922 Betingelserne

1. Almindelige værgemål  
2. Værgemål med handleevnefratagelse  
3. Samværgemål  

1. Almindelige værgemål

Der kan ifølge værgemålslovens § 5 iværksættes værgemål for den, der på grund af sindssygdom, herunder svær demens, eller hæmmet psykisk udvikling eller anden form for alvorligt svækket helbred er ude af stand til at varetage sine anliggender, hvis der er behov for det.

Den største gruppe, der kan få beskikket en værge efter denne bestemmelse, er personer, som lider af svær demens, dvs. fremskreden senilitet. Den næststørste gruppe udgøres af de psykisk udviklingshæmmede, dvs. den gruppe som i loven tidligere blev betegnet som åndssvage, selv om man ellers er gået helt bort fra denne betegnelse. Den trediestørste gruppe omfatter personer, som har fået en hjerneskade, fx efter en ulykke eller efter en hjerneblødning. Den fjerdestørste gruppe er personer, som lider af sindssygdomme som fx. skizofreni, paranoia og manio-depressiv psykose.

Som det fremgår af lovens formulering, kan en person godt få beskikket en værge, uden at han eller hun selv ønsker det - ja selv om den pågældende protesterer nok så voldsomt. En stor del er så handicappede, at de slet ikke forstår, hvad en værgebeskikkelse egentlig er, og derfor hverken er i stand til at samtykke eller protestere.

Der er desuden mulighed for at iværksætte værgemål for den, der på grund af sygdom eller stærkt svækket tilstand er uegnet til at varetage sine anliggender, og som selv anmoder herom, hvis der er behov for det i stedet for samværgemål.

Værgemålet kan angå enten økonomiske forhold eller personlige forhold eller begge dele. Det er således ikke længere nødvendigt at iværksætte økonomiske værgemål, hvis der alene er behov for bistand vedrørende personlige anliggender. De fleste almindelige værgemål bliver formentligt begrænset til alene at angå de økonomiske forhold.

Den personlige værge kan i modsætning til en forældremyndighedsindehaver ikke anvende tvangsmidler og har ikke omsorgspligt. Værgemålet medfører en ret for værgen til at repræsentere den svage i vigtigere forhold af personlig karakter ved at træffe beslutninger, som den svage ikke selv kan tage stilling til, f. eks. ansøge om institutionsophold, varetage kontakten med de sociale myndigheder om sociale ydelser, indgivelse af klage eller begæring om aktindsigt. Værgen kan således optræde på den pågældendes vegne i forhold til offentlige myndigheder. Værgemålet giver ikke værgen ret til at beslutte tvangsmæssigt at anbringe eller indlægge den pågældende på institution eller hospital, og værgen kan ej heller give samtykke til lægelig behandling, som den pågældende modsætter sig. Den personlige handleevne kan ikke fratages den pågældende efter reglerne i værgemålsloven.

Værgemålet kan begrænses til at angå bestemte aktiver eller anliggender eller bestemte personlige anliggender. Værgemålet kan f. eks. være begrænset til salg af den svages faste ejendom. Når ejendommen er solgt, ophører værgemålet, og statsamtet skal ikke af egen drift ændre værgemålet til at omfatte formuen. Værgemålet kan også være begrænset til at angå den svages formue, men ikke de løbende indtægter.

Et værgemål skal afpasses efter den pågældendes behov og må ikke være mere omfattende end nødvendigt. Dette kaldes det mindste middels princip.

Er tilstanden midlertidig eller er der af andre grunde særlig anledning hertil, kan værgemålet tidsbegrænses.

Hvis ændrede forhold giver anledning til det, skal en afgørelse om værgemål ændres til et mindre eller et mere indgribende indgreb.

Et værgemål skal ophæves, hvis betingelserne ikke længere er opfyldt.

 

2. Værgemål med handleevnefratagelse

I forbindelse med et værgemål efter § 5, der omfatter økonomiske forhold, kan der dog ifølge VML § 6 ske fratagelse af den retlige handleevne, hvis dette er nødvendigt for at hindre, at den pågældende udsætter sin formue, indkomst eller andre økonomiske interesser for fare for at forringes væsentligt eller for at hindre økonomisk udnyttelse. Handleevnefratagelse kan ikke begrænses til at angå bestemte aktiver eller anliggender.

Der kan som noget nyt ikke længere ske fratagelse af den personlige handleevne. Den der har fået frataget sin handleevne kan således altid selv indgå personlige arbejdsaftaler og selv bestemme over sin person.

En handleevnefratagelse skal ophæves, hvis betingelserne ikke længere er opfyldt.

 

3. Samværgemål

Der kan ifølge VML § 7 iværksættes samværgemål for den, der på grund af uerfarenhed, svækket helbred eller anden lignende tilstand har behov for hjælp til at administrere sin formue eller varetage andre økonomiske anliggender, og som selv anmoder herom. Samværgemålet kan begrænses til at angå bestemte aktiver eller anliggender. Samværgemål svarer i vidt omfang til de tidligere lavværgemål.