Den Nordiske Ægteskabskonvention 
Ændringer
Ændringer
Bekg. (int.)
nr. 323 af 28.12.1931, som ændret ved
Bekg. (int.)
nr. 53 af 17.11.1948 (Udelukkende en ændring af en slutnote, der blev overflødig efter, at
den finske og den svenske ægteskabslovgivning blev ændret).
Bekg. (int.)
nr. 6 af 15.02.1954 fra d. 01.03.1954.
Nu bekg.
nr. 121 af 10.04.1954, som ændret ved
Bekg. (int.)
nr. 68 af 17.08.1970 fra d. 01.01.1970.
Bekg. (int.)
nr. 23 af 14.02.1974 fra d. 01.01.1974.
Bekg. (int.)
nr. 34 af 28.11.2002 fra d. 01.11.2002.
Bekg.
nr. 1123 af 25.11.2008 fra d. 01.12.2008, som omtrykt ved
bekg. (int.)
nr. 2 af 14.01.2009. (Omtryk skyldes alene en tilretning af bekendtgørelsens overskrift).
Artikel 1
Søger en statsborger i en kontraherende stat prøvelse af ægteskabsbetingelserne eller lysning hos en af de andre
staters myndigheder, prøves hans ret til at indgå ægteskab efter loven i denne stat, såfremt en af parterne er bosat
der, og ellers efter loven i den stat, hvor han har statsborgerret. Den sidstnævnte lov skal dog altid anvendes, når
den pågældende anmoder derom. Skal retten til at indgå ægteskab prøves efter statsborgerlandets lov, kan vedkommende
myndighed kræve, at retten godtgøres ved ægteskabsattest udstedt af statsborgerlandets myndigheder.
Kræves der ved prøvelse af ægteskabsbetingelserne i en kontraherende stat ikke samtykke fra forældrene eller
værgen til ægteskabet efter denne stats lov, skal prøvelsen for en part, der er bosat i en anden af de kontraherende
stater, ske under iagttagelse af, hvad loven i den pågældende stat bestemmer om krav om et sådant samtykke.
Om prøvelsen og lysningen gælder i øvrigt loven i den stat, som vedkommende myndighed tilhører.
Artikel 1 er ændret ved
bekg. (int.) nr. 68 af 17.08.1970
fra d. 01.01.1970. Hidtidig formulering: Vil en statsborger i en af de
kontraherende stater indgå ægteskab for en af de andre staters myndigheder, skal
hans ret til at indgå ægteskabet bedømmes efter loven i denne stat, såfremt han i de sidste to år har været og
fremdeles er bosat der, men ellers efter loven i den stat, hvor han har statsborgerret.
Skal statsborgerlandets lov anvendes, kan retten til at indgå ægteskabet godt gøres ved bevidnelse fra denne
stats myndigheder (ægteskabsattest).
Artikel 1 er ændret ved bekg. (int.)
nr. 23 af 14.02.1974 fra d. 01.01.1974. Hidtidig formulering:
Søger en statsborger i en kontraherende stat prøvelse af ægteskabsbetingelserne eller lysning hos en af de andre
staters myndigheder, prøves hans ret til at indgå ægteskab efter loven i denne stat, såfremt en af parterne er bosat der,
og ellers efter loven i den stat, hvor han har statsborgerret. Den sidstnævnte lov skal dog altid anvendes, når den
pågældende anmoder derom. Skal retten til at indgå ægteskab prøves efter statsborgerlandets lov, kan vedkommende
myndighed kræve, at retten godtgøres ved ægteskabsattest udstedet af statsborgerlandets myndigheder.
Om prøvelsen og lysningen gælder i øvrigt loven i den stat, som vedkommende myndighed tilhører.
Artikel 2
Har prøvelse af ægteskabsbetingelserne eller lysning fundet sted hos en kontraherende stats myndighed, kan
vielse, så længe prøvelsen eller lysningen er gyldig, foretages af en anden kontraherende stats myndighed uden
fornyet prøvelse eller lysning. Dette gælder, uanset om parterne har statsborgerret i en kontraherende stat.
Om vielsen gælder i øvrigt loven i den stat, som vielsesmyndigheden tilhører.
Artikel 2 er ændret ved
bekg. (int.) nr. 6 af 15.02.1954
fra d. 01.03.1954. Hidtidig formulering: Om lysning og vielse gælder
loven i den stat, for hvis myndighed ægteskabet indgås.
Artikel 2 er ændret ved bekg. (int.)
nr. 68 af 17.08.1970 fra d. 01.01.1970. Hidtidig formulering: Om lysning,
herunder prøvelse af ægteskabsbetingelserne, og om vielse gælder loven i den stat, for hvis myndighed
ægteskabet indgås.
Lysning efter nævnte lov kræves dog ikke, hvis lysning, der er foretaget efter loven i en anden af staterne,
stadig har virkning, og hver af brudefolkene herved er fundet at have ret til at indgå ægteskabet efter den lov,
som i vielseslandet skal lægges til grund ved afgørelsen af dette spørgsmål. Dette gælder, selv om kun den ene af
brudefolkene er statsborger i en anden af de kontraherende stater end den, for hvis myndighed ægteskabet indgås,
og den anden er statsborger i vielseslandet.
Artikel 3
Formueforholdet mellem ægtefæller, som er og ved ægteskabets indgåelse var statsborgere i en kontraherende stat,
bedømmes efter loven i den af staterne, hvor ægtefællerne bosatte sig ved ægteskabets indgåelse.
Har begge ægtefæller senere bosat sig i en anden kontraherende stat og boet der i mindst 2 år, anvendes denne
stats lov i stedet. Har begge ægtefæller tidligere under ægteskabet været bosat der, eller er begge ægtefæller
statsborgere der, anvendes denne stats lov dog, så snart ægtefællerne bosætter sig i denne stat.
Artikel 3 er ændret ved
bekg. nr. 1123 af 25.11.2008
fra d. 01.12.2008. Hidtidig formulering: Retsvirkningerne af ægteskab
mellem personer, som er og ved ægteskabets indgåelse var statsborgere i de
kontraherende stater, skal, forsåvidt angår ægtefællernes formueforhold, bedømmes efter loven i den af staterne,
hvor ægtefællerne ved ægteskabets indgåelse bosatte sig. Har begge ægtefæller senere bosat sig i en anden af
staterne, skal denne stats lov i stedet herfor finde anvendelse, forsåvidt der ikke er tale om virkning af en
retshandel, som tidligere er indgået.
En ægtefælles beføjelse til at råde over fast ejendom eller over rettighed, som dermed er ligestillet, skal, hvis
ejendommen er beliggende i en af staterne, altid bedømmes efter loven i denne stat.
Artikel 3 a
Ægtefæller, som er omfattet af artikel 3, kan aftale, at loven i en kontraherende stat,
hvor en af dem er bosat eller er statsborger ved aftalens indgåelse, skal anvendes på deres formueforhold. En sådan
lovvalgsaftale kan også indgås før ægteskabet.
Hvis den ene ægtefælle eller begge ægtefæller under ægteskabet har bosat sig i en anden kontraherende stat, kan
ægtefællerne også aftale, at loven i den kontraherende stat, hvor de begge senest var bosat samtidig, skal anvendes.
Artikel 3 a er indsat ved
bekg. nr. 1123 af 25.11.2008
fra d. 01.12.2008.
Artikel 3 b
En ægtefælles beføjelse til at råde over fast ejendom, det som kan ligestilles hermed, eller over bolig skal altid
bedømmes efter loven i den kontraherende stat, hvor den ligger.
Artikel 3 b er indsat ved
bekg. nr. 1123 af 25.11.2008
fra d. 01.12.2008.
Artikel 3 c
En ændring af hvilket lands lov, som finder anvendelse på ægtefællernes formueforhold, er uden betydning for
retsvirkningerne af retshandler indgået før ændringen.
Gyldigheden af bestemmelserne i en ægtepagt bedømmes efter loven i den kontraherende stat, som skal anvendes
på ægtefællernes formueforhold, når spørgsmålet bliver aktuelt.
Artikel 3 c er indsat ved
bekg. nr. 1123 af 25.11.2008
fra d. 01.12.2008.
Artikel 4
En lovvalgsaftale eller en ægtepagt mellem ægtefæller, som er omfattet af artikel 3
og 3 a, skal anses for gyldig med hensyn til formen i hver og en af de kontraherende
stater, hvis den, da den blev indgået, opfyldte formkravene i
1) den lov, som efter artikel 3 eller 3 a var gældende
for ægtefællernes formueforhold,
eller
2) loven i en kontraherende stat, hvor begge ægtefæller eller en af dem var statsborgere.
Hvis loven ikke indeholder formkrav for lovvalgsaftaler, bedømmes gyldigheden af en sådan aftale efter
formkravene for ægtepagter.
Enhver af staterne kan over for tredjemand gøre gyldigheden af en lovvalgsaftale eller en ægtepagt betinget af,
at aftalen eller ægtepagten er registreret i overensstemmelse med den der gældende lov.
Artikel 4 er ændret ved
bekg. nr. 1123 af 25.11.2008
fra d. 01.12.2008. Hidtidig formulering: En ægtepagt mellem personer, som
er og ved ægteskabets indgåelse var statsborgere i de kontraherende stater, og
som da bosatte sig i en af staterne, skal i henseende til formen anses for gyldig i enhver af de kontraherende stater,
ikke blot når den lov, som efter artikel 3 var bestemmende for ægtefællernes formueforhold, er iagttaget, men også
når ægtepagten opfylder formforskrifterne i den stat, hvor parterne eller en af dem havde statsborgerret.
Hver af staterne kan gøre en ægtepagts gyldighed overfor trediemand betinget af, at den er tinglyst eller anmeldt
til retten overensstemmende med der gældende lov.
Artikel 4 a
Hvis ægtefæller, der er omfattet af artikel 3, senere har bosat sig i en stat, som ikke
er kontraherende, finder konventionens bestemmelser om ægtefællernes formueforhold ikke anvendelse.
Artikel 4 a er indsat ved
bekg. nr. 1123 af 25.11.2008
fra d. 01.12.2008.
Artikel 5
Begæring om bosondring mellem sådanne ægtefæller, som omhandles i artikel 4, afgøres i
den stat, hvor begge ægtefæller er bosat. Er de bosat i forskellige stater, afgøres begæringen i den stat, hvor den
ægtefælle, mod hvem kravet er rettet, har bopæl, eller hvis han er bosat i Finland, i den stat, hvis lov efter
artikel 3 er bestemmende for ægtefællernes formueforhold.
Artikel 6
Artiklerne 3-5 angår ikke ægteskaber, hvis retsvirkninger efter
loven i nogen af de pågældende stater skal bedømmes efter den ældre ægteskabslovgivning.
Artikel 7
Spørgsmål om separation eller skilsmisse mellem ægtefæller, som er statsborgere og har sædvanligt opholdssted i de
kontraherende stater, afgøres i den stat, hvor
1) ægtefællerne har deres sædvanlige opholdssted,
2) ægtefællerne senest samtidig har haft deres sædvanlige opholdssted, for så vidt en af dem stadig opholder sig dér,
3) ægtefællerne er statsborgere,
4) sagsøgte har sit sædvanlige opholdssted,
5) en af ægtefællerne, i tilfælde af fælles begæring, har sit sædvanlige opholdssted,
6) sagsøgeren har sit sædvanlige opholdssted, hvis vedkommende har opholdt sig dér i mindst et år umiddelbart
forud for indgivelsen af begæringen, eller
7) sagsøgeren har sit sædvanlige opholdssted, hvis vedkommende har opholdt sig dér i mindst seks måneder umiddelbart
forud for indgivelsen af begæringen og er statsborger i den pågældende stat.
Myndighederne i en kontraherende stat, hvor der er truffet afgørelse om separation, er kompetente til at meddele
skilsmisse på grundlag af en sådan separation.
Artikel 7 er ændret ved
bekg. (int.) nr. 6 af 15.02.1954
fra d. 01.03.1954. Hidtidig formulering: Spørgsmål om separation eller
skilsmisse mellem statsborgere i de kontraherende stater afgøres i den stat, hvor
begge ægtefæller er bosat, eller hvor de senest har været bosat samtidig og en af dem fremdeles er bosat.
Kan sagen ikke efter første stykke afgøres i nogen af staterne, eller skulde afgørelse om separation, eller
skilsmisse på grundlag af separation, mellem ægtefæller, som ikke er finske statsborgere, efter første stykke
træffes i Finland, kan afgørelsen træffes i en stat, hvor en af ægtefællerne har statsborgerret.
Skilsmisse på grundlag af separation kan altid meddeles i en stat, hvor begge ægtefæller har statsborgerret.
Artikel 7 er ændret ved bekg. (int.)
nr. 34 af 28.11.2002 fra d. 01.11.2002. Hidtidig formulering: Spørgsmål
om separation eller skilsmisse mellem statsborgere i de kontraherende stater afgøres i den stat, hvor
begge ægtefæller er bosat, eller hvor de senest har været bosat samtidig, og en af dem fremdeles er bosat.
Kan sagen ikke efter første stykke afgøres i nogen af staterne, kan afgørelsen træffes i en stat, hvor en af
ægtefællerne har statsborgerret.
Skilsmisse på grundlag af seperation kan altid meddeles i en stat, hvor begge ægtefæller har statsborgerret.
Artikel 8
I forbindelse med et spørgsmål om separation eller skilsmisse kan samme eller anden myndighed også behandle
spørgsmål om midlertidig ophævelse af samlivet og deling af formuen. Der kan endvidere træffes afgørelse om
forældremyndighed, barnets bopæl og samvær, såfremt
1) barnet er ægtefællernes fælles barn, og
2) barnet har sit sædvanlige opholdssted i den stat, hvor spørgsmålet om separation eller skilsmisse
tages under behandling.
Har barnet ikke sit sædvanlige opholdssted i den stat, hvor spørgsmålet om separation eller skilsmisse tages under
behandling, kan der i denne stat alligevel træffes afgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl samt samvær, såfremt
1) barnet har sit sædvanlige opholdssted i en kontraherende stat,
2) barnet er ægtefællernes fælles barn, og mindst en af ægtefællerne har forældremyndigheden over barnet,
3) ægtefællerne har accepteret, at spørgsmålet afgøres i denne stat, og
4) det er bedst for barnet, at spørgsmålet behandles i denne stat.
I sager om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær skal kompetencen efter stk. 1 og 2 udøves i overensstemmelse
med Haag-konventionen af 25. oktober 1980
om de civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser, særlig dennes artikel 3 og 16.
Artikel 8 er ændret ved
bekg. (int.) nr. 34 af 28.11.2002
fra d. 01.11.2002. Hidtidig formulering: I forbindelse med krav om separation
eller skilsmisse kan der af samme eller anden myndighed også træffes afgørelse om midlertidig ophævelse af samlivet,
deling af formuen, skadeserstatning, underholdspligt og forældremyndighed.
Spørgsmål om underholdspligt og forældremyndighed, som rejses senere, afgøres i den stat, hvor den ægtefælle mod
hvem kravet er rettet, er bosat; dette gælder også med hensyn til ændring af beslutning, som er truffet i en anden
af staterne. Er loven i den stat, hvor der er truffet en afgørelse om separation eller skilsmisse, til hinder for
senere fastsættelse eller forhøjelse af underholdsbidrag til en frasepareret eller fraskilt ægtefælle, kan afgørelse
herom heller ikke træffes i de andre stater.
Artikel 8 a
Indbringes et spørgsmål efter artikel 7 eller 8 mellem de samme
parter for kompetente myndigheder i forskellige kontraherende stater, skal den myndighed, ved hvilken sagen er
blevet anlagt senere, på embeds vegne afvise sagen til fordel for den første myndighed.
Sager om henholdsvis separation og skilsmisse anses for at angå samme spørgsmål ved anvendelsen af stk. 1.
Artikel 8 a er indsat ved
bekg. (int.) nr. 34 af 28.11.2002
fra d. 01.11.2002.
Artikel 9
Ved de i artiklerne 7 og 8 nævnte afgørelser anvendes i hver
kontraherende stat den dér gældende lov. Afgørelse om deling af formuen træffes dog altid efter den lov, som ifølge
artikel 3 er bestemmende for ægtefællernes formueforhold.
Separation, som er meddelt i en af staterne, giver i de andre stater samme ret til skilsmisse som en dér
meddelt separation.
I en kontraherende stat, hvor der ikke findes regler om separation, men hvor skilsmisse i visse tilfælde er
betinget af en forudgående betænkningstid, har ægtefæller, der er blevet separeret i en anden kontraherende stat,
og som derefter har levet adskilt i et tidsrum, der svarer til betænkningstiden, og ikke har genoptaget samlivet,
ret til at blive skilt uden forudgående betænkningstid.
Artikel 9 er ændret ved
bekg. (int.) nr. 6 af 15.02.1954
fra d. 01.03.1954. Hidtidig formulering: Ved de i artiklerne 7 og 8
nævnte afgørelser anvendes i hver stat den der gældende lov. Afgørelse om deling af formuen og om skadeserstatning
træffes dog altid efter den lov, som ifølge artikel 3 er bestemmende for ægtefællernes formueforhold. Separation kan ikke
meddeles finsk statsborger, medmindre han er og i de sidste to år har været bosat i den stat, hvor separation søges.
Separation, som er opnået i en af staterne, giver i de andre stater samme ret til skilsmisse som en der
meddelt separation.
Artikel 9 er ændret ved bekg. (int.)
nr. 23 af 14.02.1974 fra d. 01.01.1974. Hidtidig formulering: Ved de
i artiklerne 7 og 8 nævnte afgørelser anvendes i hver stat den der gældende lov. Afgørelse om deling af formuen og
om skadeserstatning træffes dog altid efter den lov, som ifølge artikel 3 er bestemmende for ægtefællernes
formueforhold.
Separation, som er opnået i en af staterne, giver i de andre stater samme ret til skilsmisse som en der
meddelt separation.
Artikel 9 er ændret ved bekg. (int.)
nr. 34 af 28.11.2002 fra d. 01.11.2002. Hidtidig formulering: Ved de
i artiklerne 7 og 8 nævnte afgørelser anvendes i hver stat den der gældende lov. Afgørelse om deling af formuen
og om skadeserstatning træffes dog altid efter den lov, som ifølge artikel 3 er bestemmende for ægtefællernes
formueforhold.
Separation, som er opnået i en af staterne, giver i de andre stater samme ret til skilsmisse som en der
meddelt separation.
I en kontraherende stat, hvor der ikke findes regler om separation, men hvor skilsmisse i visse tilfælde er
betinget af en forudgående betænkningstid, har ægtefæller, der har opnået separation i en anden kontraherende stat,
og som derefter har levet adskilt i et tidsrum, der svarer til betænkningstiden, og ikke har genoptaget samlivet, ret
til at opnå skilsmisse uden forudgående betænkningstid.
Artikel 10
Er der opnået separation mellem ægtefæller, på hvis formueforhold loven i en kontraherende stat, hvor der ikke
findes regler om separation, skal anvendes, skal formue, som en ægtefælle erhverver efter separationen, være hans
særeje, og gældsansvaret beregnes efter forholdene ved separationen. Iøvrigt finder bestemmelserne i den pågældende
stat om bodeling efter skilsmisse tilsvarende anvendelse.
Dør en ægtefælle efter opnået separation, der fortsat består, skal separationen sidestilles med en skilsmisse for
så vidt angår den efterlevende ægtefælles ret til arv efter afdøde efter loven eller testamente, når loven i en
kontraherende stat, hvor der ikke findes regler om separation, skal anvendes.
Artikel 10 er ændret ved
bekg. (int.) nr. 68 af 17.08.1970
fra d. 01.01.1970. Hidtidig formulering: Med hensyn til afgørelsen af sager
om omstødelse af ægteskab mellem personer, som er og ved ægteskabets indgåelse var statsborgere i de kontraherende
stater, finder bestemmelserne i artiklerne 7-9 tilsvarende anvendelse. Betingelserne for omstødelse skal dog bedømmes
efter den lov, som var bestemmende for sagsøgerens ret til at indgå ægteskabet, eller hvis sagen rejses mod begge
ægtefæller, efter en af de love, som var bestemmende for deres ret til at indgå ægteskabet.
Artikel 10 er ændret ved bekg. (int.)
nr. 23 af 14.02.1974 fra d. 01.01.1974. Hidtidig formulering: Med hensyn
til sager om omstødelse af ægteskab mellem personer, som er og ved ægteskabets indgåelse var statsborgere
i de kontraherende stater, finder bestemmelserne i artiklerne 7-9
tilsvarende anvendelse. Spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for omstødelse er til stede, skal dog, hvis sagen
rejses af en af ægtefællerne, bedømmes efter den lov, som blev anvendt ved bedømmelsen af sagsøgerens ret til at
indgå ægteskabet. Bliver sagen rejst mod begge ægtefæller, kan omstødelse ikke finde sted, medmindre den omstødelsesgrund,
som påberåbes, giver grundlag for omstødelse efter loven i hver af de stater, hvis lovgivning blev anvendt ved
bedømmelsen af ægtefællernes ret til at indgå ægteskab.
Artikel 11
Vil en statsborger i en af de kontraherende stater, som er bosat i en af disse, adoptere en person, der har
statsborgerret i en af staterne, skal tilladelsen søges i den stat, hvor adoptanten er bosat.
Artikel 12
Ved afgørelsen af ansøgningen anvendes i hver stat den der gældende lov. Er den, som skal adopteres, under 18 år,
og er han bosat i den stat, hvor han har statsborgerret, må ansøgning dog ikke bevilges i en anden stat, forinden
vedkommende børnetilsynsmyndighed i statsborgerlandet har haft adgang til at ytre sig.
Artikel 13
Spørgsmål om ophævelse af adoptivforhold, som består mellem statsborgere i de kontraherende stater, og som er stiftet
i en af disse, afgøres i den stat, hvor adoptanten er bosat, eller, hvis han ikke har bopæl i nogen af de kontraherende
stater, i den stat, hvor adoptivbarnet er bosat.
Ved afgørelsen anvendes i hver stat den der gældende lov.
Artikel 14
Værgemål for mindreårig statsborger i en af de kontraherende stater, som er bosat i en af de andre, hører under
myndighederne i sidstnævnte stat, medmindre værgemål allerede udøves i en af de andre stater ved født eller beskikket
værge.
Det samme gælder om umyndiggørelse og værgemål for en umyndiggjort.
Artikel 15
Midlertidig værge kan beskikkes, og andre midlertidige foranstaltninger kan træffes i enhver af staterne.
Artikel 16
De afgørelser, som omhandles i artiklerne 14 og 15,
træffes i hver stat efter der gældende lov.
Artikel 17
Om umyndighedens virkninger i formueretlig henseende og om værgens beføjelser gælder loven i den stat,
hvor værgemålet udøves.
Denne bestemmelse gælder ikke evnen til at indgå veksel- eller checkforpligtelser.
Artikel 18
Et værgemaål kan efter forhandling mellem vedkommende ministerier overføres til en af de andre stater, såfremt den
umyndige har bosat sig der, eller det af andre grunde findes hensigtsmæssigt.
Artikel 19
Spørgsmål om ophævelse af umyndiggørelse, som er besluttet i en af de kontraherende stater, skal, hvis den
umyndiggjorte er statsborger i en af disse, afgøres i den stat, hvor værgemålet udøves.
Ved afgørelsen anvendes i hver stat den der gældende lov.
Artikel 20
Bliver en statsborger i en af de kontraherende stater umyndiggjort i en af de andre, eller bliver umyndiggørelsen
ophævet, skal der uden ophold sendes meddelelse til vedkommende ministerium i den stat, hvor han har statsborgerret.
Artikel 21
Bestemmelserne i artiklerne 17, 19, og 20
finder tilsvarende anvendelse, når en statsborger i en af de kontraherende stater, der er bosat i Danmark og ikke
allerede er umyndiggjort i en af staterne, sættes under lavværgemål i Danmark.
Dette værgemål er ikke til hinder for umyndiggørelse i en af de andre stater, hvor vedkommende bosætter sig.
Artikel 22
Administrative og retskraftige judicielle afgørelser, som i en af de kontraherende stater er truffet i overensstemmelse
med artiklerne 5, 7, 8,
11, 13, 14, 15,
19 eller 21, skal have gyldighed i de andre stater uden særlig
stadfæstelse og uden prøvelse af afgørelsens rigtighed eller myndighedens kompetence. Det samme gælder retskraftige
judicielle afgørelser, der er udfærdiget i en af staterne, og som vedrører ugyldighed eller omstødelse af et ægteskab
mellem statsborgere i en kontraherende stat.
Artikel 22 er ændret ved
bekg. (int.) nr. 23 af 14.02.1974
fra d. 01.01.1974. Hidtidig formulering: Administrative og retskraftige
judicielle afgørelser, som i en af staterne er udfærdiget i overensstemmelse med artiklerne 5, 7, 8,
10, 11, 13, 14, 15, 19 eller 21, skal have gyldighed i de andre stater uden særlig stadfæstelse og uden prøvelse af
afgørelsens rigtighed eller dens forudsætninger med hensyn til bopæl eller statsborgerret i den ene eller den anden
af de kontraherende stater.
Artikel 22 er ændret ved bekg. (int.)
nr. 34 af 28.11.2002 fra d. 01.11.2002. Hidtidig formulering: Administrative
og retskraftige judicielle afgørelser, som i en af staterne er udfærdiget i overensstemmelse med
artiklerne 5, 7, 8, 11, 13, 14, 15, 19 eller 21, skal have gyldighed i de andre stater uden særlig stadfæstelse og uden
prøvelse af afgørelsens rigtighed eller dens forudsætninger med hensyn til bopæl eller statsborgerret i den ene eller den
anden af de kontraherende stater. Det samme gælder retskraftige judicielle afgørelser, der er udfærdiget i en af staterne,
og som vedrører ugyldighed eller omstødelse af et ægteskab mellem statsborgere i en kontraherende stat.
Artikel 23
Denne konvention skal ratificeres, og ratifikationerne udveksles i Stockholm, såsnart ske kan.
Konventionen træder i kraft den 1. januar eller den 1. juli, som følger efter udvekslingen af ratifikationerne.
Enhver af staterne kan i forhold til hver af de andre opsige konventionen med en frist af 6 måneder til ophør
en 1. januar eller en 1. juli.
Til bekræftelse heraf har de respektive befuldmægtigede undertegnet nærværende konvention og forsynet den
med deres segl.
Udfærdiget i Stockholm, i et eksemplar på hvert af følgende sprog: Dansk, finsk, islandsk, norsk og svensk og
for det svenske sprogs vedkommende i to tekster, en for Finland og en for Sverige, den 6. februar 1931.
Justitsministeriet, den 10. april 1954
Hans Hækkerup
/ Gaarden
Advokat Jørgen U. Grønborg
22-07-2023