651-8 Gevinstopsparing

I sommeren 1990 blev der efter svensk mønster gennemført en lov om gevinstopsparing, som har givet banker og sparekasser mulighed for at oprette en gevinstopsparing, hvor du i stedet for hele renten eller en del af renten får mulighed for en at vinde en pengepræmie.

Fra og med 2019 blev gevinstopsparing afskaffet, da den lave rente ikke gav mulighed ofr udlodning af gevinster. Det følgende er derfor historisk læsning

Der er rigtig mange, som har sat en del af deres opsparing ind på denne opsparingsform. Der er over 1 million gevinstopsparingskonti med et samlet indestående på ca. 10,5 milliarder kr., og det betyder, at der i gennemsnit står mindst 10.000 kr på hver konto.

Der findes to forskellige slags gevinstopsparing, nemlig pengeinstitutternes Millionærkonti og Nordeas Gevinstopsparing

Rentesatsen på 0,00% om året og den gennemsnitlige gevinstchance, dvs. den samlede gevinstpulje omregnet til årlig rente, er ca. 0,25%, eller i alt 0,25% i samlet udbytte.

Nordeas gevinstopsparing har den klare fordel, at indeståendet kan hæves når som helst uden opsigelse, mens Millionærkontiene kun kan hæves med 3 måneders opsigelse, undtagen i særlige tilfælde, f. eks. dødsfald, separation, skilsmisse, emigration eller konkurs. I disse tilfælde skal du endda betale en dekort, som er fradragsberettiget i skat.

I Nordeas gevinstopsparing deltager du i den månedlige lodtrækning med et antal lodder beregnet på grundlag af det laveste indestående i løbet af den foregående kalendermåned. Sætter du fx 10.000 kr. ind d. 27. maj, deltager du først med dette beløb ved lodtrækningen midt i juli. På millionærkonti deltager du i lodtrækningen på grundlag af indeståendet på kontoen den sidste dag i den foregående måned, og sætter du 10.000 kr. ind d. 27. maj, deltager du med dette beløb i lodtrækningen allerede i juni.

Reglerne om deltagelse i lodtrækningen medfører, at du altid bør vente med at hæve indeståendet til umiddelbart efter den første i en måned, således at du får den sidste lodtrækning med. Dette råd gælder begge typer gevinstopsparing. I Nordea kan du som nævnt hæve pengene på anfordring. På millionærkonti bør du altid huske at opsige kontiene til hævning i begyndelsen af en måned.

Hvis du vil sikre dig mod, at banken eller sparekassen eventuelt modregner din gevinstopsparing, herunder eventuelle gevinster, i din gæld til banken eller sparekassen, bør du sørge for altid at oprette gevinstopsparingen i en bank eller sparekasse, som du ikke skylder noget. Du kan på emne nr. 652 læse mere om bankens eller sparekassens mulighed for eventuelt at modregne indeståendet på gevinstopsparing i din gæld.