Kan jeg blive skilt efter at min mand har været i kyssehjørnet ved julefrokosten?

Jeg har grebet min mand i at stå og kysse en anden kvinde til vores julefrokost - tilmed foran alle vores kollegaer. Dette er ikke første gang. Til en stor firmafest var han ligeledes i kyssehjørnet også med en af vores kollegaer.

Mit spørgsmål er så, skal han have haft samleje for at jeg kan søge direkte skilsmisse. Jeg ved jo af gode grunde ikke, hvad der er sket efter at jeg er taget hjem fra disse fester. Og spørger jeg mine kollegaer, vil ingen fortælle noget, da mindst af alt de involverede parter.

Svar:

Du kan ikke få skilsmisse på grund af lidt kysseri ved en julefrokost.

Din mand skal have haft samleje eller lignende med de pågældende damer, før der foreligger utroskab, og du har bevisbyrden!

Du kan læse mere om skilsmisse på grund af utroskab på emne nr. 553.

Du kan derimod altid kræve separation. Det kan du læse mere om på emne nr. 552.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg