Sæddonation via det etablerede system
Privat sæddonation via en mellemmand
Sæddonation via det etablerede system
En mand, der donerer sæd til kunstig befrugtning af andre end hans ægtefælle eller partner, kan ikke dømmes som far til barnet, hvis han har doneret sæden med henblik på, at den kunstige befrugtning skulle ske via en læge eller via en offentlig eller privat sædbank, der opfylder sundhedsmyndighedernes krav til formidling af sæd. Ligesom moderen ikke kan få ham dømt som far til barnet, kan sæddonoren ikke kræve at blive registreret som barnets far.
I stedet vil kvindens mand eller samlever blive registreret som barnets far, hvis ellers hun er gift eller samlevende med en mand.
Privat sæddonation
Det er kun
, når sæddonation foregår via læger eller via sædbanker, der opfylder sundhedsmyndighedernes krav til formidling af sæd, at sæddonoren ikke kan dømmes som far til det barn, der bliver undfanget med hans sæd.
Der foregår også sæddonation udenom læger og udenom de sædbanker, der opfylder sundhedsmyndighedernes krav. I så fald bruger man ofte begrebet privat sæddonation.
Ligesom manden kan blive inddraget i en sag og eventuelt blive dømt som far til det barn, der er blevet til efter den private sæddonation, så kan han sandsynligvis også selv anlægge en sag for at blive registreret som retlig far til det barn, kvinden siden har født, men loven er ikke helt klar på det punkt.
Ifølge børneloven er det nemlig mænd, der har haft ”et seksuelt forhold” til barnets mor, der i nogle tilfælde har ret til at anlægge faderskabssag. Det betyder, at det kan være lidt tvivlsomt, om en mand, der har doneret sæd udenom det etablerede system – det der kaldes privat sæddonation – kan anlægge sag om faderskabet til det barn, som kvinden siden har født. Der er ikke tvivl om, at en mand, der donerer sæd udenom de etablerede sædbanker og til brug uden medvirken af en læge, kan dømmes som far til barnet, hvis der rejses en faderskabssag. Det, der kan være lidt tvivl om, er, om han selv har ret til at anlægge en sag for at blive registreret som barnets far. Efter en streng fortolkning af lovens ordlyd, vil han ikke have ret til at anlægge sag, hvis han ikke har haft et seksuelt forhold til kvinden, og det har han ikke nødvendigvis haft, selvom han har doneret sæd til hende. Men hvis man fortolker loven efter dens formål, og samtidig skeler til lovgivningen omkring kunstig befrugtning, så er der meget, der taler for, at en mand, der har doneret sæd ad private veje, har mulighed for at anlægge faderskabssag efter børnelovens almindelige regler. Læs mere om en mands muligheder for at anlægge en faderskabssag under emne 316: En mands rettigheder, hvis han ikke er registreret som far
Sæddonoren og barnets mor kan ikke aftale sig ud af risikoen for at han senere dømmes som far til barnet. En aftale om, at han ikke skal kunne dømmes som far til barnet vil ikke være gyldig, og kvinden kan ikke lovligt nægte at oplyse, hvem der donerede sæden, og dermed er biologisk far til hendes barn.
Privat sæddonation via en mellemmand
I nogle tilfælde kommer det på tale for parterne at lade en tredjeperson stå for at overdrage sæden til kvinden, således at kvinden ikke har mødt den mand, der har doneret sæden, og heller ikke kender navnet på ham. I disse situationer, vil kvinden under en faderskabssag i retten være forpligtet til at oplyse, hvem der har fungeret som mellemmand i forbindelse med sæddonationen, og denne mellemmand vil så herefter kunne indkaldes som vidne i sagen. Som vidne har mellemmanden en pligt til at oplyse, hvem der har doneret sæden, svarende til moderens oplysningspligt. Man kan læse mere om moderens oplysningspligt under
emne 313: Moderens oplysningspligt.
Rugemødre
Hvis et par ikke kan få børn selv, fordi kvinden ikke kan gennemføre en graviditet, opstår ønsket af og til om at finde en kvinde, der kan føde et barn for dem. De danske regler er ikke indrettet på, at man skal tilbyde hjælp til en sådan aftale, men omvendt er det ikke direkte forbudt, medmindre der er penge involveret. Det er forskellige regelsæt, der tilsammen regulerer spørgsmålet om det, man kalder rugemødre.
Det første problem parret vil komme til at stå overfor, er at finde en rugemor, det problem har to sider.
For det første er det ifølge adoptionslovens § 33 forbudt i Danmark at formidle kontakt mellem et barnløst par og en rugemor. Det er også forbudt at modtage hjælp til at få forbindelse med en kvinde, der ønsker at gennemføre et surrogatmoderskab. Det vil sige, at det også vil være forbudt for et dansk par at bede et udenlandsk bureau om at formidle kontakt til en surrogatmoder for dem. Parret må altså på forhånd kende den kvinde, der ønsker at bære og føde barnet for dem. Overtrædelse af denne regel kan straffes med bøde eller med fængsel i op til fire måneder.
For det andet er det helt og aldeles forbudt at betale en kvinde for at gennemføre en graviditet og efterfølgende aflevere barnet. Det er altså nødvendigt, at kende en kvinde, der ønsker at gennemføre en sådan graviditet helt uden betaling.
Reglerne er sat sammen på den måde, fordi man fra lovgivningens side ikke ønsker, at fremme rugemoderskab, men omvendt vil man ikke forbyde at en søster eller en veninde fungerer som rugemoder for en kvinde, der ikke selv kan gennemføre en graviditet.
Hvis man kender en kvinde, der er indstillet på at fungere som rugemoder opstår så det praktiske problem med, hvordan kvinden skal befrugtes. Det er selvfølgelig ikke forbudt for en mand at gøre en anden kvinde gravid ”ved naturmetoden”, men det er nok de færreste par – eller potentielle rugemødre – der er interesserede i at anvende den metode.
Lov om kunstig befrugtning § 13 indeholder et udtrykkeligt forbud mod befrugtning af en kvinde, der har indgået en rugemoderaftale. Det betyder, at en dansk klinik, hvor en læge har ansvaret for befrugtningen i Danmark ikke må befrugte en kvinde, der skal fungere som rugemoder for et andet par. Selvom lov om kunstig befrugtning kun gælder for befrugtning udført af en læge eller under en læges ansvar, så kan andre klinikker vælge at følge lovens retningslinier. Danmarks Familieadvokat har f.eks. fået oplyst at StorkKlinikken i København følger lov om kunstig befrugtning § 13, og derfor ikke tilbyder befrugtning af kvinder, der ønsker at fungere som rugemødre. Det betyder, at der – så vidt vi ved – ikke eksisterer klinikker i Danmark, der tilbyder hjælp til kunstig befrugtning af rugemødre.
Hvis det alligevel skulle lykkes at nå så langt som til at få gennemført en befrugtning og en efterfølgende graviditet, så vil det barn, der vokser i rugemoderens mave, retligt blive betragtet som rugemoderens og hendes eventuelle ægtemands barn. Der kan ikke lovligt laves dokumenter, hvor rugemoderen på forhånd fraskriver dig retten til barnet, når det bliver født.
Hvis rugemoderen stadig efter fødslen er indstillet på, at barnet skal gives til det par, hun har båret barnet for, så gøres det lettest ved, at rugemoderen straks oplyser mandens navn som navnet på barnets far. Hvis manden accepterer dette, vil han blive registreret som barnets retlige far. Rugemoderen kan herefter overdrage forældremyndigheden til manden, og siden kan han og hans kone søge om at hun kan adoptere barnet – en såkaldt ”stedbarnsadoption”. Det er stats forvaltningen, der skal give tilladelse til overførsel af forældremyndigheden og til stedbarnsadoption. Det er som sagt ulovligt at betale rugemoderen for at bære barnet for parret, og hvis parret alligevel betaler hende for det, vil Familieretshuset ikke tillade hverken overførsel af forældremyndigheden eller stedbarnsadoption.
Alle involverede parter skal være opmærksomme på, at rugemoderskab er meget usikkert fordi det ikke er muligt at lave bindende aftaler om rugemoderskab, ligesom det er direkte ulovligt, hvis der er penge mellem parterne. Parret kan altså ikke være sikker på, at rugemoderen vil give barnet fra sig, og hvis manden er biologisk far til barnet, kan han risikere at han bliver registreret som barnets far, selvom kvinden ikke vil give barnet fra sig. Hvis han bliver registreret som barnets far, skal han betale børnebidrag. Rugemoderen kan på sin side ikke være sikker på, at parret rent faktisk vil overtage barnet, når hun føder det, ligesom hun må være indstillet på at gennemføre graviditeten helt uden økonomisk kompensation.
Rugemoderskab er reguleret anderledes i udlandet, men det giver også problemer, hvis et dansk par ønsker at bruge en udenlandsk rugemor. Man skal på forhånd undersøge det konkrete lands lovgivning for overførsel af forældreskabet, og man skal også undersøge, om man overhovedet vil blive regnet for barnets forældre efter dansk ret. For hvis man ikke bliver regnet for barnets forældre efter dansk ret, så risikerer man, at man ikke kan få barnet med sig til Danmark. Igen skal det understreges, at man ikke må modtage hjælp til formidling af kontakt til en rugemoder. Heller ikke via et udenlandsk bureau. Det kan straffes med bøde eller fængsel i op til fire måneder, hvis man benytter en mellemmand til at skabe forbindelse mellem en rugemoder og et barnløst par.
I øvrigt skal det nævnes, at rugemoderen i de fleste lande har ret til at beholde barnet, så man kan heller ikke lave bindende aftaler om rugemoderskab i lande, hvor rugemoderskab er mere accepteret via lovgivningen.