Min søn, der har boet i England i nogle år, ønsker at flytte tilbage til Danmark i 1999. Han vil gerne tage sin engelske bil med hjem. Kan han det uden videre, eller vil Told og Skat "komme efter ham"?
Jeg forudsætter, at der er tale om en i England indregistreret bil.
Under ferieophold må danskere, der bor i udlandet, tage deres udenlandsk indregistrerede biler med sig hjem og køre rundt i dem, men de skal dokumentere, at de bor i udlandet og er på ferie.
Men når din søn vil flytte hjem og dermed opgive udenlandsk bopæl, skal han indenfor 14 dage efter sin hjemkomst enten betale dansk afgift eller aflevere de engelske plader på motorkontoret hos det danske politi.
Det er ulovligt at køre længere tid rundt i den herhjemme.
Hvis han vil have den indregistreret i Danmark betaler han først efter et foreløbigt skøn over bilens værdi et afgiftsdepositum. Sidenhen kommer det endelige tal. Det er sjældent, der opkræves efterbetaling - normalt bliver det stadfæstet eller man får penge tilbage. Da det nogen gange kan tage lidt tid, inden et skøn kan foreligge, er det en god ide, at din søn INDEN han kommer hjem tager kontakt til sin Told- og Skatteregion, og beder om deres bud på registreringsafgiften og dermed beder om at få angivet størrelsen af afgiftsdepotet - netop på den pågældende bil. Ellers kan han komme i tidnød.
Med venlig hilsen
Flemming Keller Hendriksen
Advokat, Non-practising Solicitor of the Supreme Court of England and Wales