Snydt for feriepenge?

Min kæreste holdt op med at arbejde ved udgangen af 1996. Hun forventede, at arbejdsgiveren selv sørgede for overføre hendes feriepenge til FerieKonto. Men der er aldrig sket noget i sagen. Jeg har talt med FerieKonto om sagen; de siger hun skulle have forlangt at få pengene inden 1. april 1998, så umiddelbart ser pengene ud til at være tabt.

Men det er vel ikke lovligt bare at "glemme" at fremsende feriepenge? Er der ikke grundlag for at sagsøge min kærestes tidligere arbejdsgiver i indtil 5 år efter?

Med venlige hilsner og tak for en god idé,

SVAR:

Din kæreste krav på feriepenge optjent i 1996 er ifølge ferielovens § 21, stk. 1 forældet, hvis hun ikke har rejst kravet over for arbejdsgiveren inden den 1. april i det ferieår, i hvilket ferien skal holdes. Ferien skulle være afholdt i perioden 02.05.1997 til d. 01.05.1998, og kravet blev forældet d. 01.04.1998.

Arbejdsgiveren skal indbetale feriegodtgørelsen til Arbejdsmarkedes Feriefond alligevel, da den korte forældelse kun gælder i forhold til lønmodtageren.

Direktøren for Arbejdstilsynet kan under særlige omstændigheder tillade, at de forældede feriepenge, udbetales til lønmodtageren efter ferieårets udløb, jfr. ferielovens § 22, stk. 4.

Din kæreste kan med andre ord ikke sagsøge den tidligere arbejdsgiver, men hun bør rette henvendelse til Ferie Konto for at få dem til at inddrive beløbet, og desuden ansøge om at få beløbet udbetalt efter ferielovens § 22, stk. 4.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg


Hit Counter

23-08-12