622 Køb af løsøre

Når du som forbruger køber løsøre - fx fjernsyn, møbler og beklædning - i en forretning, gør du altid klogt i at sikre dig, at du nu også får tingen til den rigtige pris. For købt er købt efter dansk ret - og du har ingen lovmæssigt krav på at få dine penge tilbage fra forretningen.

Skulle du et kvarter senere blive opmærksom på, at nøjagtigt det samme fjernsyn koster det halve i en anden forretning, er det bare ærgerligt. Nægter den første forretning at tage varen tilbage, kan du intet gøre!

I stedet skulle du have set dig bedre for, og det kan du gøre på to måder. Nemlig:

  1. Enten ved på forhånd at undersøge, hvad andre forretningsdrivende tager for den samme vare.

  2. Eller ved at handle de steder, hvor de forretningsdrivende frivilligt har indført særlige fortrydelsesordninger. For eksempel: 'Vi bytter med et smil og gi'r pengene tilbage inden otte dage'.

Handler du i en forretning, som ikke har indført en sådan ordning, bør du ikke uden videre tage et ord for et ord. Lover ekspedienten fx at du må 'komme med varen og få dine penge igen, hvis du fortryder inden fire dage', så få aftalen noteret på kvitteringen. I hvert fald når det drejer sig om større køb.

Selv om der viser sig en mangel ved den ting, du køber, vil du som udgangspunkt heller ikke kunne slippe fri af handelen. Den forretningsdrivende kan levere dig en ny og fejlfri vare, afhjælpe manglen eller give et prisafslag, og det kan du læse mere om i emne nummer 623. Kun hvis det ikke lykkes sælgeren at fjerne mangelen inden rimelig tid, har du som forbruger og køber krav på at få alle dine penge tilbage.

Efter købelovens regler om forbrugerkøb skal du gøre eventuelle mangler gældende inden to år, fra du modtager den pågældende salgsgenstand. Kommer du blot en dag senere, må du selv betale for reparationen.

To-års-fristen gælder dog ikke, hvis sælgeren har handlet i strid med almindelig hæderlighed eller har givet dig en egentlig garanti. Og sådanne garantier kan du eventuelt læse mere om i det næste emne, dvs. emne nummer 623.