Kan Nykredit begære tvangsauktion?

Hej

Jeg vil gerne stille et spørgsmål om terminen. Vi har lidt problemer med at betale den til tiden og har altid haft i de 5 år vi har boet her, men vi har altid nået at betale den, inden den nye kom. Nu siger Nykredit, at de ikke denne gang vil lade os betale over 2 gange (vi har terminer hver kvartal), som vi ellers har gjort. Nu er spørgsmålet, hvis vi næste gang betaler noget af terminen og måneden efter resten. Kan kredit foreningen så sætte huset på tvang?

Det skal lige siges, at det er et gammelt og meget slidt hus, der havde stået tomt 1 år, før vi købte det, og det er et nedlagt landbrug.

Med venlig hilsen og på forhånd tak

Alice

Svar

Hvis du ikke betaler næste termin til tiden, men selv splitter denne op i to afdrag, er der stor sandsynlighed for, at Nykredit sender dig til incasso, hvorved der påløber store omkostninger. Du har ikke et egentligt retskrav på henstand, blot fordi du hele tiden har været lidt bagud med terminerne.

Nykredit kan derfor principielt godt sætte dig på tvangsauktion, blot fordi du er bagud med en halv termin!

Du kan på denne linie læse mere om tvangsauktion på emne nr. 641, som hedder: På vej mod tvangsauktion.

Du bør undersøge, om du ikke kan få et lån i en bank eller sparekasse, således at du kan komme a jour med terminerne. Hvis dette ikke kan lade sig gøre, vil vi råde dig til at tale med Nykredit igen. Jeg har svært ved at tro, at Nykredit skulle være så hårde og ubarmhjertige, som du antyder.

Vi håber, at du klarer situationen og beklager, at vi ikke kunne give dit et bedre råd.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg.