931 Ejendomsværdiskat

Fra d. 01.01.2024 gælder der nye regler om opgørelsen af ejendomsværdiskatten

I 2024 beregnes skatten på basis af den foreløbige 2022-vurdering. Der skal så senere ske regulering, når den endelige 2022-vurdering foreligger

For 2025 og 2026 anvendes den foreløbige 2024-vurdering. Der skal så senere ske regulering, når den endelige 2024-vurdering foreligger

Ejendomsværdiskatten udgør 5,1 promille af 80% af ejendomsvurderingen. Der skal dog betales 14 promille af den del af beskatningsgrundlaget, der overstiger 9.200.000 kr.

En sælger af en ejerbolig (dog ikke sommerhuse) skal fra 2002 ikke længere betale ejendomsværdiskat til overtagelsesdagen, men kun til fraflytningstidspunktet. Tilsvarende skal en køber først betale fra indflytningstidspunktet, når indflytning sket efter overtagelsesdagen.

Ejendomsværdiskatten indgår ikke i den skattepligtige indkomst.

Der gælder en række indviklede nedslags- og lempelsesregler:

1. Ejere, der har erhvervet ejendommen senest d. 01.07.1998, får et nedslag på 1,0 promille, og et ekstra nedslag på 2,1 promille, dog maksimalt 1.200 kr., hvilket svarer til det tidligere standardfradrag. Nedslaget bortfalder ved ejerskifte, dog ikke ved ejerskifte mellem ægtefæller -  hvad enten dette sker under ægteskabet eller som led i bodeling ved separation eller skilsmisse. Ved dødsfald kan den længstlevende ægtefælle, der bliver boende i ejendommen, ligeledes beholde nedslaget.

2. Hvis ejeren eller den samlevende ægtefælle ved indkomstårets udgang har opnået folkepensionsalderen, ydes der en pensionistrabat på 3,7 promille, dog maksimalt med 6.000 kr. for helårsboliger og maksimalt med  2.000 for fritidsboliger. Pensionistrabatten reduceres med 5% af den del af ægtefællernes samlede personlige indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst og positiv udbytteindkomst, der i 2025 overstiger 220.200 kr. for enlige og 327.200 kr. for ægtepar. I 2026 reduceres pensionistrabatten med 5% af den del af  ægtefællernes samlede personlige indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst, der overstiger 239.800 kr. for enlige og 368.000 kr. for ægtepar.

3. Den samlede ejendomsværdiskat og grundskyld kan ikke blive højere end i 2023, hvis ejendommen er købt med overtagelse før d. 01.01.2024.

Der skal ikke svares ejendomsværdiskat, hvis der er tale om et nyopført hus, som ikke er vurderet som færdigbygget. Vurderingsrådet træffer bestemmelse om, hvorvidt en nybygning er færdigbygget. En ejendom skal vurderes som færdigbygget, når den kan anvendes som bolig.