Skal min kone gå ned i kontanthjælp, fordi jeg får studielån?

Jeg er en ung studerende, der er gift med en pige, der får kontanthjælp.

Jeg har faet oplyst, at mit studielån bliver medtaget som indtægt, når kommunen beregner vores samlede indkomst.
De siger, at det er, fordi den bliver udbetalt hver måned.
 
I følge Dansk Privatret er skattepligtig indkomst:” summen af de, i en vis tidsperiode, modtagne økonomiske fordele, som er af tilbagevendende karakter, og som er egnet til forbrug, uden at der derved sker en forringelse af modtagerens status.”
 
Jeg er enig i, at det er en økonomisk fordel af tilbagevendende karakter, ligesom den er egnet til forbrug.
Det, jeg hænger mig i, er, at jeg mener, at der sker en forringelse af min status, idet der er tale om et lån.
 
Jeg mener derfor ikke, at lånet kan medregnes som indkomst.
 
Jeg håber, at I kan hjælpe mig med at finde ud af, om det er mig eller kommunen , der har ret.
 
Hvor finder jeg det evt. i loven?

Svar:

Ud fra det oplyste ser det for mig ud som om, kommunen har overset lov om aktiv socialpolitik § 12, st. 2, der siger, at når der ydes hjælp til en person, hvis ægtefælle er under uddannelse, beregnes der ikke hjælp til ægtefællen.

Din indtægt skal kun med ind i en beregning såfremt den overstiger kontanthjælpsniveauet.
 
Hvis du er under 25 år er niveauet pt. 4.753 kr. og over 25 år 7.410 kr.

Hvis din indtægt i form af SU, studielån og evt. arbejdsindtægt overstiger ovennævnte beløb vil der ved beregningen af kontanthjælp til din ægtefælle blive fratrukket det overskydende beløb.
 
I denne relation betragtes studielån som en indtægt, der medgår i beregningen.
 
Den Sociale Ankestyrelse har truffet en afgørelse herom.
 
Afgørelsen er udgivet som SM A-7-99, der kan findes på Socialministeriets hjemmeside www.sm.dk.

Med venlig hilsen

Frank Viberg-Holde


Hit Counter

23-08-12