323 Hvad kan forældre bestemme ?

Indtil du fylder 18 år - eller eventuelt tidligere, hvis du har indgået ægteskab - har din mor eller din mor og far i fællesskab forældremyndigheden over dig. Det betyder, at din mor eller begge dine forældre:

1) 'Skal drage omsorg' for dig,

2) Samt 'kan træffe afgørelse om dine personlige forhold'.

Og dine forældres ret til at træffe personlige beslutninger på dine vegne gælder - bortset fra meget få områder - alt, hvad der har med dig at gøre. Indehaveren af forældremyndigheden - for nu at sige det med lovens tekst - kan blandt meget andet bestemme:

  1. Hvad du skal hedde.

  2. Hvordan du skal gå klædt.

  3. Om du skal gå i folkeskolen eller i en privat skole.

  4. Hvem du må lege eller komme sammen med.

  5. Hvor du skal bo.

  6. Om du må have job i fritiden.

  7. Og hvad du - indtil dit 18. år - skal læse eller uddannes til.

Skulle du være utilfreds med dine forældres valg, er det bare ærgerligt - for dig. Der er ingen steder, du kan klage, så længe dine forældre træffer valgene ud fra, hvad de anser for at være det bedste for dig.

Men forældremyndigheden indeholder også den forpligtelse, at dine forældre skal beskytte dig og behandle dig på en fornuftig og god måde. Svigter de denne omsorgspligt, kan du anmode kommunens socialforvaltning om hjælp. Men selv om du skulle blive flyttet til en anden familie eller institution, fordi du lider overlast i dit hjem, får du ikke større juridisk ret til at træffe dine egne personlige valg. 'Forældremyndigheden' flytter nemlig med og bliver midlertidigt tillagt kommunen, institutionen eller den pågældende plejefamilie.

Ønsker du at vide mere om, hvad der sker, hvis dine forældre svigter deres omsorgspligt, kan du læse emne nummer 343, som handler om at 'flytte eller flyttes hjemmefra'