611 Kontante gaver

Du kan hvert år give gaver til visse af dine nære slægtninge, uden gaverne medfører negative konsekvenser af nogen art - hverken for modtageren eller for dig.

Efter lov om afgift af dødsboer og gaver, som trådte i kraft d. 01.07.1995, kan du hvert år afgiftsfrit forære dine nærmeste et beløb på 40.000 kr. Beløbet pristalsreguleres og udgør 74.100 kr. i 2024 (71.500 kr. i 2023), som du kan forære til:

1) Hvert af dine børn.
2) Hvert af dine børnebørn.
3) Hvert af dine olde- og tipoldebørn.
4) Enken eller enkemanden efter et af dine børn, dvs. den efterlevende svigerdatter eller svigersøn
5) Hvert af dine plejebørn, hvis disse har haft ophold hos dig i en sammenhængende periode på mindst 5 år, når opholdet er begyndt, inden plejebarnet fyldte 15 år, og højst en af plejebarnets forældre har haft bopæl hos dig som gavegiver sammen med plejebarnet
6) Hver af dine forældre.
7) Hver af dine bedsteforældre.
8) En person, som har haft fælles bopæl med dig i de sidste 2 år, f. eks. en samlever eller en søster.

Er du gift med barnets anden forælder, kan I hver for sig give hvert barn eller barnebarn eller oldebarn en årlig afgiftsfri pengegave på 74.100 kr. eller i alt 148.200 kr. Dette kræver, at begge givere hver for sig er ejere af de 74.100 kr., som gives væk. Hvis f. eks. manden står som eneejer af en formue på 148.200 kr., kan han kun give 74.100 kr. i afgiftsfri gave. Han kan ikke også give afgiftsfrie gaver på vegne hustruen. Dette gælder, selv om der er formuefællesskab i ægteskabet. Han kan imidlertid ved gavebrev give sin hustru en større pengegave, og herefter kan hustruen også give afgiftsfrie gaver.

Desuden kan I hver for sig forære jeres levende børns ægtefæller, dvs. jeres svigerbørn, men ikke jeres børnebørns ægtefæller, en afgiftsfri pengegave på op til 25.900 kr. om året i 2024, og dermed kan I til sammen forære jeres barn og dets ægtefælle 200.000 kr., uden at pengegaverne udløser afgift eller får andre negative konsekvenser! Det er i denne forbindelse uden betydning, om I har formuefællesslkab eller særeje, og om gaven skal være fælleseje eller særeje.

I den omtalte gruppe af modtagere af afgiftsfrie gaver op til 74.100 kr., omfatter 'børn' også adoptiv- og stedbørn og disses afkom. Desuden omfatter 'forældre' også adoptiv- og stedforældre, men ikke plejeforældre. 

Ligeledes kan du forære din ægtefælle eller registrerede partner årlige pengegaver, og det kan du eventuelt læse mere om på emne nr. 529.

Ønsker du at give en gave med en værdi på op til 74.100 kr. årligt til en eller flere af de omtalte personer, kan du gøre det uden videre. Men der skal være tale om en reel gave. Hvis du forbeholder dig en brugs- eller rentenydelsesret til gaven, skal den kapitaliserede værdi heraf fratrækkes ved opgørelsen af gavens værdi. Der skal svares gaveafgift på det tidspunkt, hvor brugs- eller rentenydelsesretten opgives i levende live, men ikke når brugs- eller rentenydelsesretten ophører ved død.

Er der tale om gaver med en værdi på op til 74.100 kr. - eller 25.900 kr. til svigerbørn - medfører de som omtalt ingen skatte-, afgifts- eller pensionsmæssige konsekvenser! Holder du den kontante gavmildhed under de afgiftsfrie bundbeløb skal gaverne ikke indberettes til SKAT. Det er bare at overføre pengene eller værdierne til dine børn osv.. Men af bevismæssige grunde er det fornuftigt at oprette et såkaldt gavebrev, dvs. en skriftlig dokumentation for gaven.

Som giver kan du frit fastsætte visse vilkår for dine pengegaver, og det gælder uanset pengegavernes størrelse. Du kan fx bestemme, at de skal være til dine børnebørns frie rådighed, eller at de skal tilhøre dine voksne børn som deres skilsmissesæreje, fuldstændige særeje eller kombinationssæreje.

I forbindelse med denne service har vi udformet et gavebrev, hvor du kan krydse af ved de vilkår, der eventuelt skal gælde for dine pengegaver. Og det kan du eventuelt læse mere om på nr. 263.

Ud over de årlige pengegaver på op til 74.100 kr., har du mulighed for at yde fx dine børn og børnebørn rentefri familielån, og det kan du læse mere om på emne nummer 616.

Giver du gaver til andre end de ovennævnte personer, f. eks. din søster, gælder der ingen bundfradrag. Gaven er indkomstskattepligtig for modtageren! Det kan du læse mere om på emne nr. 942-1


26-04-2022