Lov om bevarelse af ret til ægtefællepension ved separation og skilsmisse

Udførlige kommentarer til de enkelte bestemmelser findes ved at klikke på det enkelte
paragrafnummer nedenfor.
Almindelige bemærkninger

Specielle bemærkninger

Lovændringer
Betingelser m.v., §§ 1-3
Efterfølgende ændringer m.v., §§ 4-6
Flere berettigede, §§ 7-8
Udtræden og overførsel, §§ 9-10
Anmeldelse og udbetaling, § 11
Særligt om individuelle
overlevelsesrenter, §§ 12
Forbud mod
anvendelse af børn under 18 år som tolke ved mundtlig kommunikation, § 12 a
Ændringer i anden lovgivning, § 13
Ikrafttrædelses- og overgangsregler,
§§ 14-18
Lovændringer
Lov nr. 484 af 07.06.2006, som ændret ved
§ 12 i lov
nr. 1711 af 27.12.2018 (Ændringer som følge af lov om Familieretshuset og
skærpet fokus på beskyttelsen af barnet i sager efter forældreansvarsloven) fra
d. 01.04.2019.
Nu
lovbekg. nr. 770 af 07.08.2019, som ændret ved
§ 29 i lov
nr. 469 af 14.05.2025 (Forbud mod anvendelse af personer under 18 år som tolke m.v.)
fra d. 01.07.2025.
Betingelser m.v.
§ 1. En frasepareret
eller fraskilt ægtefælle bevarer sin ret til ægtefællepension efter sin tidligere
ægtefælle, hvis
1) den tidligere ægtefælle er bidragspligtig over for den fraseparerede eller
fraskilte ægtefælle på separations- eller skilsmissetidspunktet,
2) parternes ægteskab inden separationen eller skilsmissen uden forudgående separation
har bestået i mindst 5 år, og
3) den tidligere ægtefælle har en pensionsordning, der
a) er led i eller oprettet som led i et ansættelsesforhold eller i ATP og
b) indeholder en kollektivt beregnet ægtefællepensionsordning.
Stk. 2. Følger bidragspligten som nævnt i stk.
1, nr. 1, af en aftale mellem ægtefællerne om gensidig bidragspligt, bevares retten
til ægtefællepension dog kun, hvis
1) der har været fastsat bidrag i bidragsperioden, og
2) den fraseparerede eller fraskilte ægtefælle modtog ægtefællebidrag ved den
tidligere ægtefælles død.
Stk. 3. Har ægtefællerne indgået aftale om ægtefællebidragets
størrelse, bevares retten til ægtefællepension dog kun, hvis det på separations-
eller skilsmissetidspunktet aftalte bidrag for hele bidragsperioden udgør et årligt
grundbeløb, der mindst svarer til det på dette tidspunkt gældende normalbidrag,
jf. § 14 i lov om børnetilskud og forskudsvis
udbetaling af børnebidrag.
Stk. 4. Følger det af pensionsregulativer eller
lignende, at retten til ægtefællepension bevares i separationstiden, berører separationen
ikke retten til ægtefællepension uanset bestemmelserne i stk. 1, nr. 1 og 2.
§ 2. Er pligten
til at yde ægtefællebidrag tidsbegrænset, har en frasepareret eller fraskilt ægtefælle
kun ret til ægtefællepension i samme tidsrum. Det gælder dog ikke for fraseparerede
ægtefæller, der er berettigede til pension efter § 1, stk. 4.
Stk. 2. Ved udbetaling af kapitaliserede ydelser
efter ATP-lovens § 11 tages dog alene hensyn til, om der er bidragspligt på tidspunktet
for medlemmets død.
§ 3. Ægtefællerne
kan ved separation eller skilsmisse uden forudgående separation aftale, at retten
til ægtefællepension ikke skal bevares.
Efterfølgende ændringer m.v.
§ 4. Retten til
ægtefællepension berøres ikke af, at der efter separation eller skilsmisse ved afgørelse
eller dom eller ved aftale udelukkende eller dog i det væsentlige på grund af efterfølgende
omstændigheder sker ændring af afgørelse eller aftale om bidragspligt eller om bidragets
størrelse.
Stk. 2. Hvis der i forbindelse med skilsmisse
ved afgørelse eller dom eller ved aftale træffes en anden beslutning om bidragspligt
eller om ægtefællepensionsret end ved separationen, er det ved skilsmissen besluttede
dog afgørende for ægtefællepensionsrettens bevarelse efter §§ 1-3.
§ 4, stk. 1 og 2 er ændret ved § 12.1 i lov nr. 1711 af 27.12.2018 fra d. 01.04.2019. I § 4, stk. 1
og 2, indsættes efter »skilsmisse ved«: »afgørelse eller«.
§ 5. En fraskilt
ægtefælle kan efter skilsmissen, men inden den tidligere ægtefælles død, give afkald
på sin ret til ægtefællepension til fordel for sin tidligere ægtefælles nuværende
ægtefælle. Afkald på eller aftaler om ægtefællepension i øvrigt påvirker ikke eventuelt
andre ægtefællepensionsberettigedes ret til ægtefællepension.
Stk. 2. Et afkald efter stk. 1, 1. pkt., kan
gøres betinget af, at den fraskilte ægtefælle kan fremlægge tilfredsstillende helbredsoplysninger.
§ 6. Retten til
ægtefællepension bortfalder, hvis den berettigede ægtefælle indgår nyt ægteskab.
Dette gælder dog ikke, hvis den berettigede på ny indgår ægteskab med den tidligere
ægtefælle.
Flere berettigede
§ 7. Har den
tidligere ægtefælle indgået nyt ægteskab, og er såvel den fraskilte som den tidligere
ægtefælles nuværende ægtefælle eller andre berettiget til ægtefællepension, eller
er der i øvrigt flere berettigede, deles ægtefællepensionen imellem dem i forhold
til det antal påbegyndte år, hvori hver af dem indtil separationen, skilsmissen
eller dødsfaldet har været gift med den tidligere ægtefælle. Den nuværende ægtefælles
andel skal dog mindst udgøre 1/3 af pensionen.
§ 8. Efter den
tidligere ægtefælles død påvirker bortfald af pensionsretten for en af de berettigede
ikke den eller de øvrige berettigedes andel af ægtefællepensionen. Er en frasepareret
eller fraskilt ægtefælles pensionsret tidsbegrænset efter § 2,
indtræder afdødes ægtefælle og eventuelt andre berettigede dog ved ophøret af dette
tidsrum i den fraseparerede eller fraskilte ægtefælles pensionsandel.
Udtræden og overførsel
§ 9. Udtræder den tidligere
ægtefælle af sin pensionsordning uden pension, og modtager den pågældende en udtrædelsesgodtgørelse,
eller tilbagekøber den tidligere ægtefælle sin pensionsordning, har den pågældendes
fraseparerede eller fraskilte ægtefælle ret til 1/3 af godtgørelsen eller tilbagekøbsværdien.
Det gælder dog ikke, hvis den fraseparerede eller fraskilte ægtefælle kun har været
berettiget til tidsbegrænset bidrag, jf. § 2, stk. 1.
Stk. 2. Er der flere berettigede efter stk. 1,
fordeles beløbet mellem dem efter § 7, 1. pkt. Har den tidligere
ægtefælle en nuværende ægtefælle, som er berettiget til ægtefællepension fra den
tidligere ægtefælles pensionsordning, reduceres en fraskilt ægtefælles ret efter
stk. 1 i overensstemmelse med § 7.
Stk. 3. Hvis den tidligere ægtefælle er berettiget
til at få udbetalt en eventuel supplerende engangsydelse, har den fraseparerede
eller fraskilte ægtefælle ikke ret til andel i denne ydelse.
§ 10. En frasepareret
eller fraskilt ægtefælles ret til ægtefællepension må ikke forringes væsentligt
som følge af, at den tidligere ægtefælles pensionsordning overgår til en anden pensionsordning.
Dette gælder dog ikke, hvis den fraseparerede eller fraskilte ægtefælle kun er berettiget
til tidsbegrænset bidrag, jf. § 2, stk. 1.
Stk. 2. En frasepareret eller fraskilt ægtefælle
kan ved henvendelse til pensionsinstitutterne få oplysninger om pensionsordningens
ægtefælledækning.
Anmeldelse og udbetaling
§ 11. Ægtefællerne
eller en af dem skal anmelde bevarelse eller afkald på ægtefællepension til pensionsinstituttet.
Stk. 2. Indtil det pensionsinstitut, der har
pligt til at udbetale ægtefællepension, har modtaget skriftlig underretning om en
frasepareret eller fraskilt ægtefælles ret til ægtefællepension, kan ægtefællepensionen
med frigørende virkning udbetales til afdødes nuværende ægtefælle og til eventuelt
andre berettigede. Tilsvarende kan der med frigørende virkning ske udbetaling af
godtgørelse eller tilbagekøbsværdi efter § 9 til en tidligere
ægtefælle og eventuelt andre berettigede.
Særligt om individuelle
overlevelsesrenter
§ 12.
Er en ægtefællepension sikret ved en individuel overlevelsesrente, der er oprettet
som led i den tidligere ægtefælles ansættelsesforhold, udtages overlevelsesrenten
ved separation eller skilsmisse af dennes fraseparerede eller fraskilte ægtefælle.
Stk. 2. Kan overlevelsesrentens værdi overføres
til den tidligere ægtefælles egenpensionsordning, tilfalder overlevelsesrenten dog
kun den fraseparerede eller fraskilte ægtefælle, hvis betingelserne i
§ 1, stk. 1, nr. 1 og 2, er opfyldt.
Stk. 3. §§ 3
og 11 finder tilsvarende anvendelse.
Forbud
mod anvendelse af børn under 18 år som tolke ved mundtlig kommunikation
§ 12 a. Børn under 18 år må ikke
anvendes som tolke ved mundtlig kommunikation
med offentlige forvaltningsmyndigheder og med private leverandører, der udfører opgaver for det offentlige,
jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Børn under 18 år må anvendes som tolke uanset stk. 1,
når kommunikationen vedrører et uproblematisk forhold.

§ 12 a er indsat ved § 29.1 i
lov nr. 469 af 14.05.2025 fra d. 01.07.2025.
Ændringer i anden lovgivning
§ 13. I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse
nr. 147 af 9. marts 1999, som ændret bl.a. ved § 3 i lov nr. 461 af 7. juni 2001,
§ 1 i lov nr. 446 af 9. juni 2004, § 2 i lov nr. 525 af 24. juni 2005 og senest
ved § 29 i lov nr. 542 af 24. juni 2005, foretages følgende ændringer:
1. § 39, stk. 1, nr. 2, 2. pkt.,
ophæves.
2. I § 42, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »54-56« til: »55-56«.
3. § 42, stk. 2, 2. pkt.,
ophæves.
4. § 54 ophæves.
Ikrafttrædelses- og overgangsregler
§ 14. Loven
træder i kraft den 1. januar 2007.
Stk. 2. Loven finder anvendelse på separationer
og skilsmisser, der meddeles efter lovens ikrafttræden.
§ 15. Lov nr.
102 af 14. marts 1941 om bevarelse af enkepensionsret ved separation og skilsmisse
ophæves, men finder fortsat anvendelse for fraskilte hustruer, der har bevaret ret
til enkepension på grundlag af en skilsmisse meddelt før lovens ikrafttræden.
Stk. 2. § 6, 2. pkt., finder
anvendelse for fraskilte hustruer, der på ny indgår ægteskab efter lovens ikrafttræden.
§ 16. Hustruer,
der er fraseparerede ved lovens ikrafttræden, bevarer ret til enkepension efter
lov nr. 102 af 14. marts 1941 om bevarelse af enkepensionsret ved separation og
skilsmisse.
§ 17. Denne
lov medfører ingen ændring i den ret til bevarelse af ægtefællepension, som nogen
efter en pensionsordning havde ved lovens ikrafttræden.
§ 18. Loven gælder
ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvist
sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller
grønlandske forhold tilsiger.
Social- og Indenrigsministeriet, den 7. august 2019
P.M.V.
Malene Vestergaard
/ Carina Fogt-Nielsen

Advokat Jørgen U. Grønborg
19-05-2025