925 Hvem skal være værge ?

I de fleste tilfælde er det statsamtet, der beskikker en værge. Hvis værgemålet iværksættes ved dom, er det dog retten, der foretager beskikkelsen.

Der kan kun beskikkes een person som værge. Et ægtepar eller to sønner kan derfor ikke beskikkes som sideordnede værger.

Der stilles ikke i loven særlige krav til værgens kvalifikationer - ud over at værgen selv skal være myndig. Der findes kun en regel om, at værgemålet skal fratages den pågældende, hvis denne misbruger sin stilling eller i øvrigt viser sig uegnet til hvervet eller hvis det er nødvendigt af hensyn til den, der er under værgemål.

En undersøgelse fra 1990 har vist, at man i ca. 60% af sagerne beskikker et familiemedlem som værge. Hvis der ikke blandt familiemedlemmerne er nogen, som både er villige og egnede til at påtage sig hvervet, beskikkes der som regel en advokat som værge for den pågældende. Det samme gælder, hvis der blandt familiemedlemmerne er stor indbyrdes uenighed om, hvem der skal være værge.

Hvis den pågældende er gift, kan det være nærliggende at anmode om, at ægtefællen beskikkes som værge. I så fald gælder de almindelige regler om bestyrelsen af formuen i en godkendt forvaltningsafdeling. Hvis man i stedet beskikker en anden end ægtefællen som værge, får det som konsekvens, at den pågældendes formue skal bestyres af værgen sammen med ægtefællen. Denne bestyrelse er ikke underkastet værgemålstilsyn, og formuen skal ikke bestyres i en godkendt forvaltningsafdeling. Reglen herom står i § 33 i værgemålsloven. Reglen gælder kun for den del af den pågældendes formue, som er fælleseje. Reglen gælder således ikke, hvis den pågældendes formue er fuldstændigt særeje, og heller ikke, hvis formuen er skilsmissesæreje, selv om denne type særeje automatisk bliver fælleseje ved død.

Værgemål er ikke længere et borgerligt ombud, dvs. et hverv, som man kun kan afslå, hvis der foreligger ganske særlige grunde hertil, fx sygdom. Der beskikkes derfor kun en værge, som på forhånd har erklæret sig villig til at påtage sig hvervet.

Værgen kan i visse tilfælde få fastsat et vederlag for sit arbejde. Det kan du læse mere om på emne nr. 926.