744 Udlejerens adgang til det lejede

Din udlejer eller hans stedfortræder har ret til at få eller skaffe sig adgang til din lejlighed eller dit værelse, men kun 'når forholdene kræver det'. Skal udlejeren for eksempel gennemgå alle ejendommens rørinstallationer, vil han have krav på at komme ind i din lejlighed. Udlejeren må dog under ingen omstændigheder skaffe sig adgang på egen hånd, men han skal:

1) Anmode dig om at få adgang til dit lejemål.

2) Samt begrunde sit ærinde.

Lejelovens formulering - 'når forholdene kræver det' - er en såkaldt retslig standard, og derfor er det kun domstolene, som kan give en nøjagtig afgrænsning af, hvornår din udlejer eller viceværten har krav på at blive lukket ind i din lejebolig. Men som tommelfingerregel bør du åbne døren i alle tilfælde, hvor din udlejer begrunder sit ærinde med forhold, der vedrører ejendommens drift, ejendommens fælles bestanddele, modernisering, reparationer, vedligeholdelse eller salg.

Din udlejer kan i få undtagelsestilfælde skaffe sig adgang til din lejlighed, uden du ved det på forhånd. Nemlig i tilfælde af uopsættelige reparationer, fx på grund af et sprængt vandrør, mens du er på ferie. Befinder du dig imidlertid i nærheden - eventuelt på dit job - skal han først forsøge at få kontakt med dig.

Drejer det sig om reparationer eller arbejder, der ikke er akutte - og som kan gennemføres uden væsentlig gene for dig - skal du have et varsel på mindst seks uger. Ved større reparationer/arbejder har du krav på mindst tre måneders varsel, før du skal lade håndværkerne komme ind.

Hvis du eller din udlejer har opsagt lejeaftalen, bliver du forpligtet til at åbne din dør i to timer 'hveranden hverdag'. Du har ret til at fastsætte det omtalte to-timers tidsrum, men det skal efter lejeloven 'være bekvemt for en besigtigelse'. Kan du ikke være til stede under sådanne besigtigelser, kan du forlange, at din udlejer eller hans stedfortræder deltager i dem og sørger for, at din lejlighed bliver låst igen.

Nægter du udlejeren adgang til din lejlighed i et tilfælde, hvor han havde ret til det, risikerer du at få ophævet dit lejemål, dvs. du kan blive tvunget til at flytte med det samme.

Skulle din udlejer i øvrigt insistere på, at han vil beholde en nøgle til din lejlighed eller dit værelse, er du i din gode ret til at nægte ham det. Som lejer har du krav på at have samtlige nøgler til lejemålet! Men selv om du har krav på samtlige nøgler, kan det være en god ide at gå med til en særlig reserve-nøgle-ordning. På den måde vil du altid kunne få udlejeren eller viceværten til at hjælpe dig, hvis du smækker dig selv ude eller taber din nøgle.