536 Sådan oprettes en ægtepagt

Der gælder særlige formkrav til ægtepagter på samme måde, som der f. eks gælder særlige formkrav til testamenter.

Personlig underskrift

Ægtepagten skal oprettes skriftligt og underskrives af begge ægtefæller. Ægtepagter kan ikke underskrives ved en fuldmægtig. Fra d. 01.01.2018 kræves der ikke længere personlig underskrift på ægtepagten. Tinglyste ægtepagter, som er oprettet før d. 01.01.2018, og som ikke er underskrevet personligt, men alene digitalt i forbindelse med tinglysningen, er fra d.01.01.2018 blevet gyldige

Personer, der har fået frataget handleevnen, kan som hovedregel kun oprette ægtepagt med værgens tiltrædelse, og både den umyndige og værgen skal underskrive ægtepagten. Hvis ægtepagten er rent erhvervende for den umyndige, kræves der ikke værgesamtykke.

Personer, der mangler evnen til at handle fornuftsmæssigt, kan slet ikke oprette ægtepagt, end ikke med værgesamtykke.

Personer, der er underkastet værgemål efter værgemålslovens § 5 eller samværgemål efter værgemålslovens § 7, er ikke umyndige, og de kan derfor godt oprette ægtepagter uden værgens tiltrædelse, forudsat at de er ved fornuftens fulde brug.

Der kræves ikke vitterlighedsvidner, og det kræves ikke, at underskriften på ægtepagten sker samtidigt.

Tinglysning i personbogen

Endvidere skal ægtepagter for at blive gyldige tinglyses i den digitale personbog.

Enhver af ægtefællerne har ret til at begære ægtepagten tinglyst i personbogen.


Hvis en ægtefælle uden den anden ægtefælles medvirken vil tinglyse en ægtepagt, som begge ægtefæller har underskrevet, kan den pågældende ægtefælle anmelde ægtepagten til tingslysning ved at indlægge (uploade) ægtepagten i tinglysningssystemet. Ægtepagten vil herefter blive tinglyst med frist til fremvisning af den originalt underskrevne ægtepagt.

Ægtepagter skal ikke godkendes af statsforvaltningen. Der er således som udgangspunkt ingen offentlig kontrol af indholdet af ægtepagter. Der er dog ikke nogen tvivl om, at tinglysningen er berettiget til i visse tilfælde at afvise at tinglyse ægtepagter på grund af indholdet. Som eksempler herpå kan nævnes en ægtepagt som går ud på, at der skal være dødsfaldssæreje, dvs. at særejet kun skal gælde ved dødsfald, men ikke ved separation og skilsmisse, eller en ægtepagt, hvorefter alt, hvad hustruen fremtidigt erhverver, skal tilhøre manden.

Tinglysningen af en ægtepagt er ikke i sig selv en garanti for ægtepagtens gyldighed. Tinglysningen har en ret, men ikke en pligt til at foretage en prøvelse af ægtepagtens indhold.

Der gælder en række specielle regler vedrørende den praktiske fremgangsmåde ved tinglysningen af ægtepagter. Din advokat vil naturligvis sørge for alle disse praktiske forhold.

Bestiller du en standardformular til en ægtepagt på denne linie, medfølger der altid en skriftlig vejledning vedrørende de forskellige praktiske spørgsmål omkring ægtepagtens oprettelse og tinglysning. 

Du kan også skræddersy ægtepagten online og samtidig få advokatbistand på MinAdvokat.dk.

 


27-01-18