Skal man betale dansk amts- og kommuneskat af tjenestemandspension, hvis man bor i Spanien?

Jeg har her på siden læst et spørgsmål/svar vedr. beskatning af tjenestemandspension ved flytning til Spanien.

Af svaret fremgik, at der ved flytning til udlandet, af tjenestemandspensionen skal betales kommune-, amts- og statsskat. Dette var jeg bekendt med i forvejen, men det giver mig anledning til at stille følgende spørgsmål:

Hvis den pågældende flytter permanent til f.eks. Spanien, og derfor opgiver bopælen her (bliver slettet af folkeregisteret), med hvilken begrundelse skal man da betale amts- og kommuneskat, og til hvilket amt og hvilken kommune ?

Svar:

Flytter vedkommende permanent til Spanien ophører den fulde skattepligt, som begrundet i en territorial tilknytning (det faktum at man bor i Danmark). Danmark har dog også regler om begrænset skattepligt. Reglerne om begrænset skattepligt er begrundet i en økonomisk tilknytning (det faktum at man modtager en økonomisk ydelse fra Danmark). For så vidt angår tjenestemandspensionen (og en række andre indkomster), er der i kildeskattelovens § 2 en bestemmelse om, hvad der er omfattet af den begrænsede skattepligt.

Af personskatteloven fremgår hvilke skatter, der skal betales til staten af begrænset skattepligtig indkomst. Skatterne til amt og kommune af begrænset skattepligtig indkomst fremgår af kommuneskattelovens § 9. Der skal betales skat med den gennemsnitlige kommune- og amtsskat for hele landet nedrundet til nærmest hele procent.

Med venlig hilsen

RET&RÅD, Roskilde

Advokat Erik Øvlisen


Hit Counter

23-08-12