613 Opsparingsgaver

Efter den såkaldte skattereform i 1993 blev der fra d. 01.01.1994 tyndet kraftigt ud i mulighederne for at give afgiftsfri opsparingsgaver. Det er nemlig slut med afgiftsfrit at indsætte penge på særlige bolig- og uddannelsesopsparingskonti.

Dog kan du årligt forære visse af dine nære slægtninge en slags opsparingsgave, uden den afføder negative skatte-, afgifts- eller pensionsmæssige konsekvenser.

Det gælder op til 3.000 kr. årligt på en børneopsparingskonto. 

En sådan gave kan du give til:

1) Hvert af dine børn.
2) Hvert af dine børnebørn.
3) Hvert af dine oldebørn.
4) Og hvert af dine tipoldebørn.

De omtalte slægtninge må hver især kun have én børneopsparing, og der gælder særlige betingelser for kontoen, fx hvad angår kontohaverens alder, minimumsindskud og bindingsperiode. Og det kan du læse mere om på emne nr. 651-1.

En børneopsparing kan kombineres med yderligere afgiftsfri gaver, men du skal være opmærksom på, at indskuddet er en del af den årlige, afgiftsfri grænse på 64.300 kr. (2018) for hver af de nævnte gavemodtagere.

Kombinationen af de forskellige typer afgiftsfri gaver kan du eventuelt læse mere om på nummer 614


01-01-18