Har jeg fradragsret for privat indskud på firmapension?

Jeg har fået problemer med skattevæsenet, efter at jeg i december 2000 privat indbetalte 10.000 kr. på min firmapension.

Jeg havde orlov i en del af 2000 og firmaet betalte i denne periode ikke til min kapitalpension, hvorved der opstod en manko på 10.000 kr. til de 35.200 kr. man kan anvende.

Jeg har fratrukket pengene på selvangivelsen, men skattevæsenet vil ikke godkende privatindskud til firmapension.

Hvem har ret ?

SVAR:

Ifølge Ligningsvejledningen for 2000 pkt. A.C.1.2.4.4.1 kan du ikke indbetale differencen på arbejdsgiverordningen: Det pågældende afsnit lyder ordret således:

Ønsker en person at udnytte det maksimale fradrag 2000 35.200 kr., kan den pågældende ved siden af arbejdsgiverordningen oprette en privat ordning, på hvilken vedkommende kan indbetale forskellen mellem de af arbejdsgiveren indbetalte bidrag og det maksimale bidrag. Den private ordning kan i nævnte tilfælde oprettes efter det fyldte 60. år, se Skat 1988.2.93 (TfS 1988, 59). Den pågældende kan dog ikke vælge at indbetale differencen på selve arbejdsgiverordningen.

De 2 ordninger skal af hensyn til forskellen i den skattemæssige behandling af indskuddene (bortseelsesret for arbejdsgiverbidrag contra fradrag i den personlige indkomst for egne bidrag) holdes adskilt. Dette er dog ikke til hinder for, at arbejdstageren, for eksempel efter fratræden, selv kan fortsætte indbetalingerne til den tidligere arbejdsgiverordning. Der er heller ikke noget til hinder for, at en privat tegnet kapitalpension senere kan inddrages som led i en pensionsordning med en arbejdsgiver.

Af hensyn til kontrollen med indbetalingerne er det pålagt forsikringsselskaber og pengeinstitutter mv. at give alle kapitalpensionsaftaler påtegning om, hvorvidt de er oprettet som led i en pensionsordning med en arbejdsgiver, eller om de er oprettet privat. Det er endvidere pålagt forsikringsselskaber og pengeinstitutter mv. at give aftalerne påtegning om ændringer heri, jf. bekg. nr. 1069 af 17. dec. 1999 §§ 13 og 23 om indberetningspligter mv. efter skattekontrolloven.

 

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg


Hit Counter

23-08-12