Kan jeg få førtidspension, når jeg lider af Hortons hovedpine?

Da jeg lider af Hortons hovedpine, som er tiltaget meget de senere år, med 4-6 anfald om ugen, samt kronisk astma og bronkitis, og dertil slidgigt i skuldre - hofter og knæ, vil jeg gerne spørge om hvor stor chancen er for tilkendelse af førtidspension.

Jeg har gået sygemeldt i 17 mdr. og var forinden arbejdsløs i 3 år. 

Svar:

Jeg kan ikke umiddelbart svare dig på spørgsmålet, kun angive nogle mere generelle betragtninger.

Hortons hovedpine er mig bekendt kendetegnet ved periodevis anfald af kraftig hovedpine varende et par dage eller mere, og at der så kan være perioder, hvor man ikke har hovedpine.

Der er ikke offentliggjort praksis om, hvorvidt man kan få en førtidspension alene på baggrund af Hortons hovedpine, så jeg ved ikke hvordan retstilstanden er m.h.t. til denne lidelse.

Jeg vil dog tro, på baggrund af dine andre lidelser, at der er stor sandsynlighed for, at du vil kunne opnå tilkendelse af en førtidspension. Det afgørende er ikke alene lidelsernes karakter, men hvor meget erhvervsevnen er nedsat, herunder hvordan funktionsevnen er. Heri indgår også din alder, tidligere erhverv, uddannelse osv. Kort sagt beror afgørelsen heraf på samlet skøn over de helbredsmæssige og sociale forhold. I denne forbindelse kan nævnes, at højeste førtidspension, mellemste førtidspension og forhøjet almindelig førtidspension efter lovens § 14, stk. 3, nr. 1 tilkendes alene ud fra en helbredsmæssig vurdering over erhvervsevnen, der skal være nedsat henholdsvis til det ubetydelige (100%), omkring 2/3 og halvdelen (50%). Derudover tilkendes forhøjet almindelig førtidspension efter lovens § 14, stk. 3, nr. 2 og 3 også på baggrund af de sociale forhold.

Forinden man påbegynder en sag om førtidspension, skal foranstaltninger der kan forbedre erhvervsevnen have været afprøvet, medmindre man umiddelbart opfylder betingelserne for tilkendelse af højeste førtidspension. Disse  foranstaltninger er behandlings-, aktiverings- eller revalideringsmæssige samt andre foranstaltninger. Det er således kommunen der beslutter, hvorvidt man vil påbegynde en sag om førtidspension.

Jeg synes derfor du skal søge om en førtidspension. Du skal dog være forberedt på, at der kan gå længere tid før du eventuelt kan få en førtidspension, jf. ovennævnte.

Med venlig hilsen

Frank Viberg-Holde


Hit Counter

23-08-12