kort oversigt over aktiver, som du ikke skal ligedele
med din ægtefælle:
- Det gælder for det første alt, hvad er tilhører dig som særeje - uanset om der er
tale om skilsmissesæreje eller fuldstændigt særeje. I disse tilfælde kan der eventuelt
blive tale om en særejegodtgørelse, som du kan læse mere om på emne
nr. 566 eller om et vederlagskrav, som du kan læse mere om på
emne nr. 578.
- Er din nettoformue, dvs. din nettobodel, negativ, skal du ikke dele værdien af dine
aktiver. Disse kan udtages til dækning af dine gældsforpligtelser. Det kan du læse
mere om på emne nr. 573.
- Du kan udtage dine rimelige pensionsrettigheder forlods uden deling, selv om I har
formuefællesskab, og selv om din nettoformue er positiv. Det kan du læse mere om
på emne nr. 574.
- Der er også andre personlige, uoverdragelige rettigheder, som i et vist omfang kan
holdes uden for ligedelingen. Det gælder f.eks. retten til feriegodtgørelse, visse
ophavsrettigheder samt personlig good-will. Indefrosne feriepenge optjent i perioden
01.09.2019-01.09.2020 skal indgå i delingen efter fradrag af skat
- Har du modtaget en erstatning eller godtgørelse for personskade - godtgørelse for
svie og smerte, godtgørelse for varigt mén, godtgørelse for tort eller erhvervsevnetabserstatning
- kan erstatningen eller godtgørelsen ifølge ægtefællelovens § 36 holdes uden for
bodelingen ved separation og skilsmisse, forudsat at beløbet ikke er forbrugt. Det
samme gælder forsørgertabserstatning. Du kan ikke forlodsudtage erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste.
- Endelig vil jeg nævne, at du ifølge ægtefællelovens § 31 har en ret til forlods
at udtage genstande, som udelukkende tjener til din personlige brug, for så vidt
genstandenes værdi ikke står i misforhold til jeres formueforhold.
Denne bestemmelse gælder fx. tøj og smykker og muligvis også i et vist omfang sportsudstyr,
så som golfkøller, tennisketsjere, fiskeudstyr osv. Retten til forlodsudtagelse
gælder derimod ikke bøger, møbler, køkkenudstyr, symaskiner, musikinstrumenter,
cykler o.s.v. Disse aktiver skal medregnes i bodelingen, og det kan du læse mere
om på emne nr. 577.
I dommen TFA 2005.402 VLD har Vestre Landsret bestemt, at en hustru kunne forlodsudtage smykker
købt for ca. 97.000 kr. og pels købt for 20.000 kr. Den samlede fællesformue var
på ca 3 mio kr.
Alt, hvad der tilhører jeres børn selv, skal selvfølgelig ikke deles. Det gælder
eksempelvis også børneopsparingskonti, uddannelseskonti eller boligopsparingskonti.
26-04-2022