Hvordan beskattes indtægterne i en lille humanitær forening?

Vi har en humanitær ikke-kommerciel forening, som hjælper unge med uddannelse i Afrika. Vi har 95 medlemmer, som hver betaler 100 kr. i kontingent om året, derudover modtager vi ekstra private bidrag. Vi har en årlig indtægt på ca. 20.000 kr., som går ubeskåret til de unges uddannelse og leveomkostninger. Vi har nu følgende spørgsmål:

Vi har vores navne stående på foreningens konti og er nu i tvivl om på hvilken måde foreningens formue kan influere på vores privatøkonomi. Feks. S.U, beskatning af renteindtægter, kontanthjælp og lignende. Er der særlige forhold vi skal være opmærksomme på ved at stå som indehavere af en foreningens konto ?

Er alle økonomiske bidrag til foreningen skattefrie?

Skal foreningen oplyse om sine indtægter til Told og Skat ligesom man skal med sine private indtægter?

SVAR:

Når kontiene står i Jeres private navne, indberettes de også til skattemyndighederne som private. Derfor vil I som udgangspunkt blive beskattet af renteindtægterne. Videre kan det tænkes, at indeståenderne indgår ved vurderingen af, om der skal tildeles SU m.v. Jeg går ud fra, at I har dokumentation for indtægter m.v., så det vil skattevæsenet og beviilgende myndigheder nok acceptere. Det er dog en god idé, at det på en aller anden måde markeres, at midlerne tilhører foreningen, så prøv at få midlerne registreret som foreningens hos banken, enten i foreningens navn eller foreningen v/jer. Så skulle I ikke have problemer.

På baggrund af Jeres oplysninger er det min opfattelse at foreningen er omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6. Dette betyder, at foreningen kun er skattepligtig af erhvervsindtægter. Hverken kontingenter eller gaver er erhvervsmæssige indtægter. Så Jeres forening slipper for at skulle betale skat af disse indtægter.

Hvis Jeres forening i øvrigt har skattepligtige indkomster, skal disse selvangives.

Med venlig hilsen

RET&RÅD, Roskilde

Advokat Erik Øvlisen

retraad.gif (5798 bytes)


Hit Counter

23-08-12