Bekendtgørelsenr. 669 af 23.09.1986 af lov om gældsbreve, som ændret ved lov nr. 389 af 14.06.1995 § 5
I. Fælles bestemmelser
II. Omsætningsgældsbreve
III. Simple gældsbreve
IV. Kontrabøger for modtagne indlån
V. Notering af massegældsbreve
VI. Forældelse af massegældsbreve
og kuponer
VII. Overgangsbestemmelser
VIII. Ændringer i andre love
Herved bekendtgøres lov nr. 146 af 13. april 1938 om gældsbreve med de ændringer,
der følger af lov nr. 114 af 31. marts 1960, lov nr. 408 af 30. november 1965, lov
nr. 250 af 12. juni 1975, § 4, nr. 2, lov nr. 638 af 21. december 1977, § 10, stk.
3, og lov nr. 187 af 9. maj 1984, § 2.
§ 1. Den, der udsteder et gældsbrev, mister ikke derved indsigelser fra det retsforhold,
der gav anledning til gældsbrevets udstedelse, medmindre andet er aftalt eller følger
af særlige omstændigheder.
§ 2. Når et gældsbrev er udstedt af flere, er udstederne forpligtet een for alle
og alle for een, medmindre andet er aftalt.
Stk. 2. Har en af dem betalt gælden, kan kan afkræve hver enkelt af medskylderne
hans del. Hvis en af medskylderne åbenbart ikke kan betale eller hans opholdssted
er ubekendt, må de andre udrede hver sin del af, hvad han ikke har betalt. Det samme
gælder, hvis han ikke har betalt sin del inden 14 dage, efter at krav herom er fremsat
eller på betryggende måde afsendt til ham.
§ 3. Er der ikke truffet aftale om betalingsstedet, skal betaling erlægges på fordringshaverens
bopæl, eller, hvis han driver forretning, på forretningsstedet. Hvis fordringshaveren
flytter til et andet land, eller fordringen erhverves af en person i et andet land,
skal betaling erlægges på det tidligere betalingssted.
Stk. 2. Fordringshaveren kan dog fordre betalingen erlagt på et andet sted i det
land, hvor betaling skal ske, såfremt dette ikke medfører væsentlig ulempe eller
udgift for skyldneren.
Stk. 3. Er fordringshaveren flyttet eller fordringen kommet på andre hænder, uden
at skyldneren har fået at vide, hvor betaling skal ske, medfører en deraf følgende
forsinkelse med betalingen intet ansvar for skyldneren. Fordringshaveren må dække
udgifter og tab som skyldneren har haft, fordi han ikke kendte forandringen.
§ 4. Ved gældsbreve, der er udstedt til ihændehaveren, skal betaling dog ske i skyldnerens
forretningslokale, når ikke andet er aftalt.
Stk. 2. Samme regel anvendes på gældsbreve, der fremtræder som led i en sammenhørende
udgivelse af et større antal gældsbreve med fælles tekst (massegældsbreve), eller
som i anledning af indlån udstedes af banker eller andre, hvis virksomhed omfatter
modtagelse af indlån.
§ 5. Er der ikke aftalt noget om betalingstiden, er skyldneren forpligtet til at
betale gælden, såsnart fordringshaveren forlanger det, og berettiget til at betale
til enhver tid.
Stk. 2. Hvis et gældsbrevs forfaldsdag eller sidste rettidige betalingsdag falder
på en helligdag eller en lørdag eller på grundlovsdagen den 5. juni, udskydes forfaldsdagen,
henholdsvis sidste rettidige betalingsdag, til den følgende søgnedag. Dette gælder
også, når gældsbrevet lyder på betaling inden en vis frist, som udløber på en helligdag
eller en lørdag eller på grundlovsdagen.
Stk. 3. Lyder et gældsbrev på betaling i (11.) juni eller (11.) december termin,
regnes den 11. som forfaldsdag, men betaling anses for rettidig, når der erlægges
senest den 18. i måneden eller, når denne er en helligdag eller en lørdag, den følgende
søgnedag. Ved andre gældsbreve har skyldneren kun løbedage, når det er aftalt.
§ 6. (Ophævet).
§ 7. Lyder gældsbrevet på mønt, der ikke er gangbar på det sted, hvor betaling sker,
kan betalingen, medmindre andet er aftalt, ske enten i den mønt, hvorpå gældsbrevet
lyder, eller i stedets mønt efter værdien på betalingsdagen.
Stk. 2. Betaler skyldneren ikke i rette tid et gældsbrev, hvis mønt ikke er gangbar
på det sted, hvor betaling skal ske, og er gældsbrevets mønt faldet i kurs, har
fordringshaveren krav på erstatning for det tab, han derved måtte have lidt. Hvis
omstændighederne ikke giver grundlag for at opgøre tabet anderledes, kan han kræve
betaling i mønt, der er gangbar på det sted, hvor betaling skulle ske, efter kursen
på den dag, da gælden skulle være betalt.
Stk. 3. Kurstabet skal dog ikke erstattes, hvis forhalingen beror på fordringshaverens
forhold eller skyldes lovgivningsforanstaltninger, standsninger i den almindelige
samfærdsel eller lignende uovervindelige hindringer, som skyldneren ikke burde have
regnet med ved gældsbrevets udstedelse.
§ 8. (Ophævet).
§ 9. Overdrages et gældsbrev til eje eller pant, indestår overdrageren for, at fordringen
består. Dette gælder dog ikke ved gaver og heller ikke, når erhververen vidste,
at fordringen ikke bestod, eller havde grund til mistanke derom.
§ 10. Overdrageren af et gældsbrev indestår kun for skyldnerens vederhæftighed,
når han har påtaget sig det.
II. Omsætningsgældsbreve
§ 11. Reglerne i dette kapitel kommer til anvendelse på omsætningsgældsbreve.
Stk. 2. Omsætningsgældsbreve er:
1. Gældsbreve, der lyder på betaling til ihændehaveren eller ikke angiver, hvem
gælden skal betales til (ihændehavergældsbreve).
2. Gældsbreve, der lyder på betaling til bestemt person eller ordre (ordregældsbreve).
3. Gældsbreve, der giver pant i fast ejendom eller registreret skib eller luftfartøj,
medmindre der i gældsbrevet er indføjet ordene »ikke til ordre« eller tilsvarende
forbehold.
4. Gældsbreve, der lyder på betaling til en bestemt person (navnegældsbreve), når
de utvetydig angiver, at de skal være omsætningsgældsbreve.
§ 12. Får et ihændehavergældsbrev påtegning om, at fordringen tilkommer en bestemt
person, eller at det skal betales til en bestemt person eller ordre, vedbliver det
at være undergivet denne lovs regler om ihændehavergældsbreve, medmindre påtegningen
er underskrevet af skyldneren eller foretaget med hjemmel i gældsbrevet.
Stk. 2. Massegældsbreve, der er udstedt til ihændehaveren eller til bestemt person
eller ordre, vedbliver at være omsætningsgældsbreve, selv om de af skyldneren forsynes
med påtegning om, at de er noteret på navn. De undergives for en del særlige regler
ved denne lovs kapitler 5 og 6.
§ 13. Ved ihændehavergældsbreve formodes den, der har gældsbrevet i hænde, at have
retten til at gøre fordringen gældende. Ved andre omsætningsgældsbreve formodes
retten at tilkomme den, der har gældsbrevet i hænde, når det enten er stilet til
ham eller er overdraget til ham eller til ihændehaveren ved skriftlige overdragelser,
der fremtræder som en sammenhængende række.
§ 14. Når et ihændehavergældsbrev er overdraget til eje eller
pant af den, der sad inde med det, og erhververen har fået gældsbrevet i hænde,
hindrer det ikke hans ret, at overdrageren var umyndig eller manglede ret til at
råde over gældsbrevet, medmindre erhververen vidste dette eller ikke har udvist
den agtpågivenhed som forholdene krævede.
Stk. 2. Ved andre omsætningsgældsbreve gælder det samme, dersom overdragelsen er
foretaget af den, som efter § 13 formodes at have ret til at gøre fordringen gældende,
eller af nogen, som med grund antoges at være identisk med ham eller at have fuldmagt
til at overdrage for ham. Støtter overdrageren sin ret på tidligere overdragelser,
behøver erhververen ikke at prøve deres ægthed eller gyldighed, medmindre omstændighederne
giver grund dertil.
Stk. 3. Forekommer der unoterede påtegninger om rettigheder på et massegældsbrev,
som er stilet til ihændehaveren, og som ikke kan fås noteret på navn, behøver erhververen
ikke at tage hensyn til dem.
§ 15. Over for den, der ved overdragelse har erhvervet ret over
et omsætningsgældsbrev og fået det i hænde, kan udstederen ikke gøre gældende,
at gældsbrevet var ugyldigt efter reglerne i lov nr. 242 af 8. maj 1917 om aftaler
og andre retshandler på formuerettens område §§ 29-33, eller at det efter at være
underskrevet af ham er udgivet uden hans vilje,
at han ikke har modtaget det aftalte vederlag eller har andre indsigelser fra det
retsforhold, som gav anledning til gældsbrevets udstedelse,
at betaling var sket før overdragelsen, eller at skyldforholdet i øvrigt var ophørt
eller ændret ved aftale, modregningserklæring, opsigelse eller dom.
Stk. 2. En indsigelse går dog ikke tabt, når erhververen vidste, at der forelå omstændigheder,
hvorpå indsigelsen kunne støttes, eller havde grund til mistanke derom.
Stk. 3. Har gældsbrevet fået en påtegning, der ikke let kan fjernes, om betaling
eller andet forhold, hvorpå der kan støttes en indsigelse, bevares indsigelsen,
selv om påtegningen var fjernet inden overdragelsen.
§ 16. Havde skyldneren betalt renter, der forfaldt før overdragelsen, kan han gøre
dette gældende også over for en erhverver i god tro. Han beholder også alle andre
indsigelser mod krav på renter, der efter gældsbrevet skulle være betalt før overdragelsen.
Stk. 2. Det samme gælder om afdrag, som efter gældsbrevet skal erlægges til bestemt
angivne tidspunkter.
§ 17. Udstederen kan selv over for en erhverver i god tro påberåbe
sig,
at gældsbrevet var falsk eller forfalsket, underskrevet på hans vegne uden fuldmagt
dertil, eller ugyldigt på grund af voldelig tvang (lov nr. 242 af 8. maj 1917 om
aftaler og andre retshandler på formuerettens område § 28),umyndighed som følge
af mindreårighed og tinglyst værgemål med fratagelse af den retlige handleevne,
jf. værgemålslovens § 6, eller manglende
evne til at handle fornuftsmæssigt, jf. værgemålslovens § 46,
at gældsbrevet var erklæret dødt og magtesløst, eller at fordringen var ophørt eller
forandret efter lovgivningens regler om deponering, forældelse, præklusion, tvangsakkord
eller gældssanering.
§ 18. Over for den, som har fået et omsætningsgældsbrev i hænde ved overdragelse
til eje eller pant, kan skyldneren kun kræve modregning med fordringer på overdrageren,
hvis erhververen vidste, at skyldneren havde en fordring, der kunne benyttes til
modregning, og at han ville lide tab ved overdragelsen, dersom den afskar modregning.
Stk. 2. Adgangen til at modregne fordringer, der udspringer af samme retsforhold
som gældsbrevsfordringen, bevares dog trods overdragelsen, medmindre andet følger
af reglerne om indsigelser fra dette forhold.
§ 19. Betaler skyldneren et ihændehavergældsbrev til den, der sidder inde med det,
frigøres han, selv om modtageren var umyndig eller manglede ret til at modtage betalingen,
medmindre han vidste dette eller ikke har udvist den agtpågivenhed, som forholdene
krævede, for at undgå, at beløbet kom i urette hænder.
Stk. 2. Ved andre omsætningsgældsbreve gælder det samme, hvis betaling er sket til
den, som efter § 13 formodes at have ret til at gøre fordringen gældende, eller
til nogen, som med grund antoges at være identisk med ham eller at have fuldmagt
fra ham til at modtage betaling. Støtter modtageren sin ret på tidligere overdragelser,
behøver skyldneren ikke at prøve deres ægthed eller gyldighed, medmindre omstændighederne
giver grund dertil.
§ 20. Når et omsætningsgældsbrev er overdraget til eje eller pant, kan skyldneren
med frigørende virkning betale forfaldne renter til overdrageren, medmindre han
vidste, at denne ikke længere havde ret til at modtage betalingen, eller havde grund
til mistanke derom. Det samme gælder om afdrag, som efter gældsbrevet skal erlægges
til bestemt angivne tidspunkter.
Stk. 2. Betaling til overdrageren fra en kautionist eller i øvrigt fra andre end
gældsbrevsskyldneren virker ikke frigørende, medmindre såvel den betalende som skyldneren
var i god tro.
Stk. 3. Hvis gældsbrevsforpligtelsen uden fordringshaverens medvirken er gået over
på en ny skyldner, frigøres denne ikke ved betaling til overdrageren, medmindre
også den tidligere skyldner var i god tro eller den, til hvem gældsbrevet er overdraget,
ved overdragelsen vidste, at forpligtelsen var gået over på den nye skyldner.
§ 21. Skyldneren er kun forpligtet til at betale gælden mod udlevering af gældsbrevet.
Drejer det sig ikke om et ihændehavergældsbrev, kan skyldneren desuden kræve kvittering
på gældsbrevet.
Stk. 2. Betaler han efter forfaldstid afdrag, der efter gældsbrevet skal erlægges
til bestemt angivne tidspunkter, kan han kun forlange særskilt kvittering. Andre
afdrag kan han tillige kræve afskrevet på gældsbrevet.
Stk. 3. Når skyldneren har interesse deri, kan han kræve, at fordringshaveren påtegner
gældsbrevet kvittering om afdrag, som er betalt.
Stk. 4. Opsiges gældsbrevet, kan skyldneren forlange, at det får påtegning herom.
§ 22. Pantsætning af et omsætningsgældsbrev og anden overdragelse til sikkerhed
har ikke gyldighed mod overdragerens kreditorer, medmindre erhververen har fået
gældsbrevet i hænde.
§ 23. Rentekuponer til massegældsbreve følger lovens regler om ihændehavergældsbreve.
Stk. 2. Bestemmelser i gældsbrevenes fælles tekst er bindende for den, der erhverver
en kupon. Han må også finde sig i den indsigelse, at det gældsbrev, kuponen hørte
til, er ugyldigt, fordi det ikke er udgivet af udstederen.
Stk. 3. Når gældsbrevet med hjemmel i den fælles tekst er udtrukket eller på anden
måde forfaldet til indfrielse, giver senere forfaldende kuponer ikke krav på betaling.
Stk. 4. Skyldneren kan ikke påberåbe sig § 19, hvis han særskilt indfrier en kupon
mere end en måned før forfaldsdag. Overdrages en kupon særskilt inden samme tid,
anvendes §§ 14 og 15 ikke.
Stk. 5. Overdrages kuponer sammen med gældsbrevet, får erhververen ikke bedre ret
med hensyn til kuponerne end med hensyn til gældsbrevet.
§ 24. Udbyttekuponer, der hører til et aktiebrev eller andet bevis for andelsret
i et selskab, følger ligeledes reglerne om ihændehavergældsbreve.
Stk. 2. Selskabets vedtægter er bindende for den, der erhverver en kupon. Han må
også finde sig i den indsigelse, at aktiebrevet eller andelsbeviset ikke gav andelsret
i selskabet, dengang kuponen forfaldt.
Stk. 3. Overdrages en kupon særskilt, inden udbyttet er fastsat, anvendes §§ 14
og 15 ikke.
Stk. 4. Overdrages kuponer sammen med aktiebrevet eller andelsbeviset, får erhververen
ikke bedre ret med hensyn til kuponerne end med hensyn til aktiebrevet eller andelsbeviset.
Stk. 5. På kuponer, hvorefter et bestemt beløb udbetales på et i kuponen angivet
tidspunkt, finder bestemmelsen i § 23, stk. 4, tilsvarende anvendelse.
§ 25. Fordringen ifølge en rente- eller udbyttekupon falder bort, hvis kuponen ikke
er forevist til betaling inden 3 år fra forfaldsdagen eller inden udløbet af den
længere frist, der måtte være tilsikret kuponejerne. 3 års fristen kan ikke forkortes.
Stk. 2. Den, der inden fristens udløb har anmeldt for skyldneren, at hans kupon
er bortkommet, og som antageliggør sin ejendomsret, kan efter fristens udløb fordre
kuponens beløb betalt. Kravet forældes efter reglerne i lov nr. 274 af 22. december
1908.
III. Simple gældsbreve
§ 26. Reglerne i dette kapitel finder kun anvendelse på simple gældsbreve, hvorved
forstås navnegældsbreve, der ikke falder ind under § 11, nr. 3 eller
4.
§ 27. Overdrages et simpelt gældsbrev til eje eller pant, får
erhververen ikke bedre ret end overdrageren, medmindre andet følger af særlige retsregler.
§ 28. En fordring på overdrageren kan skyldneren benytte til
modregning, medmindre han har erhvervet fordringen efter det tidspunkt, da han fik
kundskab eller formodning om overdragelsen. Var fordringen uforfalden på dette tidspunkt,
kan den dog kun bruges til modregning, hvis den forfaldt senest samtidig med gældsbrevsfordringen.
§ 29. Er et simpelt gældsbrev overdraget til eje eller pant, kan skyldneren dog,
når andet ikke følger af gældsbrevets særlige beskaffenhed, med frigørende virkning
betale til overdrageren, medmindre han vidste, at denne ikke længere havde ret til
at modtage betalingen, eller han ikke har udvist den agtpågivenhed, som forholdene
krævede.
§ 30. Når skyldneren betaler til den, til hvem et simpelt gældsbrev
skriftlig er overdraget til eje eller pant, hindrer det ikke hans frigørelse, at
overdragelsen var ugyldig. Skyldneren frigøres dog ikke, hvis han vidste dette eller
havde grund til mistanke derom, og heller ikke, hvis overdragelsen var ugyldig af
en af de grunde, § 17 nævner.
§ 31. Overdragelse af et simpelt gældsbrev til eje eller pant
har ikke gyldighed mod overdragerens kreditorer, medmindre skyldneren fra overdrageren
eller erhververen har fået underretning om overdragelsen.
Stk. 2. Har fordringshaveren overdraget gældsbrevet til flere forskellige, går en
senere erhverver forud, når skyldneren først har fået underretning om overdragelsen
til ham, og erhveveren var i god tro ved underretningen.
Stk. 3. Når en handelsvirksomhed eller en bogføringspligtig erhvervsvirksomhed af
anden art overdrages sammen med virksomhedens udestående fordringer, anvendes disse
regler dog kun, hvis overdragelsen sker til sikkerhed.
Stk. 4. Medfører gældsbrevets særlige beskaffenhed, at skyldneren ikke frigøres
ved at betale til andre end ihændehaveren, får overdragelsen gyldighed mod overdragerens
kreditorer, når erhververen har fået gældsbrevet i hænde. Har fordringshaveren overdraget
fordringen til flere forskellige, går en senere erhverver forud, når han har fået
gældsbrevet i hænde i god tro.
IV. Kontrabøger for modtagne indlån
§ 32. Kontrabøger, som til bevis for indskud udstedes af banker, sparekasser eller
andre, hvis almindelige virksomhed omfatter modtagelse af indlån, er undergivet
reglerne i denne lovs kapitel 1 og 3, medmindre andet følger af §§ 33-35.
§ 33. Aftale om, at penge, der indestår på kontrabog, udbetales til enhver, der
møder med bogen, kan kontrabogens udsteder kun påberåbe sig, når den er indført
i kontrabogen på iøjnefaldende måde.
Stk. 2. Udbetaling til en uberettiget ihændehaver virker ikke frigørende, hvis han
ikke har opgivet det navn, kontoen lyder på. Dersom særlige omstændigheder opfordrer
hertil, må der afkræves den mødende bevis for hans ret til at hæve på bogen.
§ 34. Overdragelse af en kontrabog til eje eller pant får først gyldighed mod overdragerens
kreditorer, når kontrabogens udsteder har noteret overdragelsen på kontoen i sine
bøger og meddelt erhververen dette med angivelse af, hvilket beløb der indestår
på kontoen. Når notering begæres af kontohaveren, og bogen forelægges udstederen,
påhviler det denne at foretage notering og give erhververen meddelelse, medmindre
udstederens vedtægter udelukker notering af overdragelser.
Stk. 2. Har kontrabogens ejer overdraget ret over bogen til flere forskellige, går
en senere erhverver forud, når har får sin ret noteret på kontoen og modtager meddelelsen
derom i god tro.
Stk. 3. Hvis der kan hæves på bogen af enhver ihændehaver, kræves det yderligere,
at erhververen har fået kontrabogen i hænde.
§ 35. Kontrabogens udsteder kan ikke kræve modregning med fordringer på overdrageren,
når han har givet erhververen meddelelse som nævnt i § 34. Han kan heller ikke gøre
gældende, at han ikke skyldte beløbet, medmindre erhververen vidste dette eller
havde grund til mistanke herom.
Stk. 2. Såfremt udstederen gyldigt har forbeholdt sig ret til at betale til enhver,
der møder med kontrabogen, bevarer han trods notering om overdragelsen sin adgang
til at betale til ihændehaveren, medmindre andet udtrykkeligt er aftalt.
V. Notering af massegældsbreve
§ 36. Dette kapitels regler anvendes på:
1. Massegældsbreve, som er omsætningsgældsbreve og udtaler, at de kan noteres på
navn.
2. Massegældsbreve, som er udstedt før lovens ikrafttræden, og som hidtil var genstand
for notering i henhold til forordning af 21. juni 1844.
§ 37. Gældsbrevet betragtes som noteret på navn, når det er stilet til en bestemt
person, eller når skyldneren har forsynet det med påtegning om, at det er noteret
på navn. Navnet behøver ikke at være påført gældsbrevet.
Stk. 2. Gældsbrevet anses som noteret på ihændehaveren, når skyldneren har forsynet
det med påtegning om, at det er noteret på ihændehaveren.
Stk. 3. Skyldnerens påtegning bevidner, at der på gældsbrevets rubrik i hans noteringsbog
er indført henholdsvis den berettigedes navn eller bemærkning om, at gældsbrevet
er overdraget til ihændehaveren. Som indførelse af den berettigedes navn betragtes
også bemærkningen om, at rådighed eller medrådighed over gældsbrevet tilkommer en
bestemt person.
§ 38. Betaler skyldneren et på navn noteret gældsbrev til en person, der støtter
sin ret på en unoteret overdragelse, frigøres han ikke, dersom det viser sig, at
overdragelsen fra den noterede ejer var falsk. Skyldneren kan nægte at betale til
den, der støtter sin ret på en unoteret overdragelse.
§ 39. På gældsbrevets overdragelse til eje eller pant anvendes reglerne i § 14 med
følgende ændringer:
Stk. 2. Hvis gældsbrevet ved overdragelsen var noteret på en andens navn end overdragerens,
fortrænger erhververen først den noterede ret, når gældsbrevet er blevet noteret
på hans navn eller på ihændehaveren, og retten går ikke tabt, hvis erhververen,
inden han modtog meddelelse om noteringen, har fået at vide, at overdrageren manglede
ret til at råde over gældsbrevet.
Stk. 3. En noteringspåtegning, der var fjernet inden overdragelsen, er ikke til
hinder for, at erhververen vinder ret over gældsbrevet, medmindre dettes udseende
gav grund til mistanke.
Stk. 4. Når gældsbrevet ved overdragelsen bar en ægte noteringspåtegning, hindrer
det ikke erhververens ret, at den foranstående overdragelsesrække ikke hang sammen.
§ 40. Når den, på hvis navn et gældsbrev er noteret, anmelder for skyldneren, at
gældsbrevet er frakommet ham, må skyldneren ikke på tredjemands begæring notere
gældsbrevet på ny, og skyldneren frigøres ikke ved at betale gældsbrevet eller udlevere
nyt kuponark til en uberettiget ihændehaver.
Stk. 2. Hvis anmelderens bopæl ikke meddeles skyldneren og heller ikke kendes af
ham, afvises anmeldelsen. Virkningen af anmeldelsen falder bort, når en ihændehaver
af gældsbrevet får sin ret til at råde over gældsbrevet fastslået ved erkendelse
fra anmelderen eller endelig dom over ham. Bor anmelderen i udlandet, og har han
ikke i anmeldelsen udpeget en stedfortræder her i landet, kan sagen anlægges her
i landet på det sted, hvor notering begæres.
Stk. 3. Hvis en ihændehaver har meldt sig, men han ikke rejser sag mod anmelderen
inden tre måneder, efter at han er blevet afvist af skyldneren, skal den omstændighed,
at gældsbrevet er blevet forelagt skyldneren, ikke udelukke dets mortifikation,
når det har vist sig umuligt at opspore den, der meldte sig med gældsbrevet.
§ 41. For at formindske faren for, at falske overdragelser anmeldes til notering,
påhviler det skyldneren i det omfang, justitsministeren bestemmer, at foretage stikprøvevis
kontrol af noteringerne ved udsendelse af skriftlig meddelelse om den foretagne
notering til den, på hvis navn gældsbrevet forud var noteret, og hvis adresse var
påført gældsbrevet eller i øvrigt let kan udfindes.
Stk. 2. Mod gebyr af højst 1 krone kan den, der får et gældsbrev noteret på navn,
fordre meddelelse i anbefalet brev om notering af overdragelse eller ophævelse af
hans ret over gældsbrevet.
Stk. 3. Om antallet af udsendte meddelelser og modtagne indsigelser aflægger skyldneren
beretning til justitsministeren.
§ 42. Nærmere regler om fremgangsmåden ved notering og om de i § 41 omhandlede forhold
fastsættes af justitsministeren efter forhandling med ministeren for handel, industri
og søfart.
VI. Forældelse af massegældsbreve
og kuponer
§ 43. Fordringen efter et massegældsbrev forældes 10 år fra forfaldsdagen, når denne
er kalendermæssig bestemt i dokumentet eller med hjemmel i dettes tekst hidført
ved offentlig bekendtgørelse om udtrækning eller om opsigelse fra skyldnerens side.
Stk. 2. 10 år efter udstedelsen forældes massegældsbreve, der kan kræves betalt
til enhver tid (på anfordring).
Stk. 3. Andre massegældsbreve forældes i 20 år fra forfaldsdagen.
Stk. 4. Fristen kan forlænges eller forkortes ved udtrykkelig bestemmelse i gældsbrevet.
Stk. 5. Har skyldneren i forældelsestiden indløst en gyldig rentekupon, løber forældelsen
af gældsbrevet tidligst fra kuponens forfaldsdag.
§ 44. Massegældsbreve, der er deponeret hos skyldneren (indskrevet), forældes også,
når der efter deponeringen er gået 20 år, uden at renter er betalt.
§ 45. Når et massegældsbrev med rentekuponer ikke giver fordringshaveren ret til
at kræve kapitalen tilbagebetalt, forældes fordringen - bortset fra, hvad der følger
af § 44 - først, når der er forløbet 3 år efter den rentetermin, til hvilken den
sidste af de udgivne rentekuponer er forfaldet til indløsning, uden at der er fremsat
krav om nye rentekuponer, og kun, hvis der i de sidste 20 år ikke er fremkommet
nogen rentekupon fra dette tidsrum til indløsning.
§ 46. Fordringen ifølge en rente- eller udbyttekupon, der rettidig er forevist til
betaling, jf. § 25, stk. 1, forældes i 10 år fra forevisningen.
§ 47. Forældelsen afbrydes ved, at fordringshaveren inden fristens udløb enten erhverver
skyldnerens erkendelse af gælden eller foretager retslige skridt mod ham og uden
ufornødent ophold forfølger disse til erhvervelse af forlig, dom eller anden retsafgørelse.
Har skyldneren standset sine betalinger, kan forældelsen derhos afbrydes ved skriftlig
anmeldelse af kravet.
§ 48. Forældelse af et massegældsbrev medfører ikke bortfald af krav ifølge rentekuponer,
der er forfaldet senest den dag, da gældsbrevet blev forældet.
Stk. 2. Om forældelsen skal der i det omfang, hvori det hjemles ved lov om mortifikation
af værdipapirer § 15, ske anmeldelse til det der omhandlede kartotek.
§ 49. Den, der inden udløbet af de i §§ 43, 44 eller 46 nævnte forældelsesfrister
har anmeldt for skyldneren, at hans fordringsdokument er gået tabt, og som antageliggør
sin ejendomsret, kan efter fristens udløb kræve fordringen betalt. Kravet forældes
efter reglerne i lov nr. 274 af 22. december 1908.
VII. Overgangsbestemmelser
§ 50. Denne lov træder i kraft den 1. juli 1938.
§ 51. Lovens kapitel 1-6 anvendes også på gældsbreve og kuponer, der er udstedt
før lovens ikrafttræden, medmindre andet følger af §§ 52-59.
§ 52. Bestemmelserne i lovens §§ 1-5 og 7 finder kun anvendelse på gældsbreve, der
er udstedt efter lovens ikrafttræden.
§ 53. Lovens § 6 anvendes i alle tilfælde, hvor betalingstiden indtræder efter lovens
ikrafttræden.
Stk. 2. § 8 kommer til anvendelse på ældre gældsbreve, når det forhold, der giver
anledning til at påkalde gældsbrevets bestemmelser, er indtrådt efter lovens ikrafttræden.
§ 54. Ved anvendelsen af lovens regler skal ældre navnegældsbreve behandles, som
om de var stilet til bestemt person eller ordre, medmindre der i gældsbrevet er
indføjet ordene »ikke til ordre« eller tilsvarende forbehold. I stedet for § 14
skal ældre retsregler dog anvendes medmindre gældsbrevet er et massegældsbrev eller
bærer en udstedelsesdag, der ligger efter lovens ikrafttræden.
§ 55. § 12 anvendes, selv om påtegningen er givet før lovens ikrafttræden.
Stk. 2. Reglen i § 20 om, at afdrag kan betales med frigørende virkning til overdrageren,
skal, når overdragelsen er sket før lovens ikrafttræden, kun anvendes, dersom erhververen
forsømmer at underrette skyldneren om overdragelsen.
§ 56. Hvis en rente- eller udbyttekupons forfaldsdag er kommet før lovens ikrafttræden,
regnes de i § 25 nævnte 3 år fra ikrafttrædelsesdagen. Fordringen bortfalder dog
i hvert fald, når den ville være faldet bort efter hidtil gældende ret.
§ 57. Ved kontrabøger, der er udstedt før lovens ikrafttræden, kan udstederen uanset
§ 33, stk. 1, påberåbe sig bestemmelser i sine vedtægter eller forretningsbetingelser,
når disse er optaget i kontrabogen. Udstederen vil dog ved en kontrabogs første
præsentation for ham efter lovens ikrafttræden have at give bogen påtegning i overensstemmelse
med det i § 33, stk. 1, angivne.
§ 58. Forordning af 21. juni 1844 finder anvendelse på enhver notering, som før
nærværende lovs ikrafttræden er sket i henhold til forordningen. Dog vinder en erhverver
ret i overensstemmelse med § 39, stk. 1 og 2, overalt, hvor den notering, han påberåber
sig, er sket efter lovens ikrafttræden, ligesom § 39, stk. 3, anvendes overalt,
hvor overdragelsen er sket, efter at loven er trådt i kraft.
§ 59. I de første 3 år efter lovens ikrafttræden skal forældelse i henhold til kapitel
6 ikke kunne indtræde, medmindre fordringen også ville være forældet efter ældre
rets regler.
VIII. Ændringer i andre love
§ 60. DL 1-23-13 og 14 - for Færøernes vedkommende NL 1-21-13 og 14, - forordning
af 6. oktober 1753, § 9, forordning af 9. februar 1798, forordning af 21. juni 1844,
lov af 6. april 1855 § 3, lov nr. 18 af 28. januar 1871 samt alle særlige regler
om vekselobligationer ophæves.
§ 61. Denne lovs § 2 skal anvendes også på samkautionister.
§ 62. (Ophævet).
----
Lov nr. 212 af 26. april 1973 indeholder følgende bestemmelse:
§ 5. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes
i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske
forhold tilsiger. (* 1)
----
Lov nr. 250 af 12. juni 1975 indeholder følgende bestemmelse:
§ 5. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. §§ 1, 2 og 4, nr. 1, 2, 3, 5 og 6, kan ved kongelig anordning sættes i kraft
for Færøerne.
Stk. 3. §§ 2 og 4, nr. 1, 2, 3, 5, og 6, kan ved kongelig anordning sættes i kraft
for Grønland. (* 2)
----
Lov nr. 638 af 21. december 1977 indeholder følgende bestemmelse:
§ 11. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes
i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske
forhold tilsiger.
----
Lov nr. 187 af 9. maj 1984 indeholder følgende bestemmelser:
§ 5. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men §§ 1-2 kan ved kgl. anordning
sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og
grønlandske forhold tilsiger.
Justitsministeriet, den 23. september 1986
Erik Ninn-Hansen
/Jens Møller
Officielle noter
(* 1) Se anordning nr. 586 af 19. november 1973 samt endvidere lov nr. 104 af 31.
marts 1965 om ikraftsættelse for Grønland af visse formueretlige love m.v., § 1,
nr. 9.
(* 2) Se anordning nr. 350 af 14. juli 1980.
Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til