Hvis du som papirløs samlever ønsker at hjælpe din samlever med et større økonomisk beløb, fx til betaling af gæld eller køb af et eller andet, vil det i de første 2 år af jeres samliv være en dyr idé at forære vedkommende pengene. En sådan gave kommer modtageren nemlig betale til at betale indkomstskat af - endda som personlig indkomst, og giveren kan ikke trække beløbet fra i skat.
Når I har boet sammen på fælles bopæl i de sidste 2 år, kan I give hinanden gaver på op til 74.100 kr. årligt (2024), uden at dette udløser skat eller gaveafgift. Der skal betales en gaveafgift på 15% af et overskydende beløb.
I stedet for en gave kan du låne din samlever pengene i form af et såkaldt rentefrit
familielån. Men det favorable lån skal oprettes med et ganske særligt vilkår, såfremt
din samlever skal undgå at blive indkomstbeskattet af rentefordelen. Nemlig det
særlige vilkår, at du - dvs. långiveren - til enhver tid kan kræve hele restgælden
indfriet med kort varsel, fx 14 dage. Er der tale om et reelt låneforhold, som fremgår
af et skriftligt gældsbrev, giver et sådant lån hverken skatte- eller pensionsmæssige
konsekvenser.
Hvis lånet er rentefrit, er det vigtigt, at gældsbrevet indeholder en såkaldt
anfordringsklausul, så du til enhver tid kan kræve hele restgælden
indfriet med kort varsel! Hvis du har brug for at udlåne - eller låne - penge på
den omtalte måde, kan du læse mere om de såkaldte rentefri familielån i
emne nr. 616 under 'Økonomi', lige som du kan bestille et fortrykt gældsbrev
- klar til at udfylde og underskrive - under linjens Formularservice. Læs eventuelt
emne nr. 261.