863 Sådan giver du afkald på ventende arv

Der gælder ingen specielle formkrav til arveafkald. Arveafkald på ventende arv skal blot meddeles arveladeren, men af bevismæssige grunde bør et arveafkald altid ske skriftligt i en arveafkaldserklæring, som underskrives af både afkaldsgiver og arvelader. Det kræves ikke, at arveafkaldet registreres noget sted.

Du kan som afkaldsgiver ikke senere ensidigt annullere dit arveafkald, og dette er grunden til, at du altid skal tænke dig grundigt om, inden du giver arveafkald. Derimod kan arvelader til enhver tid annullere dit arveafkald, så du arver alligevel. Der gælder heller ikke formkrav for annullationen, som fx. kan ske ved, at arveladeren river det eneste eksemplar af afkaldserklæringen i stykker.

Arveafkald skal gives over for arveladeren personligt. Hvis du vil give afkald på arv over for begge dine forældre, skal begge forældre underskrive arveafkaldserklæringen. Er den ene af dine forældre død, og sidder den anden i uskiftet bo, kan arveafkald på arv efter den førstafdøde dog gives over for den længstlevende.

Du skal selv være myndig og ved din fornufts fulde brug, og arveladeren skal være i stand til at forstå arveafkaldets betydning. Er arveladeren alvorligt alderdomssvækket, kan du derfor ikke give arveafkald over for denne. Arveafkald kan ikke gives over for en værge.

Hvis du meddeler arveafkald på ventende arv, får dette afkald også virkning for dine livsarvinger, medmindre disses arveret er forbeholdt. Hvis du giver arveafkald på grund af insolvens eller for at spare boafgift, er det meget vigtigt, at du sørger for i erklæringen at præcisere, at arveafkaldet er personligt, så at det klart fremgår, at den arv, som du giver afkald på, skal tilfalde dine livsarvinger. Glemmer du dette forbehold, får dine børn eller andre livsarvinger ikke din arvelod. Den tilfalder de øvrige arvinger, typisk dine søskende.

Når du giver arveafkald, skal du altid huske at tage udtrykkelig stilling til, om arveafkaldet også er et afkald på din ret som begunstiget på livsforsikringer, kapital- og ratepensionskonti, som måtte tilfalde dig i anledning af dødsfaldet.

Du kan ikke give afkald på din arv til fordel for andre end dine livsarvinger. Du kan f. eks. ikke i et arveafkald bestemme, at din arvelod skal tilfalde din ægtefælle. Derimod kan arveladeren i sit testamente bestemme, at din ægtefælle skal arve et beløb svarende til den arvelod, som du har givet afkald på.

Som et led i denne linies formularservice har vi udarbejdet en formular til afkald på ventende arv. Du kan læse mere om denne formular på emne nr. 288.

 


07-02-18