Når hjertet bestemmer

Det er helt bogstaveligt fællesnævneren for det samarbejde, som Danmarks mest kendte advokatkæde, Ret&Råd, og landets mest omfattende - og mest benyttede - juridiske rådgivning, Danmarks Familieadvokat, har indgået. Et samarbejde, der kommer til at gavne de tusindvis af danskere, der søger juridisk rådgivning og hjælp via Internettet!

-Da antallet af spørgsmål til brevkassen på vores hjemmeside - www.familieadvokaten.dk - må forventes at komme over ti tusinde det næste år, har vi ønsket at finde en kompetent samarbejdspartner med de samme grundlæggende holdninger som os, forklarer makkerparret bag Internet-linjen, advokat Jørgen U. Grønborg samt chefredaktør og cand. jur. Erik Frodelund.

-Og det har vi fundet i advokatkæden Ret&Råd, der tæller omkring 180 advokater spredt ud over hele landet, og som har samlet deres fælles holdninger i et hjerte, der binder kæden sammen, og et ønske om at benytte den mest moderne teknologi.

-Kædens medlemmer hjælper nu med at besvare nogle af de mange henvendelser til brevkassen.

Ret&Råd opfatter Internet som fremtidens medie, når det gælder information og gratis rådgivning, lige som denne advokatkæde mener, at den er forpligtet til at benytte markedsføring - ikke mindst via Internet - for at informere danskerne om behovet for at have det rigtige juridiske sikkerhedsnet. Senest med den landsdækkende kampagne "Sikkerhed er noget du selv vælger".

-Vi ser store perspektiver i et samarbejde om www.familieadvokaten.dk, fordi vi opfatter folk som kunder - og ikke som klienter - og fordi advokater har pligt til at informere mere generelt om folks muligheder for at sikre sig i tide, siger Ret&Råds informationschef, advokat Allan Ohms.

-Via en sådan, landsomfattende gratis rådgivning kan vi være med til at forebygge mange personlige ulykker og katastrofer. Og det er som bekendt bedre at forebygge end at skulle rede trådene ud, når uheldet først er sket - for eksempel at en samlever døde, inden han fik sørget for arveret til sin papirløse ægtefælle gennem de seneste tredive år.

Samarbejdet mellem Danmarks Familieadvokat og advokatkæden Ret&Råd kommer ikke bare til at fastholde den juridiske Internet-rådgivning som landets suverænt største med over 300.000 besøgende om året. Det vil også medføre, at www.familieadvokaten.dk bliver udbygget med yderligere gratis service over for de stadig flere brugere.

Den populære hjemmeside indeholder i dag en gratis og meget omfattende emnedel, hvor interesserede blandt meget andet kan læse om de lovregler, der gælder ægteskab, papirløst samliv, boligen, arv og gældsplagede danskere. Desuden rummer linjen en gratis samling af de love, flest danskere har brug for at kende, samt en brevkasse, hvor der foreløbig er lagt mere end 1.200 svar ud i den åbne del.

-Hvad hjemmesiden bliver udvidet med, kan vi først afsløre, når teknikerne har fået udviklet de programmer, der er nødvendige for at betjene familien Danmark endnu bedre, tilføjer Allan Ohms, Jørgen U. Grønborg og Erik Frodelund.


   I samarbejde med                        jug-logo.jpg (14017 bytes)

Hit Counter

05-01-14