Jeg hedder Niels og er en mand i sin bedste alder (49 år). Jeg er gift med Hanne (38 år), og vi har to dejlige børn på henholdsvis 2 og 4 år.
Fra mit første ægteskab har jeg en søn - Jens, der nu er 22 år.
Forholdet til Jens er meget fint og godt, men der er en ting, der nager mig.
Der er en pæn statistisk chance for, at jeg dør først. I det tilfælde ville jeg undgå, at Hanne skulle sælge hus etc. for at kunne skifte med Jens. Jens skal naturligvis have sit, men efter min mening først, når Hanne ikke er mere. Jeg vil gerne sikre Hanne og de små børn optimalt, hvis der skulle ske mig noget.
Er det muligt, at oprette et testamente eller lignende for at løse den situation, jeg har beskrevet?
Hvis I har formuefællesskab, kan Jens, som jo er myndig, meddele forhåndssamtykke til, at Hanne kan sidde i uskiftet bo, hvis du dør først. Hvis Hanne herefter sidder i uskiftet bo til sin død, vil den ene halvdel af boet være arven efter dig, og den skal da deles med 1/3 til hver af dine 3 børn. Den anden halvdel går til Hannes 2 børn.
Du kan også oprette testamente, hvor du testamenterer mest muligt til Hanne, hvis du dør først, og Jens ikke til den tid vil meddele samtykke til uskiftet bo. I et sådant testamente skal der også tages stilling til, hvorledes arven skal deles ved Hannes død. Her kan Hanne lade Jens indgå som arving til en vis brøkdel af formuen.
I kan eventuelt benytte denne formular: 257 MLSB Gensidigt testamente til ægtefæller med ligedeling mellem særbørn og eventuelle fællesbørn.
Med venlig hilsen
Jørgen U. Grønborg
Ryesgade 31,
8100 Århus C
Tlf. 86130600