Kan skifteretten spore et bortadopteret barn?

Jeg er født den 16.02.1947 og blev adopteret, da jeg var ca. 6 mdr.

Jeg har læst jeres side om adoption her på nettet og har herved forstået, at jeg er arveberettiget til mine biologiske forældre, der så vidt jeg ved blev skilt, inden jeg blev adopteret. Jeg har vist nok også en helsøster.

Mit spørgsmål går på, om skifteretten kan spore mig, da der som bekendt ikke var CPR nr. dengang. Er svaret til dette et ja, må jeg gå ud fra, at begge mine forældre og evt. søster stadig lever.

Jeg håber på et svar, som jeg bliver glad for.

Svar

Da adoptionen er sket før d. 01.01.1957, har du ganske rigtigt bevaret din arveret efter din biologiske slægt, medmindre adoptionen senere er blevet tillagt nye retsvirkninger, hvilket der ikke er noget der tyder på. Du kan læse mere om adoptivbørns arveret på emne nr. 834.

Når dine biologiske forældre dør, skal skifteretten og en eventuel bobestyrer forsøge at finde frem til alle arvinger, men det er - som du selv er klar over - langt fra sikkert, at man finder frem til dig.

Derfor er det op til dig at finde ud af, hvor dine biologiske forældre bor i dag, fx via folkeregistret og/eller kirkebøger.

At det kan være vanskeligt at finde frem til arvinger, der er født før d. 01.01.1968, fremgår af bemærkningerne til en ny lov om skifte af dødsboer, som trådte i kraft d. 01.01.1997. Her står nemlig, at sådanne oplysninger blandt andet kan fremskaffes via Det centrale Personregister (CPR). Registret indeholder oplysninger om faderskab og moderskab til børn født efter d. 01.01.1968, og det drøftes, om der bør indføres en adgang for potentielle arvinger - fx dig - til at få indført deres cpr. nr. i tilknytning til deres potentielle arveladere. Men en sådan mulighed findes endnu ikke.

Derfor bliver du nødt til selv at finde frem til, hvor dine biologiske forældre bor, lige som du bliver nødt til at følge med i, hvad der sker af dødsfald i dette område, fx via lokale blade. Men ok - det andet (med at føje oplysninger til cpr-registret) ville være ulige lettere.

Hvis det skulle vise sig, at du er blevet forbigået, har du i henhold til lov om borteblevne § 25, stk. 1 ret til i 10 år fra dødsfaldet - i boer behandlet ved bobestyrer alene 5 år fra dødsfaldet - at kræve arven fra dem, som har fået den udlagt.

Du kunne eventuelt skrive til justitsministeriet og spørge, hvorledes du kan sikre dig imod at blive forbigået, når dine biologiske forældre dør. Jo flere henvendelser, der måtte komme af denne type, desto større mulighed er der for at reglerne bliver forbedrede.

Jeg er desværre ikke sikker på, at du bliver glad for svaret.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund