Kan jeg afskediges på grund af graviditet?

Jeg har siden den 1. juli 1996 arbejdet som behandlingsassistent på et behandlingshjem for stofmisbrugere.

Jeg er gravid i 7. måned og blev sygemeldt for en måned siden. Jeg er ansat som funktionær med ansættelseskontrakt.

I fredags blev jeg sammen med hele personalestaben indkaldt til personlig samtale i forbindelse med sammenlægninger af afdelinger, hvilket ville medføre et antal afskedigelser (20 ud af 70).

Jeg blev under denne samtale afskediget med mit lovlige opsigelsesvarsel på 3 måneder.

Kan min arbejdsgiver opsige mig under sygdom og barsel?

Er det overhovedet lovligt nar jeg er funktionæransat?

Skulle min arbejdsgiver ikke vente med at afskedige mig til jeg kommer tilbage fra barsel?

Min arbejdsgiver påstod, at det var lovligt at afskedige mig, når det skete i forbindelse med en større omstrukturering, hvor også andre medarbejdere blev afskediget?

Hvad skal jeg gøre i den aktuelle sag?

SVAR:

Din arbejdsgiver kan godt opsige dig med dit almindelige opsigelsesvarsel under både sygdom og graviditet/barsel, også selvom du er funktionæransat. Han behøver ikke at vente, til du kommer tilbage fra barsel.

Efter ligebehandlingslovens § 9 kan du imidlertid ikke opsiges PÅ GRUND AF graviditet eller barsel, og det er din arbejdsgiver, der skal bevise, at opsigelsen intet har med graviditeten at gøre.

I praksis kan det være utroligt svært for en arbejdsgiver at bevise dette. I din konkrete sag skal han kunne argumentere for, at det har været sagligt at udvælge dig sammen med 19 andre til at blive opsagt, mens 50 andre får lov at blive, og at valget af dig intet har med graviditeten at gøre.

Jeg kender ikke medarbejdersammensætningen på din arbejdsplads, så det er svært at afgøre, om der er en saglig grund til, at netop du er opsagt.

Konsekvensen af, at arbejdsgiveren ikke kan bevise, at opsigelsen intet har med graviditeten at gøre, er, at du kan forlange at blive genansat, eller at du alternativt kan kræve godtgørelse på helt op til 78 ugers løn.

Du bør derfor straks protestere mod opsigelsen og kræve en uddybende forklaring - evt. med bistand fra advokat, som efterfølgende kan føre sagen videre for dig, hvis du ikke er tilfreds med forklaringen.

Med venlig hilsen

Steen Marslew

Advodan, Holbæk


Hit Counter

23-08-12