852 Notar- eller vidnetestamente ?

Efter arveloven kan du gyldigt oprette dit testamente enten som notartestamente eller som vidnetestamente.

Du kan på emne nr. 853 læse om, hvordan de to typer testamenter oprettes.

Vi vil imidlertid starte med klart at anbefale dig at oprette dit testamente som notartestamente af følgende 3 grunde:

  1. Et notartestamente oprettes for en medarbejder i byretten, typisk en dommerfuldmægtig i skifteretten, og du underskriver altid testamentet i to eksemplarer, hvoraf det ene opbevares i skifterettens arkiv. Notaren sørger altid for, at dit notartestamente bliver registreret i Centralregistret for Testamenter. Det betyder, at du er sikker på, at dit testamente kommer frem for skifteretten efter din død, uanset hvor i landet boet måtte blive behandlet. Skifteretten sørger nemlig altid for - umiddelbart efter at dødsanmeldelsen er modtaget - at indsende en forespørgsel til Centralregistret for Testamenter for at få oplyst, om den afdøde har oprettet testamente.

  2. Skulle dit originale testamente være bortkommet, vil skifteretten altid i sit arkiv have en genpart, som har samme gyldighed, og testamentets bestemmelser vil derfor blive gennemført, selv om originalen er bortkommet.

  3. Notaren attesterer ved sin påtegning på testamentet, at du efter hans skøn var i stand til fornuftsmæssigt at oprette testamente. Derved skabes en formodning for, at du opfyldte habilitetskravene ved underskriften af testamentet, og det er i praksis meget svært for eventuelle forbigåede arvinger at få tilsidesat et notartestamente, når der foreligger en sådan attestation.

Vi synes selv, at de her nævnte grunde bør føre til, at du altid opretter dit testamente som notartestamente. Vi har derfor udarbejdet samtlige de formularer til testamenter, som kan bestilles på denne linie, som notartestamenter.


23-08-2012