Hvordan forrentes erstatningskrav?

Jeg arbejder en del med selvhjælpsgrupper - primært piskesmældsramte.

Jeg har fået et konkret spørgsmål fra en pige, der har en privat ulykkesforsikring.

Hendes erstatning er nu blevet udbetalt men uden renter. Jeg mener, at man skal have renter fra skadetidspunktet til udbetaling finder sted. Hun har fået afslag med reference til forsikringsaftaleloven § 24.

Hvad siger den ?

SVAR:

Udbetaling af erstatning fra private ulykkesforsikringer er reguleret i forsikringsaftalelovens § 24.

Heri er bestemt, at erstatningen kan kræves betalt 14 dage efter, at forsikringsselskabet har været i stand til at indhente de oplysninger, der er nødvendige for at bedømme forsikringsbegivenheden og fastsættelse af erstatningens størrelse. Dette tidspunkt, som naturligvis er meget vanskeligt at vurdere for forsikringstageren, er forfaldstidspunktet.

Der sker således ikke forretning tilbage fra skadestidspunktet.

Hvis der havde været tale om et almindeligt erstatningskrav, som rejses mod en skadevolder eller dennes ansvarsforsikring, kan skadelidte ifølge erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1 kræve erstatning og godtgørelse betalt fra 1 måned efter, at skadevolderen har været i stand til at indhente de oplysninger, der er nødvendige for at kunne bedømme erstatningens størrelse. Skadevolderen kan ikke bedømme erstatningens størrelse, før erstatningskravet er fremsat over for den pågældende, og derfor vil der tidligst kunne påløbe renter fra 1 måned efter erstatningskravets fremsættelse over for skadevolderen. Fristen begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor skadevolderen kunne og burde have indhentet de oplysninger, der var nødvendige for at kunne vurdere erstatningskravet og dets størrelse.

Med hensyn til forrentning er det sådan, at erstatningsbeløbet efter begge love skal forrentes fra forfaldstidspunktet med en årlig rente, der svarer til Nationalbankens udlånsrente pr. d. 01.01. og  01.07 + 8%.  Pr. d. 01.07.2013 udgør udlånsrenten 0,20% p.a. og rentesatsen er derfor 8,20% p.a.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg

Århus


Hit Counter

10-02-17