551 Forskellen mellem separation og skilsmisse ?

Hvis du ønsker at komme ud af dit ægteskab, har du to muligheder: separation eller skilsmisse. Den juridiske opløsning af ægteskabet sker ved en skilsmisse, medens en separation er en slags prøveopløsning, hvor du fortsat formelt er gift.

Ca. 70-75% af de ca. 15.000 ægtepar, som hvert år bliver skilt, har i første omgang valgt en separation. De resterende vælger en såkaldt umiddelbar skilsmisse uden forudgående separation. Fra d. 01.07.2013 vælger langt flere umiddelbar skilsmisse, da det kun kræves, at parterne er enige om skilsmisse, og da de ved en umiddelbar skilsmisse sparer et gebyr på 350 kr. i 2018.

I de fleste juridiske sammenhænge er retsvirkningerne af separation og skilsmisse de samme. Som eksempler herpå kan jeg nævne, at både ved separation og ved skilsmisse ophører formuefællesskabet ved udløbet af den dag, hvor anmodningen er modtaget af statsforvaltningen. Arveretten mellem ægtefæller bortfalder fra den dag, hvor der foreligger bevilling eller dom til separation eller skilsmisse. I de særlige skatteregler for ægtefæller gøres der heller ikke forskel på separation eller skilsmisse.

Der er en række vilkår, som der skal tages stilling til ved separation og skilsmisse, fx.  ægtefællers indbyrdes bidragspligt, lejligheden o.s.v. Disse spørgsmål kan du læse mere om på emnerne 561-566, som ligger under emneoversigt nr. 560. I forbindelse med løsningen af disse spørgsmål gør det normalt ingen forskel, om du ønsker separation eller skilsmisse.

Der er dog på bestemte punkter nogle klare forskelle mellem separation og skilsmisse, og jeg vil nu nævne 5 af disse forskelle:

  1. Du kan altid ensidigt - dvs. mod din ægtefælles ønske - kræve separation -, mens du kun kan kræve skilsmisse, hvis der foreligger en særlig skilsmissegrund, typisk utroskab.

  2. Du kan som separeret ikke indgå nyt ægteskab. Som nævnt i indledningen er du i separationstiden fortsat gift med din fraseparerede ægtefælle.

  3. Er du kun separeret, bortfalder separationen, hvis du og din ægtefælle fortsætter eller genoptager samlivet. Det gælder ikke, hvis I bliver skilt. I så fald må I gerne blive boende sammen eller genoptage samlivet, uden at dette får konsekvenser for skilsmissen. I er i realiteten blot blevet papirløse samlevende.
     
  4. Genoptages samlivet efter en separation, vågner en ægtepagt op på ny. Det gælder ikke, hvis I bliver skilt og senere indgår nyt ægteskab med hinanden. I den situation skal I oprette ny ægtepagt.

  5. Skulle den ene af jer dø i separationstiden, er der ikke indbyrdes arveret mellem jer, og den længstlevende kan fx. ikke sidde i uskiftet bo. Hvis I er blevet separeret inden d. 01.01.2007, gælder der en helt speciel regel om, at retten til ægtefællepension fra fx. en pensionskasse eller ATP ikke bortfalder ved dødsfald i separationstiden. 

16-12-17