I december 1997 blev jeg kørt ned og brækkede benet, og har så været berettiget
til svie og smerte-godtgørelse fra modpartens selskab. Nu vil jeg så spørge, hvor
længe jeg er berettiget til denne godtgørelse.
Reglerne siger umiddelbart at jeg er berettiget til godtgørelsen så længe jeg er
sygemeldt, men jeg har hørt at jeg er berettiget ud over denne tid, hvis jeg har
haft væsentlige gener.
Jeg er edb-programmør, og kunne derfor møde på arbejde efter 6 ugers sygemelding.
Men jeg gik med to krykker i ni måneder, hvor jeg efter lægernes bud ikke måtte
støtte på det brækkede ben.
På forhånd tak for denne fine service.
SVAR
Ifølge erstatningsansvarslovens § 3 kan du få godtgørelse for svie og smerte for
tiden fra skadens indtræden, indtil din helbredstilstand er blevet stationær,
med 160 kr. for hver dag, du er sengeliggende, og 70 kr. for hver dag, du er syg
uden at være sengeliggende. Der kan i særlige tilfælde ydes godtgørelse for svie
og smerte, selv om du ikke er syg. Overstiger godtgørelsen 23.000 kr., kan ovenstående
beløb, fraviges.
Ovennævnte beløb gælder, hvis skaden er sket i 1997 eller 1998. Hvis skaden er sket
i 1998, er beløbet på 23.000 kr. dog forhøjet til 23.500 kr.
Der kan i særlige tilfælde ydes svie og smerte godtgørelse, selv om arbejdet er
genoptaget.
I sagen U 1989.860 VLD var situationen den, at en lærer, der ved et fald havde beskadiget
halebenet og pådraget sig hjernerystelse, genoptog sit undervisningsarbejde efter
2 dages forløb. Under hensyn til de betydelige helbredsmæssige gener, også arbejdsmæssigt,
der havde været forbundet med uheldet, tilkendtes der hende i medfør af erstatningsansvarslovens
§ 3, 2. pkt., godtgørelse for svie og smerte i 139 dage.
Jeg vil tro, at du under henvisning til bl.a. denne dom også kan kræve godtgørelse
for svie og smerte i mere end 6 uger - du bør kræve for alle 9 måneder, hvor du
gik med krykker.
Du kan kræve godtgørelsesbeløbet forrentet fra skadestidspunktet med 5% over diskontoen.
Med venlig hilsen
Jørgen U. Grønborg
26-04-2022