Forbrugerklageloven

(Lov om alternativ tvistløsning i forbindelse med forbrugerklager)
Almindelige bemærkninger 
Specielle bemærkninger 
Lovændringer
Kapitel 1: Lovens formål, anvendelsesområde og definitioner,
§§ 1-3
Kapitel 2: Information til forbrugere, §§ 4-5
Kapitel 3: Godkendte private tvistløsningsorganer, §§ 6-7
Kapitel 4: Lovbestemte alternative tvistløsningsorganer, § 8
Kapitel 5: Mediation i Nævnenes Hus, §§ 9-13
Kapitel 6: Fælles procedureregler for godkendte private tvistløsningsorganer
og mediation i Nævnenes Hus, §§ 14-18
Kapitel 7: Forbrugerklagenævnet, §§ 19-30
Kapitel 8: Tvangsfuldbyrdelse og omkostningsdækning for afgørelser
truffet af Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat tvistløsningsorgan, §§
31-39 a
Kapitel 9: Offentliggørelse og digital kommunikation, §§ 40-41
Kapitel 10: Henlæggelse af beføjelser, § 42
Kapitel 11: Administrativ rekurs m.v., § 43
Kapitel 12: Straf, § 44
Kapitel 13: Ikrafttræden, ændringer i anden lovgivning og overgangbestemmelser,
§§ 45-47
Kapitel 14: Territorialbestemmelse, § 48
Lovændringer
Lov nr. 524 af 29.04.2015,
som ændret ved
§ 6 i lov nr. 640 af
11.06.2024 (Effektivisering af sagsbehandlingen i Planklagenævnet, Miljø- og
Fødevareklagenævnet og Energiklagenævnet m.v.) fra d. 01.07.2024.
§ 3 i lov
nr. 558 af 27.05.2025 (Gennemførelse af direktiv om styrkelse af forbrugernes rolle
i den grønne omstilling og effektivisering af det offentlige forbrugerklagesystem) fra d. 01.07.2025.
Kapitel 1: Lovens
formål, anvendelsesområde og definitioner
§ 1. Formålet med loven er at fastlægge rammerne for
alternativ tvistløsning i forbrugerforhold og at sikre forbrugere, som klager over
erhvervsdrivende, adgang til en effektiv og smidig klagesagsbehandling.
§ 2. Loven omfatter tvister, der udspringer af en aftale indgået mellem
en forbruger og en erhvervsdrivende i forbindelse med køb af en vare eller en tjenesteydelse.
Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse på
1) sundhedsydelser,
2) uddannelser udbudt af det offentlige,
3) tvister, der er afgjort ved endelig dom, gyldig bindende voldgift eller retsforlig,
og
4) køb af fast ejendom.
§ 3. I denne lov forstås ved:
1) Alternativ tvistløsning: En udenretslig tvistløsning, der opfylder lovens krav.
2) Alternativt tvistløsningsorgan: Et udenretsligt klageorgan, som er omfattet af
loven, og som er defineret i nr. 3-5.
3) Lovbestemt alternativt tvistløsningsorgan: Et klageorgan, der er oprettet efter
anden lovgivning end denne lov, og som behandler civilretlige tvister.
4) Godkendt privat tvistløsningsorgan: Et privat klage- eller ankenævn, der er godkendt
efter denne lov.
5) Nævnenes Hus som tvistløsningsorgan: Den tvistløsning,
som Nævnenes Hus gennemfører, når den foretager mediation
efter denne lov.
6) Mediation: En alternativ tvistløsning, hvor parterne bringes sammen med det formål
at opnå en mindelig løsning, uden at der træffes en afgørelse i sagen.
7) Onlineplatformen: Den europæiske platform for online tvistløsning, som er reguleret
i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 524/2013 af 21. maj 2013 om
onlinetvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet.
Kapitel 2: Godkendte, private klage-
eller ankenævn
§ 4. Erhvervsdrivende skal give forbrugerne information om det alternative
tvistløsningsorgan, jf. stk. 3, hvortil forbrugeren kan
indbringe en tvist mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren. Informationen skal
indeholde oplysninger om tvistløsningsorganets adresse og hjemmeside. Informationen
skal være klar, forståelig og lettilgængelig på den erhvervsdrivendes hjemmeside,
hvis en sådan findes, og, hvis det er relevant, i de generelle aftalevilkår.
Stk. 2. Opstår der en tvist mellem en forbruger
og en erhvervsdrivende, og afviser den erhvervsdrivende helt eller delvis forbrugerens
krav, skal den erhvervsdrivende give samme information til forbrugeren som efter
stk. 1, 1. pkt. Informationen skal gives skriftligt på papir
eller andet varigt medie.
Stk. 3. Erhvervsministeriet udarbejder
en liste over de alternative tvistløsningsorganer, der er omfattet af loven, og
som skal anmeldes til Europa-Kommissionen, jf. artikel 20 i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv om ATB på forbrugerområdet.
§ 5. En erhvervsdrivende, som sælger varer og tjenesteydelser
til forbrugere via internettet og på netbaserede markedspladser, skal klart og tydeligt
indsætte et elektronisk link til onlineplatformen på sin hjemmeside og skal derudover
angive sin e-mailadresse. Erhvervsdrivende skal samtidig oplyse forbrugerne om,
at onlineplatformen kan anvendes i forbindelse med behandling af en klage. Informationen
skal gives på den erhvervsdrivendes hjemmeside.
Stk. 2. Fremsætter en erhvervsdrivende et tilbud
til en forbruger i en e-mail, skal e-mailen indeholde et link til onlineplatformen.
Hvis det er relevant, skal oplysningerne også være tilgængelige i de skriftlige
aftalevilkår mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren.
Kapitel 3:
Godkendte private tvistløsningsorganer
§ 6. Erhvervsministeren kan godkende oprettelsen af og vedtægterne
for private tvistløsningsorganer, som omfatter bestemte brancher eller andre afgrænsede
områder.
Stk. 2. Et privat tvistløsningsorgan kan alene
godkendes, hvis tvistløsningsorganets vedtægter indeholder bestemmelser om organets
sammensætning og sagsbehandling, som er betryggende for parterne, samt bestemmelser
om sagkundskab, uafhængighed, habilitet, gebyrer og omkostninger. Det er endvidere
en betingelse for godkendelse, at tvistløsningsorganets formand og eventuelle næstformænd
er dommere.
Stk. 3. Erhvervsministeren kan fastsætte
nærmere regler om betingelserne for godkendelse efter stk. 1,
herunder betingelser for, at private tvistløsningsorganer kan anvende mediation
i forbindelse med klagesagsbehandlingen. Ministeren kan endvidere tidsbegrænse eller
tilbagekalde en godkendelse, hvis betingelserne herfor ikke længere skønnes at være
til stede. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om klagegebyrer og
regler om, at en erhvervsdrivende skal betale et beløb til et godkendt privat tvistløsningsorgan
til dækning af organets udgifter til sagens behandling, hvis forbrugeren får medhold
i klagen eller sagen forliges. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at
erhvervsdrivende, der ikke bidrager til organets drift, skal betale et højere beløb
end erhvervsdrivende, der bidrager til organets drift.
§ 6 a. Et godkendt privat tvistløsningsorgan kan bemyndige sit sekretariat til at
træffe afgørelser efter § 16, stk. 1 og 2.

§ 6 a er indsat ved § 3.1 i
lov nr. 558 af 27.05.2025 fra d. 01.07.2025.
§ 7. Nævnenes Hus kan fungere som sekretariat for godkendte private tvistløsningsorganer
og oppebære indtægter herved.
Stk. 2. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan uanset stk. 1 fortsætte med at
fungere som sekretariat for Ankenævnet på Energiområdet og oppebære indtægter herved.
Stk. 3. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler for den i stk. 1
og 2 nævnte funktion.

§ 7 er ændret ved § 6.2 i lov
nr. 640 af 11.06.2024 fra d. 01.07.2024. Hidtidig formulering: § 7.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan fungere som sekretariat for godkendte private tvistløsningsorganer og
oppebære indtægter herved.
Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte
nærmere regler for den i stk. 1 nævnte funktion.
Kapitel 4: Lovbestemte alternative tvistløsningsorganer
§ 8. Erhvervsministeren kan efter forhandling
med den relevante ressortminister fastsætte regler om sagsbehandling, som lovbestemte
alternative tvistløsningsorganer skal overholde for at kunne anmeldes til Europa-Kommissionen,
jf. § 4, stk. 3.
Kapitel 5: Mediation i Nævnenes Hus
§ 9. Forbrugere kan indbringe klager, der udspringer af en aftale mellem
en forbruger og en erhvervsdrivende om køb af en vare eller en tjenesteydelse, for
Nævnenes Hus, jf. dog § 13, stk. 2, 1.
pkt., og § 16.
§ 10. Nævnenes Hus skal foretage
mediation i klager, der indbringes for styrelsen, jf. § 9. Mediationen
skal foretages på grundlag af parternes egne oplysninger. Nævnenes Hus
skal i mediationen lægge særlig vægt på at vejlede parterne om de generelle regler
på området og at vejlede parterne om Forbrugerklagenævnets praksis.
§ 11. Konstaterer Nævnenes Hus på baggrund af mediationen, at muligheden for at nå frem
til en mindelig løsning ikke er til stede, skal parterne underrettes om, at behandlingen af klagen afsluttes,
jf. dog § 18, stk. 1.
Stk. 2. Forbrugeren skal samtidig med underretning om sagens afslutning
orienteres om muligheden for at indbringe klagen for Forbrugerklagenævnet
efter § 19, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Nævnenes Hus kan ved afslutning af klager efter stk. 1 træffe
afgørelse om, at forbrugeren ikke kan indbringe klagen for Forbrugerklagenævnet, hvis det må anses for
åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen.

§ 11 er ændret ved § 3.2 i
lov nr. 558 af 27.05.2025 fra d. 01.07.2025.
Hidtidig formulering: § 11. Konstaterer Nævnenes Hus på baggrund
af mediationen, at muligheden for at nå frem til en mindelig løsning ikke er til stede, skal parterne
underrettes om, at sagen afsluttes, jf. dog § 18, stk. 1. Forbrugeren
skal samtidig orienteres om muligheden for at indbringe sagen for Forbrugerklagenævnet, jf. § 19.
§ 12. Forbrugeren skal betale et gebyr for mediationen i Nævnenes Hus.
Klagen afvises, hvis gebyret ikke betales inden for en frist, som er fastsat af Nævnenes Hus. Gebyret
tilbagebetales ikke, medmindre sagen afvises efter § 16.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte
nærmere regler om størrelsen og betalingen, herunder om obligatorisk elektronisk
indbetaling, af det i stk. 1 nævnte gebyr.

§ 12, stk. 1, 2. pkt. er indsat ved § 3.3 i
lov nr. 558 af 27.05.2025 fra d. 01.07.2025.
2. pkt. bliver herefter 3. pkt.
§ 13. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler
for Nævnenes Hus’ virksomhed efter denne lov.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte
regler om, at klagen ikke kan indbringes for Nævnenes Hus,
når prisen for varen eller tjenesteydelsen ligger under eller over en bestemt grænse.
Nævnenes Hus kan i særlige tilfælde se bort fra den fastsatte
undergrænse.
Kapitel 6: Fælles procedureregler for
godkendte private tvistløsningsorganer og mediation i Nævnenes Hus
Behandling af klager
§ 14. Godkendte private tvistløsningsorganer eller Nævnenes Hus
skal behandle klager efter denne lov over erhvervsdrivende,
der er etableret i Danmark. En klage mod en erhvervsdrivende, der er etableret i
udlandet, kan behandles, hvis sagen har større tilknytning til Danmark end til etableringslandet,
eller hvis parterne er enige herom.
Stk. 2. En klage over en erhvervsdrivende, der
er etableret såvel i Danmark som i et eller flere andre lande, kan afvises, hvis
sagen har en større tilknytning til et andet land.
Stk. 3. Aftaler om, at tvister skal behandles
ved voldgift eller andet særligt forum, udelukker ikke, at klagen kan indgives til
et godkendt privat tvistløsningsorgan eller Nævnenes Hus.
§ 15. Så længe en klagesag verserer for et godkendt
privat tvistløsningsorgan eller Nævnenes Hus, kan sagens parter
ikke anlægge sag ved domstolene om de spørgsmål, som klagen omfatter.
Stk. 2. Er en sag anlagt ved domstolene, og
ønsker forbrugeren den indbragt for et godkendt privat tvistløsningsorgan eller
Nævnenes Hus, hæver retten sagen og sender den til det relevante
tvistløsningsorgan eller til Nævnenes Hus, medmindre det må
anses for åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen, eller sagen
ikke skønnes egnet til behandling ved tvistløsningsorganet eller Nævnenes Hus.
Stk. 3. Er en sag rejst ved voldgift eller andet
særligt forum, og ønsker forbrugeren at indbringe den for et godkendt privat tvistløsningsorgan
eller Nævnenes Hus, skal sagen udsættes, indtil den er behandlet
af det godkendte private tvistløsningsorgan eller Nævnenes Hus.
Afvisning
§ 16. Et godkendt privat tvistløsningsorgan eller Nævnenes Hus
skal afvise at behandle en klage, hvis klagen hører under,
er under behandling ved eller har været behandlet af et andet privat tvistløsningsorgan,
et lovbestemt alternativt tvistløsningsorgan, som er anmeldt til Europa-Kommmissionen,
et udenlandsk tvistløsningsorgan, som er anmeldt til Europa-Kommissionen, Nævnenes Hus
eller en domstol.
Stk. 2. Et godkendt privat tvistløsningsorgan
eller Nævnenes Hus kan afvise at behandle en klage, hvis
1) forbrugeren ikke forudgående har reklameret over for den erhvervsdrivende,
2) klagen er useriøs eller unødig,
3) prisen for varen eller tjenesteydelsen ligger under eller over en bestemt grænse
fastsat af erhvervsministeren efter § 6, stk. 3,
eller § 13, stk. 2, 1. pkt., jf. dog
§ 13, stk. 2, 2. pkt.,
4) klagen ikke skønnes egnet til behandling ved et godkendt privat tvistløsningsorgan
eller i Nævnenes Hus eller
5) behandlingen af klagen i alvorlig grad vil hindre det godkendte private tvistløsningsorgan
eller Nævnenes Hus i at fungere effektivt.
Sambehandling af klager
§ 16 a. Et godkendt privat tvistløsningsorgan eller Nævnenes Hus kan bestemme, at
flere ensartede verserende klager mellem samme eller forskellige parter skal behandles i forbindelse med hinanden.

§ 16 a er indsat ved § 3.5 i
lov nr. 558 af 27.05.2025 fra d. 01.07.2025.
Sagsbehandlingsfrister
§ 17. Er det åbenbart, at klagen ikke kan behandles af et godkendt privat
tvistløsningsorgan eller Nævnenes Hus, skal tvistløsningsorganet
eller Nævnenes Hus afvise klagen senest 3 uger efter modtagelsen.
I andre tilfælde skal tvistløsningsorganet eller Nævnenes Hus
afvise sagen hurtigst muligt.
Stk. 2. Afvisning efter stk.
1 skal ledsages af en begrundet redegørelse for afvisningen og sendes til begge
parter. Forbrugeren skal samtidig oplyses om muligheden for at indbringe sagen for
domstolene.
§ 18. Mediationen i Nævnenes Hus
eller ved godkendte private tvistløsningsorganer, der er godkendt til at anvende
mediation, skal afsluttes inden 90 dage fra det tidspunkt, hvor parterne har haft
lejlighed til at afgive deres bemærkninger.
Stk. 2. Godkendte private tvistløsningsorganer,
der ikke anvender mediation, skal afgøre en klage inden 90 dage fra det tidspunkt,
hvor sagen er fuldt oplyst.
Stk. 3. I særlige tilfælde kan et godkendt privat
tvistløsningsorgan eller Nævnenes Hus forlænge tidsfristerne
efter stk. 1 eller 2. Tvistløsningsorganet
eller Nævnenes Hus skal i disse tilfælde informere parterne
om, at tidsfristen forlænges, og samtidig oplyse, hvornår sagen kan forventes henholdsvis
afgjort eller afsluttet.
Stk. 4. Et godkendt privat tvistløsningsorgan
eller Nævnenes Hus kan i særlige tilfælde udsætte behandlingen
af en sag. Tvistløsningsorganet eller Nævnenes Hus skal i
disse tilfælde informere parterne om, på hvilken baggrund sagen udsættes, og, om
muligt, hvornår en fortsættelse af sagens behandling kan forventes.
Kapitel 7:
Forbrugerklagenævnet
Klager til Forbrugerklagenævnet
§ 19. Forbrugere kan indbringe klager, der udspringer
af en aftale mellem en forbruger og en erhvervsdrivende om køb af en vare en eller
tjenesteydelse, for Forbrugerklagenævnet, jf. § 20.
Stk. 2. Er der ikke fundet en mindelig løsning
ved mediationen i Nævnenes Hus, og ønsker forbrugeren at indbringe
sagen for Forbrugerklagenævnet, skal dette ske, senest 4 uger efter at Nævnenes Hus
har meddelt parterne, at sagen er afsluttet.
§ 20. Forbrugerklagenævnet kan behandle en klage, når
1) der ikke er fundet en mindelig løsning ved mediationen i Nævnenes Hus,
jf. kapitel 5,
2) Nævnenes Hus ikke har truffet afgørelse om at afskære klageadgangen
efter § 11, stk. 3, og
3) prisen for varen eller tjenesteydelsen ligger under eller over bestemte grænser
fastsat af erhvervsministeren, jf. § 22, stk. 2.
Stk. 2. Uanset stk. 1, nr. 3,
kan Forbrugerklagenævnet behandle klager, der forelægges for nævnet på Nævnenes Hus’
initiativ, jf. § 22, stk. 3.
Stk. 3. Forbrugerklagenævnet kan bestemme, at flere
ensartede verserende klager mellem samme eller forskellige parter skal behandles i
forbindelse med hinanden.

§ 20, stk. 1, nr. 1 er ændret ved § 3.6 i
lov nr. 558 af 27.05.2025 fra d. 01.07.2025.
I § 20, stk. 1, nr. 1, udgår »og«.
§ 20, stk. 1, nr. 2 er indsat ved § 3.7 i lov
nr. 558 af 27.05.2025 fra d. 01.07.2025. Nr. 2 bliver herefter nr. 3.
§ 20, stk. 2 er ændret ved § 3.8 i lov
nr. 558 af 27.05.2025 fra d. 01.07.2025. I § 20, stk. 2, ændres »nr. 2« til: »nr. 3«.
§ 20, stk. 3 er indsat ved § 3.9 i lov
nr. 558 af 27.05.2025 fra d. 01.07.2025.
§ 21. Forbrugerklagenævnet træffer afgørelse i klager, som indbringes
for nævnet.
Stk. 2. Nævnet kan afvise at behandle en klage,
hvis klagen er omfattet af § 16. Nævnet kan endvidere afvise
at behandle en klage, hvis det må anses for åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren
medhold i klagen.
Stk. 3. Nævnet kan bemyndige sekretariatet, jf.
§ 24, til at træffe de i stk. 2
nævnte afgørelser.
§ 22. Erhvervsministeren fastsætter regler for
nævnets virksomhed, herunder regler om etablering af et forretningsudvalg for nævnet
og regler om forretningsudvalgets virke.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte
regler om, at klager, hvor prisen for varen eller tjenesteydelsen ligger under eller
over en bestemt grænse, ikke kan indbringes for Forbrugerklagenævnet.
Stk. 3. Nævnenes Hus kan
i særlige tilfælde se bort fra den fastsatte undergrænse som nævnt i
stk. 2.
Stk. 4. Nævnenes Hus kan
i særlige tilfælde undlade at opkræve gebyrer, der skal betales af forbrugeren eller
den erhvervsdrivende for sagens behandling ved Forbrugerklagenævnet, jf.
§§ 27 og 28. Uanset bestemmelsen i 1.
pkt. opkræver Nævnenes Hus et gebyr af den erhvervsdrivende,
hvis der indgås forlig til forbrugerens fordel.
§ 23. Betegnelsen Forbrugerklagenævnet er forbeholdt det
nævn, som er omhandlet i nærværende kapitel.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte
regler, der forbyder andre tvistløsningsorganer at anvende betegnelser, der kan
forveksles med den i stk. 1 anførte betegnelse.
Sekretariat for Forbrugerklagenævnet
§ 24. Nævnenes Hus er sekretariat
for Forbrugerklagenævnet.
Stk. 2. Nævnenes Hus vejleder
erhvervslivet og forbrugerne med henblik på at forebygge klagesager og bistår erhvervslivet
i forbindelse med oprettelse af godkendte private tvistløsningsorganer.
Forbrugerklagenævnets sammensætning
§ 25. Forbrugerklagenævnet består af 1 formand og mindst
1 næstformand og repræsentanter for forbrugerinteresser og erhvervsinteresser.
Stk. 2. Nævnets medlemmer udnævnes af erhvervsministeren.
Formanden og næstformanden skal være dommere og kan være dommere
fra de overordnede retter. Repræsentanterne for forbrugerinteresser og erhvervsinteresser
udnævnes efter indstilling fra forbrugernes og erhvervslivets organisationer.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om nævnets
sammensætning og om antallet af repræsentanter og deres udnævnelsesperiode.
§ 26. Formanden eller næstformanden deltager ved Forbrugerklagenævnets
behandling af en klage. Endvidere deltager mindst to medlemmer valgt blandt repræsentanterne
for forbrugerinteresser og erhvervsinteresser, således at disse er ligeligt repræsenteret.
Gebyrer og omkostninger ved Forbrugerklagenævnet
§ 27. Forbrugeren skal betale et gebyr for behandling
af en klage ved Forbrugerklagenævnet. Betales gebyret ikke inden for en frist, som er
fastsat af Forbrugerklagenævnet, afvises klagen.
Stk. 2. Gebyret i stk. 1 tilbagebetales
til forbrugeren, hvis
1) forbrugeren får medhold i klagen,
2) sagen forliges,
3) sagen afvises som uegnet til behandling ved Forbrugerklagenævnet, jf.
§ 21, stk. 2, 1. pkt., eller
4) sagen afvises, fordi den ikke er omfattet af Forbrugerklagenævnets kompetence,
jf. § 2, § 19, stk. 1,
§ 21, stk. 2, og § 29.
Stk. 3. Erhvervsministeren kan fastsætte
nærmere regler om størrelsen og betalingen af det i stk. 1 nævnte
gebyr, herunder om obligatorisk elektronisk indbetaling.

§ 27, stk. 1, 2. pkt. er indsat ved § 3.10 i
lov nr. 558 af 27.05.2025 fra d. 01.07.2025.
§ 28. En erhvervsdrivende skal betale et gebyr til Nævnenes Hus
for styrelsens udgifter til sagens behandling ved Forbrugerklagenævnet,
hvis forbrugeren får medhold i sin klage eller sagen forliges.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte
nærmere regler om størrelsen og betalingen af det i stk. 1 nævnte
gebyr, herunder om obligatorisk elektronisk indbetaling.
Procedureregler for Forbrugerklagenævnet
§ 29. Forbrugerklagenævnet skal behandle klager over erhvervsdrivende,
der er etableret i Danmark. En klage mod en erhvervsdrivende, der er etableret i
udlandet, kan behandles, hvis sagen har større tilknytning til Danmark end til etableringslandet,
eller hvis parterne er enige herom.
Stk. 2. En klage over en erhvervsdrivende, der
er etableret såvel i Danmark som i et eller flere andre lande, kan afvises, hvis
sagen har en større tilknytning til et andet land.
Stk. 3. Aftaler om, at tvister skal behandles
ved voldgift eller andet særligt forum, udelukker ikke, at klagen kan indgives til
Forbrugerklagenævnet.
§ 30. Så længe en klagesag verserer for Forbrugerklagenævnet,
kan sagens parter ikke anlægge sag ved domstolene om de spørgsmål, som klagen omfatter.
Stk. 2. Er en sag anlagt ved domstolene, og ønsker
forbrugeren den indbragt for Forbrugerklagenævnet, og er forbrugeren berettiget
hertil, jf. § 19, stk. 2, og § 20,
hæver retten sagen og sender den til Forbrugerklagenævnet, medmindre det må anses
for åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen, eller sagen ikke
skønnes egnet til behandling ved Forbrugerklagenævnet.
Stk. 3. Er en sag rejst ved voldgift eller andet
særligt forum, og ønsker forbrugeren at indbringe den for Forbrugerklagenævnet,
og er forbrugeren berettiget hertil, jf. § 19, stk. 2,
og § 20, skal sagen udsættes, indtil den er behandlet af Forbrugerklagenævnet.
Stk. 4. Forbrugerklagenævnet kan i særlige tilfælde
udsætte behandlingen af en sag. Forbrugerklagenævnet skal i disse tilfælde informere
parterne om, på hvilken baggrund sagen udsættes, og, om muligt, hvornår en genoptagelse
af sagen kan forventes.
Kapitel 8: Tvangsfuldbyrdelse og omkostningsdækning
for afgørelser truffet af Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat tvistløsningsorgan
§ 31. Forbrugerklagenævnet og godkendte private tvistløsningsorganer
skal forkynde en afgørelse for den erhvervsdrivende, hvis forbrugeren har fået helt
eller delvis medhold. Den erhvervsdrivende skal i forbindelse med forkyndelsen have
oplysning om indholdet af §§ 32-34.
§ 32. Ønsker den erhvervsdrivende ikke at være bundet
af den afgørelse, som Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat tvistløsningsorgan
har truffet, skal den erhvervsdrivende skriftligt meddele dette til nævnet eller
tvistløsningsorganet inden 30 dage fra forkyndelsen af afgørelsen.
§ 33. En anmodning fra den erhvervsdrivende om genoptagelse
af klagesagen, der er indgivet skriftligt til Forbrugerklagenævnet eller det godkendte
private tvistløsningsorgan inden udløbet af fristen i § 32,
har opsættende virkning. Fristen i § 32 regnes herefter fra
det tidspunkt, hvor anmodningen om genoptagelse er blevet afvist, eller hvor nævnet
eller tvistløsningsorganet har truffet afgørelse i genoptagelsessagen.
§ 33 a. En anmodning fra forbrugeren om genoptagelse af klagesagen skal
være indgivet skriftligt til Forbrugerklagenævnet eller det godkendte private tvistløsningsorgan
inden 30 dage fra modtagelsen af afgørelsen.
Stk. 2. Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat
tvistløsningsorgan kan se bort fra en overskridelse af fristen i stk. 1, hvis der foreligger
særlige forhold.

§ 33 a er indsat ved § 3.11 i
lov nr. 558 af 27.05.2025 fra d. 01.07.2025.
§ 34. Forbrugerklagenævnets eller et godkendt privat tvistløsningsorgans
afgørelse i klagesagen kan tvangsfuldbyrdes i forhold til den erhvervsdrivende efter
udløbet af fristerne i §§ 32 og 33, medmindre
den erhvervsdrivende forinden har givet skriftlig meddelelse til Forbrugerklagenævnet
eller tvistløsningsorganet om, at den pågældende ikke ønsker at være bundet af afgørelsen.
Stk. 2. En anmodning til fogedretten om tvangsfuldbyrdelse
skal være bilagt den afgørelse, der danner grundlag for anmodningen om tvangsfuldbyrdelse,
og en erklæring fra Forbrugerklagenævnet eller tvistløsningsorganet om, at den erhvervsdrivende
ikke inden for fristerne i §§ 32 og 33 har
meddelt, at den pågældende ikke ønsker at være bundet af afgørelsen.
§ 35. Når der er truffet afgørelse i en klagesag, kan
hver af parterne indbringe sagen for domstolene.
Stk. 2. Nævnenes Hus kan
på forbrugerens anmodning indbringe sagen for domstolene på forbrugerens vegne,
hvis afgørelser eller forlig ikke efterleves.
§ 36. Nævnenes Hus kan efter ansøgning
meddele en forbruger, der helt eller delvis har fået medhold i Forbrugerklagenævnet
eller et godkendt privat tvistløsningsorgan, og som ikke har en retshjælpsforsikring
eller anden forsikring, der dækker omkostningerne ved retssagen, omkostningsdækning
efter stk. 2 og 3.
Stk. 2. Omkostningsdækning kan gives til en retssag
i 1. instans, når retssagen er anlagt af forbrugeren til opfyldelse af Forbrugerklagenævnets
eller tvistløsningsorganets afgørelse eller et forlig indgået for Forbrugerklagenævnet
eller tvistløsningsorganet eller af den erhvervsdrivende til ændring af Forbrugerklagenævnets
eller tvistløsningsorganets afgørelse eller et forlig indgået for Forbrugerklagenævnet
eller tvistløsningsorganet. Omkostningsdækning kan ikke gives, hvis det er åbenbart,
at ansøgeren ikke vil få medhold i sagen.
Stk. 3.
Retsplejelovens §§ 331-335
finder tilsvarende anvendelse.
Retsplejelovens § 335, 2. pkt., finder dog kun anvendelse, hvis forbrugeren
opfylder de økonomiske betingelser for fri proces, jf.
retsplejelovens § 325.
§ 37. Nævnenes Hus kan efter ansøgning
yde en forbruger, som har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker
omkostninger ved retssagen, godtgørelse fra statskassen af den del af omkostningerne,
der overstiger forsikringens maksimum, såfremt sagens karakter eller omstændighederne
i øvrigt kan begrunde, at omkostningerne ikke har kunnet afholdes inden for forsikringens
maksimum. § 36, stk. 1 og 2, finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Omkostninger ved sagen dækkes efter stk. 1, i det omfang statskassen, hvis der havde været meddelt
omkostningsdækning efter § 36, ville have ydet dækning efter
§ 36, stk. 3, jf.
retsplejelovens §§ 331,
332 og
334.
Stk. 3. Når Nævnenes Hus
har truffet afgørelse om, at betingelserne i stk. 1 for dækning
af den del af omkostningerne, der overstiger forsikringens maksimum, er opfyldt,
sender Nævnenes Hus sagen til den ret, der behandler eller
har behandlet sagen, hvorefter retten fastsætter, hvilket beløb der kan dækkes,
jf. stk. 2.
Stk. 4. Nævnenes Hus kan
efter ansøgning yde en forbruger godtgørelse fra statskassen af en eventuel selvrisiko
i henhold til en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger
ved en retssag som nævnt i § 36, stk. 1 og
2.
§ 38. Nævnenes Hus kan efter ansøgning
yde en forbruger godtgørelse fra statskassen for udgifter, som med føje er afholdt
i forbindelse med tvangsfuldbyrdelse af en afgørelse truffet af eller et forlig
indgået for Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat tvistløsningsorgan.
§ 39. Erhvervsministeren kan fastsætte regler
om indholdet af en ansøgning om omkostningsdækning eller godtgørelse efter
§§ 36-38, herunder om, at ansøgningen skal indgives
inden en bestemt frist, og om de oplysninger, som ansøgeren skal give.
Stk. 2. Nævnenes Hus’ afgørelser
efter §§ 36-38 kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.
§ 39 a. Godkendte private tvistløsningsorganers opkrævning og inddrivelse
af fordringer for behandling af en klagesag med tillæg af rente, gebyrer og andre omkostninger
skal ske efter reglerne i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige.

§ 39 a er indsat ved § 3.12 i
lov nr. 558 af 27.05.2025 fra d. 01.07.2025.
Kapitel 9: Offentliggørelse og digital kommunikation
§ 40. Erhvervsministeren kan fastsætte regler
om offentliggørelse af information og statistik om forskellige forhold inden for
forbrugerklageområdet, herunder om offentliggørelse af alternative tvistløsningsorganers
afgørelser og om, at offentliggørelse sker elektronisk.
§ 41. Erhvervsministeren kan fastsætte regler
om, at skriftlig kommunikation til og fra Forbrugerklagenævnet eller Nævnenes Hus
om forhold, som er omfattet af denne lov eller af regler udstedt
i medfør af denne lov, skal foregå digitalt.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte
regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer,
særlige digitale formater og digital signatur el.lign.
Stk. 3. En digital meddelelse anses for at være
kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.
Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte
regler om, at Forbrugerklagenævnet eller Nævnenes Hus kan
udstede afgørelser og andre dokumenter efter denne lov eller efter regler udstedt
i medfør af denne lov uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde
gengivet underskrift eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation
af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter
sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.
Stk. 5. Erhvervsministeren kan fastsætte
regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt
på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af Forbrugerklagenævnet
eller Nævnenes Hus som afsender.
Kapitel 10: Henlæggelse af beføjelser
§ 42. Henlægger erhvervsministeren sine beføjelser
efter loven til Nævnenes Hus, kan ministeren fastsætte regler
om klageadgangen, herunder om, at klager ikke kan indbringes for anden administrativ
myndighed.
Kapitel 11: Administrativ rekurs m.v.
§ 43. Afgørelser truffet af Nævnenes Hus
i henhold til denne lov eller bestemmelser fastsat i henhold til denne lov kan ikke
indbringes for højere administrativ myndighed, jf. dog stk.
2.
Stk. 2. Klage over afgørelser truffet af Nævnenes Hus,
jf. stk. 1, kan indbringes for Forbrugerklagenævnets
formand.
Kapitel 12: Straf
§ 44. Med bøde straffes den erhvervsdrivende, der groft
eller gentagne gange overtræder §§ 4 eller 5.
Stk. 2. I regler, der udstedes i medfør af
§ 23, stk. 2, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af reglerne.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske
personer) strafansvar efter reglerne i
straffelovens 5. kapitel.
Kapitel 13: Ikrafttræden, ændringer i anden lovgivning og
overgangbestemmelser
§ 45. Loven træder i kraft den 1. oktober 2015, jf. dog
stk. 2.
Stk. 2. (Udeladt)
Stk. 3. Lov om forbrugerklager (forbrugerklageloven),
jf. lovbekendtgørelse nr. 1095 af 8. september 2010, ophæves. Klager, som er indgivet
forud for ikrafttrædelsestidspunktet i stk. 1, behandles dog efter den hidtil gældende
lov, jf. 1. pkt.
§ 46. I postloven, lov nr. 1536 af 21. december 2010,
som ændret ved lov nr. 172 af 26. februar 2014, foretages følgende ændring:
1. I § 25, stk. 2, ændres »klage- eller ankenævn« til: »tvistløsningsorgan«, og
»kapitel 2 i« udgår.
§ 47. I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1308
af 9. december 2014, som ændret ved § 1 i lov nr. 1242 af 18. december 2012, § 3
i lov nr. 176 af 24. februar 2015 og § 2 i lov nr. 270 af 25. marts 2015, foretages
følgende ændringer:
1. I § 323, stk. 4, nr. 4, ændres »klage- eller ankenævn« til: »tvistløsningsorgan«.
2. I § 328, stk. 2, nr. 5, ændres »afgjort ved et« til: »behandlet ved Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen, et«, og »klage- eller ankenævn« ændres til: »tvistløsningsorgan«.
3. I § 361, stk. 1, 1. pkt., ændres »Forbrugerklagenævnet eller et klage- eller
ankenævn« til: »Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Forbrugerklagenævnet eller et
privat tvistløsningsorgan«, »det pågældende nævn« ændres til: »Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen,
Forbrugerklagenævnet eller det pågældende godkendte private tvistløsningsorgan«,
og »nævnet« ændres til: »Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Forbrugerklagenævnet
eller det pågældende godkendte private tvistløningsorgan«.
4. I § 361, stk. 1, 2. pkt., ændres »nævnet« til: »Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen,
Forbrugerklagenævnet eller det pågældende godkendte private tvistløsningsorgan«.
5. I § 361, stk. 2, 1. pkt., udgår »om nævnsbehandling«.
6. I § 361, stk. 3, ændres »nævnsbehandling« til: »behandling af sagen ved Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen, Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat tvistløsningsorgan«.
7. I § 361, stk. 4, ændres »nævnet« til: »Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Forbrugerklagenævnet
eller et godkendt privat tvistløsningsorgan«.
8. I § 478, stk. 1, nr. 8, ændres »§ 4 c i lov om forbrugerklager« til: »forbrugerklagelovens
§ 34«, og »klage- eller ankenævn« ændres til: »tvistløsningsorganer«.
Kapitel 14: Territorialbestemmelse

Kapitel 14 er indsat ved § 6.3 i
lov nr. 640 af 11.06.2024 fra d. 01.07.2024.
§ 48. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

§ 48 er indsat ved § 6.3 i
lov nr. 640 af 11.06.2024 fra d. 01.07.2024.
Givet på Christiansborg Slot, den 29. april 2015
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/ Morten Hjulsager

Advokat Jørgen U. Grønborg
28-05-2025