Hvis andelsboligforeningen skulle komme i økonomisk uføre - og det er desværre ikke
et helt ukendt fænomen - får det stor betydning, hvorledes du som medlem hæfter
for foreningens gæld.
Lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber indeholder ikke regler om
din hæftelse over for boligforeningens kreditorer.
Andelsboligforeningens vedtægter indeholder næsten altid en bestemmelse, hvorefter
et medlem som hovedregel alene hæfter med sit indskud for de forpligtelser, der
vedrører foreningen. Denne form for hæftelse kaldes i fagsproget for en begrænset
solidarisk hæftelse og den svarer til aktionærernes hæftelse i et aktieselskab.
Du hæfter sammen med de øvrige medlemmer solidarisk, dvs. en for
alle og alle for een, for foreningens gæld, men din hæftelse er begrænset
til dit indskud. Skulle andelsboligforeningen gå konkurs, kan du i værste fald miste
hele dit indskud og det er naturligvis slemt nok, men du hæfter som regel trods
alt ikke for gælden med alt, hvad du i øvrigt ejer.
Nu skal du ikke tro at den hellige grav er vel forvaret. Normalvedtægterne for private
andelsboligforeninger indeholder nemlig en vigtig undtagelse fra denne begrænsede
hæftelse. Bestemmelsen lyder således:
Har generalforsamlingen besluttet, at der i foreningens ejendom skal optages realkreditlån
eller pengeinstitutlån, der er sikret ved pantebrev eller håndpant i et ejerpantebrev,
hæfter medlemmer kun personligt, solidarisk for denne pantegæld, såfremt kreditor
har taget forbehold herom.
Ifølge denne bestemmelse risikerer du at komme til at hæfte solidarisk og personligt,
dvs. for hele gælden og med hele din formue, hvis kreditforeningen eller pengeinstituttet
har taget et forbehold herom i forbindelse med etableringen af lånet.
Vi vil råde dig til at undersøge, om vedtægterne i din andelsboligforening indeholder
den her nævnte undtagelsesbestemmelse, og om kreditforeningen eller pengeinstituttet
i bekræftende fald har taget forbehold om personlig hæftelse fra medlemmerne. Hvis
dette er tilfældet må du overveje at sælge din andelsbolig eller med åbne øjne løbe
risikoen for at blive ruineret, hvis det skulle gå så galt, at andelsboligforeningen
går konkurs.