Dagpenge efter studiestop?

Kære Brevkasse!
 
Undertegnede er startet på en videregående uddannelse pr. 14. august d.å. efter at have haft et fuldtidsarbejde gennem flere år og derved er jeg også dagpengeberettiget. 

I forbindelse med studiestarten pr. 14. august, har jeg for en sikkerheds skyld valgt, at blive stående i min fagforening SID og
betaler fuld kontingent stadigvæk, selvom jeg nu er studerende på SU. 

Da jeg pt. nærer tvivl om uddannelsen alligevel er mig og derfor overvejer at stoppe på uddannelsen, er jeg i tvivl om jeg så er berettiget til dagpenge - kan I hjælpe mig med et svar på dette ?
 
Håber I kan svare inden for rimelig tid, så jeg kan gøre op med mig selv hvad der skal ske.

Svar:

Ret til dagpenge er betinget af 1 års medlemskab af en anerkendt arbejdsløshedskasse. Ikke fagforening.

Endvidere er retten til dagpenge betinget af, at et fuldtidsforsikret medlem har haft beskæftigelse som lønmodtager i en tid, som sammenlagt svarer til beskæftigelse i fagets fulde sædvanlige arbejdstid i mindst 52 uger inden for de sidste 3 år.

Denne betingelse skal hele tiden være opfyldt, hvorfor du selv kan regne ud, hvornår du ikke længere er berettiget til dagpenge.

Afhængig af om man er over eller under 25 år, er der forskel på i hvor lang tid man kan få dagpenge.

Din A-kasse har en vejledningsforpligtelse, hvorfor jeg synes du skal rette henvendelse dertil. Der vil du kunne få et præcisere svar, hvornår retten til dagpenge udløber for dig.

Med venlig hilsen

Frank Viberg-Holde


Hit Counter

23-08-12